Hiphop
En af den forgangne sommers musikalske overraskelser var compilation-udgivelsen Nobody Beats The Beats. Dj Typhoon, et af de mest markante navne på den danske hiphop-scene, var manden bag det sammenbragte barn, som med sine afdæmpede og filmiske toner lagde sig tæt op ad internationale lydarkitekter som amerikaneren dj Shadow og franskmanden dj Cam.
»Now, as you listen, you will begin to relax. Every sound you hear relaxes you further. Just you and the sound.« Sådan lyder nogle af de første ord på dj Typhoons ambitiøse hiphop-projekt, og hvis man overhovedet kan tale om en rød tråd på Nobody Beats The Beats, så er det denne glæde ved at behage med vellyd, som ordene udtrykker.
Skæringerne fra bidragyderne som blandt andet tæller dj Noize, dj Nut, Steen Rock, Thomas Knak og Malk De Koin-medlemmerne Tue Track og Blæs Boogie er alle rundet af lysten til at kæle for øregangenes allermest sensible krinkelkroge.
Lørdag aften stod en håndfuld af track-leverandørerne på scenen på Rust i København. Med sig havde de et fem mand stort orkester, som skulle forsøge at omsætte compilation-udgivelsens samplede grooves til håndspillet sammenhæng.
Kuriøst eksperiment
Dette kuriøse eksperiment var omkring 200 gæster mødt op for at overvære, og de adskilte sig i høj grad fra dét, man traditionelt forbinder med hiphoppens aficionadoer. Hvis man havde forventet at se slidte kasketter, store hættetrøjer, slaskede baggypants, tunge similiguldkæder, udtrådte gummisko og røde øjne foran den lille scene, så måtte man blive skuffet.
Rust lignede denne aften mere en kaffebar på et af universiteternes humaniorastudier, end en koncert med nogle af dansk hiphops allerstørste profiler. Men entusiasmen blandt de fremmødte Lee-jeans, Nørgaard-skjorter, Dico-nederdele og Karan-toppe var bestemt ikke til at tage fejl af. Fra det øjeblik Nobody Beats The Beats gik på scenen, sitrede det trange og varme lokale af begejstring og ardeur. Og Nobody Beats The Beats fortjente
absolut al den beundrende opmærksomhed, som de velklædte tilhørere overhovedet kunne mønstre, for på den lille, beskedent oplyste arena, leverede det store, brogede hold en optræden, som lyste af coolness, koncentration og musikalitet.
Intenst sæt
I blandt de 12 flossede og blåtonede lydcollager, som strømmede ned fra scenen i løbet af den halvanden time, som koncerten varede, stod fire særligt stærkt: Ouverturen »Rock, Freak« skælvede af
ypperlig melankolsk poesi i kraft af sit porøse pianotema og slørede bas, »Sky Toucher« fremstod vidunderlig spøgelsesagtig med sine iskolde keyboard-klange og prikkende orgel, »Get The Rap!« smertede effektivt med sin fyldige altsaxofon, som emmede af forladthed og sen skumringstime og endelig fascinerede »The Beat Diggin Song«, hvorpå en uhyre veloplagt Tue Track forsøgte at formulere djens kunstneriske vilkår:
»Destruerer og manipulerer med originaler/ producerer instrumentaler/ som resten af verden anbefaler/ hungrer efter numre og breakbeats/ slipper enorme summer/ på at forlade pladebutikken med vidundertunger/
fumler rundt i timevis i et kælderrum/ og kigger efter numre og skumle loops/ 70ernes vellyd og trommestikker/ Et helvedes renderi!«
Imens Nobody Beats The Beats leverede det varierede og intense sæt, stod projektets fader, dj Typhoon, i et afsides hjørne nær mixerpultens uendelige rækker af lysende lamper og blinkende knapper. Fra denne tilbagetrukne position fulgte han med noget, der lignede ophøjet ro sit lydbårne barns gøren og laden. Men bag kaskettens brede, mørkegrønne skygge og under fipskæggets filtrede hår kunne der alligevel fra tid til anden spores tegn på både henrykkelse og tilfredshed. Og disse følelser var den danske rytmesamler sådan set ikke alene om de fleste af de gæster som overværede den håndspillede version af Nobody Beats The Beats, mødte denne lørdag aften oktoberfrosten med et glimt i øjet og et smil om munden.
*Nobody Beats The Beats på Rust, København, lørdag aften
