Læsetid: 6 min.

Langt pokker i vold

For Poul Larsen er det en gammel drengedrøm at bestyre et ensomt beliggende fyr. Han sætter en ære i at klare sig uden naboer
18. oktober 2002

(2. sektion)

Home alone
På den yderste kant af Østfalster, nærmest ude i Østersøen, ligger et lille hus. Langt pokker i vold, sådan set. Men ikke, hvis man spørger Poul Larsen, husets ene beboer.
»Jeg synes ikke, vi bor afsides,« nægter han straks.
»Og jeg er ikke alene. Jeg kom herud med en kone, to børn og to katte. Og desuden bor der en mand lige herhenne, inde i skoven. Sådan 500 meter væk.«
I dag er børnene godt nok flyttet hjemmefra, men de bor ikke så langt herfra. Og den 56-årige fyrleder har for øvrigt prøvet at leve langt mere isoleret, fortæller han.
»Jeg har altså været tre år på Østgrønland, og det var endnu mere afsides. Vi var 19 mand deroppe, og én gang om året kom der et skib med proviant. Og så sejlede det igen.«
Afsides eller ej – Poul Larsen og hustruen, Elly, bor i hvert fald på Falsters østligste punkt, hvor forfløjne krager vender. Og sætter man sig for at finde deres hus – fyrlederboligen til Hestehoved Fyrstation – sker det ad labyrintisk vej: I netop det sving på vejen mod Hesnæs, hvor der ligger et lille, hvidt hus, skal man slå ind i Corselitzeskoven. Her stilles man straks over for valget mellem tre skovveje, hvoraf man gør klogt i at vælge den rette, da her ikke findes nogen form for skiltning. Endelig efter tre kilometer ad smuk og smal vej er man fremme.

Gældfrit ægteskab
Poul og Elly tog for første gang turen i oktober 1981, og et par måneder senere flyttede de hertil fra Esbjerg. Elly var blevet træt af Pouls arbejde på inspektionsskibet HV Ravn, der ofte holdt ham på søen i en-to uger. Hun fik øje på en stillingsannonce, der lige kunne være noget for manden.
»Så sagde Elly, prøv at se her, der er noget nede ved fyrene, hvorfor søger du ikke det,« husker Poul.
»Så sagde jeg, vil du med til et fyr? Det ville hun da gerne. Fint, sagde jeg, det har altid været min store drøm.«
Poul regner sig frem til, at den drøm havde han allerede som 12-årig. Noget med et fyr på en øde ø og så nogle heste, det har han altid ønsket sig. At fyret så ligefrem hedder Hestehoved, og at han for nogle år siden blev tilbudt en fin hest ganske gratis – det er næsten for perfekt. Bortset fra, at han ikke tog imod hesten.
»Så ville jeg jo arbejde, sove og passe en hest. Og Elly ville være overladt helt til sig selv, for hun er bange for heste. Vi er bare sammen, det har vi valgt næsten altid at være. Og hvis man ikke kunne det, så er det heller ikke sikkert, det var gået at bo her på stedet så længe,« mener Poul.
De har været sammen i 33 år. Gift de 26 – om end Poul længe strittede imod. Han kunne ikke se, hvorfor man behøvede blive gift og smide en masse penge ud på et bryllup. Men så en dag blev de kaldt op på skattekontoret.
»Elly boede jo hos mig. Og så sagde de, at når vi ikke var gift, så skulle hun svare skat af kost og logi.«
Poul ryster på hovedet. Der var ikke andet at gøre end straks at fri.
»Så kiggede jeg på Elly og sagde: Hva’, vil du have gæld af at bo sammen med mig?«
Det ville Elly ikke. Og de blev gift på den betingelse – stillet af Poul – at der ikke skulle være nogen festivitas. En tur på rådhuset, og så var det klaret.
»Jeg var altså også lidt sur,« smiler Elly.
»Jeg ville da gerne have, vi skulle fotograferes. Jeg har ikke engang et billede eller noget, for det måtte jeg ikke.«
»Vi var fattige,« griner
Poul, »skriv, at vi var fattige.«
Elly ryster på hovedet, og Poul minder hende om, at hun til deres sølvbryllup fik både ørenringe og halskæde og ring.
»Så fik du det, og så færdig med det pjat,« konstaterer han.

