Læsetid: 4 min.

En lille historie om kunsten at elske

Tyske Tom Tykwer har realiseret et efterladt Kieslowski-manuskript. Resultatet er fascinerende, men desværre ikke 100 procent overbevisende
4. oktober 2002

(2. sektion)

Premiere i dag
Ved sin død i 1996 efterlod Krzysztof Kieslowski sig to manuskripter. Det ene er siden blevet til filmen Big Animal, instrueret af en af Kieslowskis favoritskuespillere, Jerzy Stuhr i 2000. Det andet var tænkt som del af en trilogi – en opfølger til Blå, Hvid og Rød og samtidig den polske filmskabers bud på et moderne svar på Dantes Guddommelige Komedie. Intet mindre.
Kieslowski og hans medforfatter, advokaten Krzysztof Piesiewicz (som var med til at skrive bl.a. Dekalog), nåede imidlertid kun at færdiggøre Paradis-delen, som i Tom Tykwers instruktion er blevet til filmen Heaven.

Yin og yang
Forholdet mellem tilfældighed, menneskets fri vilje og en eller anden form for styring løber som en rød – på én gang narrativt funktionel og religiøs/filosofisk – tråd igennem Kieslowskis værk. Heaven er ingen undtagelse.
Som et ekko af dobbeltgænger-motivet i både Veronikas to liv og Rød har Heaven to hovedpersoner, en kvinde og en mand, som bærer samme navn – Philippa og Filippo – og har fødselsdag samme dag. I løbet af filmen kommer de endog fysisk til at ligne hinanden som to dråber vand. Selvfølgelig er der en højere mening med, at de to skal mødes så tilsyneladende tilfældigt.
Det sker, da Philippa (Cate Blanchett) bliver afhørt af i carabinieri på politistationen i Torino, hvor Filippo (Giovanni Ribisi) er betjent. Hun har begået et bombe-attentat og besvimer, da politiet oplyser, at den mand, hun ville ramme, stadig lever. Til gengæld har hun slået fire uskyldige mennesker – en rengøringskone, en far og hans to børn – ihjel. Da hun slår øjnene op igen, stirrer hun lige ind i Filippos og knuger hans hånd.
Om natten tisser han i sengen: Han er forelsket! Da han ydermere er overbevist om, at hun taler sandt, når hun hævder, at attentatet var et desperat forsøg på at stoppe en skrupelløs narkohaj, som politiet ikke syntes at ville stoppe, beslutter han at hjælpe hende til flugt, hvorved han ikke blot sætter sin karriere på spil, men også bliver medskyldig i mord. Og sammen sætter de ud på en rejse, der har mere karakter af bodsvandring end af egentlig flugt.

Effektivitet
Tom Tykwer, der fik sit gennembrud med den hippe Lola (1998), kan måske forekomme et overraskende valg til realiseringen af et Kieslowski-manuskript. Men faktisk var Lolas trefløjede struktur, hvor små detaljer resulterer i vidt forskellige forløb, nært beslægtet med Kieslowskis Blind Chance. Og Tykwers andre film – debutfilmen Die tödliche Maria (1994) og Winterschläfer (1997) – ligger trods alt væsentligt tættere på Kieslowski, både hvad angår form og indhold.
Tykwer har – og heldigvis – ikke bestræbt sig på at lave en Kieslowski-film. Heaven udmærker sig da også ved en meget tykwersk stilistisk effektivitet, ikke mindst i den tørt klippede og kontant dramatiske indledning, hvor vi ser Philippa forberede og udføre attentatet. Og på den korte tid lykkes det ham på helt hitchcocksk vis at få os til at sympatisere med bombekvinden og håbe på, at hendes forehavende vil lykkes.
Men Tykwer kan også dvæle i stumme situationer, og han formår, ikke mindst, at få sine skuespillere til at præstere deres yderste. Man har indtryk af, at både Cate Blanchett – der er en langt mere spændende og rigt facetteret skuespiller end de anæmiske franske actricer, som Kieslowski var så verliebt i – og Giovanni Ribisi, som her har sin første virkelige karakterrolle, spiller sig helt ud. I alt fald brænder deres nøgne ansigter sig fast til nethinden og bliver der længe efter, at man har forladt biografen.

Kameler
Hvad Heaven imidlertid måtte vinde i effektivitet og skuespil, det taber den i sensualisme. Man mister ikke fodfæstet i Tykwers ganske prosaiske billeder på samme måde, som man af og til kunne gøre det i Kieslowskis.
Og selv om det etiske dilemma kan synes klart kieslowskisk, så forløses det ikke lige så spændende. For hvor personerne i Kieslowskis film var overladt til sig selv og deres egne indre stemmer, skanderes Heaven af en række himmelske luftfotos, der antyder, at ’nogen’ følger menneskenes gøren og laden på jorden, og måske ligefrem styrer dem. Heaven formår derfor slet ikke at involvere tilskueren moralsk på samme måde som (de bedste af) Kieslowskis film.
Videre er det svært helt at frigøre sig fra mistanken om, at manuskriptet kun var en foreløbig skitse fuld af usandsynligheder, som Kieslowski ville have tacklet i instruktionsfasen. Det gør Tykwer desværre ikke. Undervejs bliver vi derfor bedt om at sluge en større kamelkaravane. Og om man har lyst til dét, afhænger en del af, hvor langt man lader sig rive med af det formidable skuespil.
Summa summarum: Heaven er absolut værd at se! Men forvent hverken vintage Kieslowski eller vintage Tykwer.

*Heaven. Instruktion: Tom Tykwer. Manuskript: Krzysztof Kieslowski og Krzysztof Piesiewicz. Tysk. (Empire Bio, Palladium, Palads/Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu