I kvarteret omkring Holmbladsgade mødes det gamle og det nye København
med hele verden
Holmbladsgadekvarteret først på Amager er i sin blanding af multietnisk smeltedigel, Erik Clausensk arbejderkvarter og studentermondæn postmodernisme måske det stykke København, der skarpest tegner byens forandring.
Der kan de gamle sidde på Jaguaren, Mads Bonde, Sommerlyst eller en af de andre arketypiske amagerbodegaer hvor der er formiddagstilbud på »et sæt«, så man ved, hvor man har stamgæsterne og se over på Café Bizarro, hvor studenterne for en stund forsager den forældrekøbte toværelses til en million for at drikke latte eller hollandsk weissbier fra fad, mens de hører stand up.
På fortovet løber trimmede joggere med disc man adræt uden om kvinder i fuld chador med deres lidt mere afslappede andengenerationsdøtre på slæb.
Ned ad Holmbladsgade, hvor de lidt forfaldne borgerhuse fra forrige århundredeskifte er under renovering, drøner måske et par af helvedes engle på deres Harleyer på vej mod klubhuset ved Strandlodsvej.
I de små side- og tragtgader, der løber som bifloder til hovedstrøget, og i VIBOs sociale boligkarreer, bor de i en skønsom blanding: misbrugere, drukmåse, de slidte, de gamle, nørderne, indvandrerne og de nye, hurtige og smarte, der elsker atmosfære og oprindelighed, indtil de gradvis bliver de fleste og får kodelåse på portdørene og boulebaner i de tidligere baggårde.
Det er Københavns tættest bebyggede område.
Her er ingen mangel på pizzabarer, kebab, kinagriller og døgnkiosker med to liters colaer men bare vent, sushi take-aways og bistroer med fransk cuisine er på vej.
Halalslagteren har danske kunder og slagter P.E. Larsen længere op ad gaden har eksotiske kunder til indmad og grisetæer. Og alle kommer i fiskehandlen, der har ligget der siden 1902.
Nede i den anden ende oser både de unge, de sorte og de fattige i bric-a-brac og bras i det Blå Pakhus. Hos manufakturhandelen Messe kan gamle koner få beklædningsgenstande, som de unge ikke aner eksisterer, i omgivelser, der hører hjemme på arbejdermuseet, mens de nye indbyggere kan købe arktisk glaskunst og det uundværlige casual trekkingtøj til fredagens asfaltsafari ovre på den anden side.
I Polensgade ville de ikke have rockerne, men nu, hvor de er flyttet ned i industrikvarteret, er det »lev og lad leve«.
Det er det også for eleverne fra Kofoeds Skole, selv om de ikke altid er appelsinfri og heller ikke altid lugter, som om de har fået deres daglige bad.
Det bad kan man om sommeren få i havvand fra badeanstalten Helgoland, der sammen med Amager Strand er kvarterets åndehul.
I kvarteret kan man blive spurgt af små indvandrerrødder, om man er politi, hvis man har en cotton coat på. Her kan man se en etnisk dansker med »taber« stemplet over det hele rette sig op og blive helt klarøjet, når en buschauffør med turban behandler ham med respekt.
Og her kan man stå henslængt op ad en fancy zinkbar og høre irsk folk-rock og drikke Guinness fra fad, hvis man har det på den måde.
Her kæmpes dagligt om kvarterets sjæl. Men som i de andre af byens brokvarterer er udfaldet på længere sigt nok givet.
»Skynd jer, for om føje år
.«
SERIE
*I Holmbladsgade-kvarteret på Amager i København er det multietniske samfund en levende realitet: Kvarterets 16.000 beboerne er en farverig blanding af et par og tredive forskellige nationaliteter. Cirka 22 procent har anden etnisk baggrund end dansk. Information sætter fokus på glæder og problemer i samlivet mellem kvarterets nye og gamle beboere.