Køber selv sukker
Som fyrleder er Poul øversteansvarlig i foretagendet ved Hestehoved Fyr, som groft sagt omfatter to små, hvide huse ud over tjenesteboligen. Det ene lille hus er et døgnbemandet kystudkig, hvorfra ethvert passerende skib omhyggeligt registreres og meldes til Søværnet. Det andet lille hus er fyret, som den vagthavende skal sørge for at tænde og slukke.
Hvornår de 250 watt præcis skal aktiveres, kan man læse af den gulnede tændings- og slukningstabel, som hænger på opslagstavlen i Poul og Ellys køkken. Oktober 13.-14., sluk kl. 06.22, tænd kl. 17.33, for eksempel. Ved siden af hænger et meget tætskrevet a4-ark med små numre i næsten lige så små kasser, som er et helt års vagtplan for de seks ansatte.
Det er imidlertid kun Poul og Elly, der bor ude ved fyret. Men det er ikke noget problem, mener Poul, for datteren og de to børnebørn bor i den nærliggende by Stubbekøbing, og sønnen bor på Lolland.
»I stedet for to børn er det nu blevet til seks,« opregner han tilfreds.
»De har jo fået kærester og børnebørn. Og vi ser dem næsten hver dag. Jeg vil helst bo alene, for her er jo ro. Vi har skoven og vandet.«
Poul nærer heller ikke noget ønske om at få naboer. Og på spørgsmålet om, hvor langt han skal væk for at låne en kop sukker, træder han straks i karakter.
»Jeg har altid kunnet klare mig selv. Jeg involverer mig ikke i mere, end jeg selv kan. Jeg går ikke hen til naboen og låner en græsslåmaskine – hvis jeg ikke har en, så køber jeg en.«
Den lille, snakkesalige fyrleder ser meget stålsat ud. Han er en mand af principper, vedgår han. Men han vil dog godt erkende, at det ikke var så sjovt de første to år, hvor de ikke engang havde bil. Han husker tydeligt, hvordan det foregik, når familien skulle på ferie. Tre kilometer til fods gennem skoven med kufferter og børn, det kunne godt tage livet af en mand.

Mislykket flugt
Han sidder ude i køkkenet og ryger cigarillos, mens Elly laver kaffe. Deres uhyre kælne kat, Mulle, gør sig til, og den forblæste fyrlederbolig lugter i det hele taget stærkt af hygge og romantik. Der er endda små, lyserøde hjerter på toiletpapiret. Men Elly kunne godt ønske sig, at Poul var lidt mere romantisk anlagt, antyder hun kraftigt.
Han forsvarer sig begejstret og ser tilfreds ud. Måske også fordi Elly for tiden er uden arbejde og har god tid til at passe det huslige. Vaske op og støvsuge og sådan. Poul har andre pligter, siger han, og han mener desuden at vide, at Elly godt kan lide sine gøremål. Det er en sandhed med modifikationer, oplyser hun.
Da Elly er ude af køkkenet, er Poul ikke bleg for at gøre en lille indrømmelse. Det kan godt blive for meget af det gode at bo herude, siger han. Men flugtforsøgene plejer at løbe ud i sandet:
»Jeg siger til Elly: Lad os så komme af sted, nu skal jeg væk herfra. Og på vejen gennem skoven snakker vi så om, hvor vi skal hen, men det ved vi ikke. Så kommer vi ud på den anden side af skoven og siger ja, hvad skal vi ærligt talt? Og så kører vi hjem igen.«

FAKTA
PERSPEKTIV
Afsides – et begreb, der flytter sig
*Hvad er afsides, og hvad er ikke? Det er i hvert fald svært at bo afsides i København, men sådan var det ikke for 100 år siden. I 1905-06 stykker blev der bygget 200 lejligheder langs Islands Brygge, som flugter med Københavns Havn og i dag er et yderst attraktivt boligområde. Dengang var der imidlertid ikke stor søgning på de nybyggede 5-6-værelses herskabslejligheder a 800 kroner om måneden, fordi de lå afsides.
Det lykkedes først for alvor at få københavnerne til at flytte ind i lejlighederne, da ejendomsselskaberne begyndte at lokke med gratis husleje i tre-seks måneder samt gratis tapet eller maling (frit valg af farve).lm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her