Læsetid: 6 min.

Den lille kulturkøbmand eller de tre tenorer

På Kulturnatten møder man hinanden i andre roller. Kulturelle mikronetværk er et sundt alternativ til global ensretning – men kampen om publikum er først lige begyndt
11. oktober 2002

(2. sektion)

Publikumskultur
Publikum er en som oftest tavs og anonym masse, der står eller sidder foran et eller andet og oplever. Somme tider klapper de, andre gange udvandrer de eller dukker slet ikke op. Det er begrænset, hvad vi ved om publikum.
Publikum udvikler ligesom alle andre flokdyr nye vaner. Publikums vaner bliver til fællesskaber. Blandt iagttagere er der delte meninger om betydningen af de aktuelle troppebevægelser, men at noget nyt er under opsejling, og at det er lokalt og småkultisk, er der bred enighed om.
Livshistorieforsker Marianne Horsdal, lektor på Syddansk Universitet, vurderer, at de kulturelle smånetværk er gode, sunde og naturlige. De danner rammen om fællesskaber, hvor publikum både skaber og finder mening.
»Før i tiden kunne kulturelle fællesskaber betragtes som koncentriske cirkler, vi kulturelt og identitetsmæssigt var indsat i. Vi bevægede os ikke ret meget, hvor vi i dag tilhører en lang række forskellige, ikke-overlappende fællesskaber samtidig,« siger Marianne Horsdal, der i en årrække har forsket tværfagligt i den sammensatte proces, det er at skabe identitet i et moderne samfund.
»Det er gennem fællesskabet, at vi overhovedet kan være individer. Vi har brug for genkendeligheden og fortroligheden, der er forbundet med at være sammen med nogen om noget, og gerne noget, der tilfører os mening. På det punkt står kulturelle netværk stærkt, også fordi de tit er forum for en leg med eller udforskning af identitet, og ofte tilbyder et publikum at deltage kreativt i processen. Tit har disse fællesskaber en ad hoc karakter, og mange mennesker går rundt mellem mange forskellige individuelle rejseruter.«
– Skaber det et splittet samfund?
»Det tror jeg ikke. Man vil gerne have fortroligheden i det snævre fællesskab, men man tilhører jo en hel række fælleskaber, og i hvert fællesskab møder man møder folk med vidt forskellig baggrund.«
»Den store udfordring i dag er netop at prøve at se forskellighed og diversitet som noget spændende, men samtidig er der behovet for nogle gange at være på hjemmebane, hvor tingene er genkendelige eller fortrolige,« siger Marianne Horsdal.
Horsdal har brugt den konkrete livshistorie som arbejdsform og baggrund for bl. a. bøgerne Halvfemserfortællinger og Livets Fortællinger, (begge udkommet på Borgens Forlag). Fra det praktiske arbejde med livshistorierne ved hun, at de fleste foretrækker fællesskaber, der kræver noget af dem.
»Man vil gerne have mulighed for at kunne vælge fra, men samtidig vil man gerne være i fællesskaber, der kræver noget af én, hvor man kan bidrage. Her er arbejdsfællesskabet meget afgørende, men samtidig har vi et stort behov for at beskæftige os med noget, der giver mening og oplevelse.«
Ifølge Horsdal er identitet ikke noget, man har, men noget man skaber hele tiden og sammenstykker ud fra de fællesskaber, man er en del af. Det er hver enkelts opgave at prøve at få identiteten til hele tiden at hænge sammen, og set med Horsdals optimistiske briller er der ikke tale om en opløsningsproces, men en forandring:
»Velfærdsstaten og nationalstaten skal nok klare sig, men relativeret. Jeg kan sagtens føle mig som medlem af de store fællesskaber, samtidig med at jeg har fælles identitet med forskere fra Afrika eller andre steder. Det er rammerne, man tænker sig selv ind i, der ændrer sig. Når man taler om aktivt medborgerskab, er det de fællesskaber, man aktivt deltager i, der er betydningsfulde,« siger Marianne Horsdal.

Men aktive, atomare fællesskaber kan også blive lige lovlig betydningsfulde, mener professor i dramaturgi ved Århus Universitet Jørn Langsted:
»Søgningen efter livsstil, identitet og efter at være noget specielt, kan føre til, at nogle – og vel hovedsagelig yngre veluddannede mennesker – finder noget, der er egenartet og i den forstand bliver et fælleskab, men som samtidig ekskluderer de andre. Det får karakter af en loge, hvor folk med samme behov får fælles identitets-elementer, som styrker den fælles oplevelse – af at være noget enestående. Man gør det for at være anderledes. Det paradoksale er, at man gør det sammen med andre, som så bliver anderledes på samme måde som en selv,« siger Langsted.
– Hvorfor har folk et behov for anderledeshed?
»Vi er på vej imod en global ensartetgørelse. Det er jo i grunden en enhedskultur, vi nærmer os, og som modreaktion ser man i krogene en jagt på det specielle.«
– Men det er vel meget sundt, at folk samles om noget lokalt?
»Ja, i det omfang, det er en modstandsreaktion. Men samtidig er der også noget gentagende i, at alle gør det. At reaktionsmønstrene er de samme overalt, i London, København og New York. Er det så reelt et lokalt fænomen, der kan samle og bringe videre?«
»Hvis de små fællesskaber ender som noget indelukket, logeagtigt, der skal afskære os fra de andre, så kan det få store politiske konsekvenser. Hvis formålet er at udskille andre, så bliver det klaner, enkla-ver, stammesamfund. Så er vi fremme ved Jihad,« siger Jørn Langsted.
– Kan man kulturpolitisk sætte nogle rammer op for udviklingen?
»Man kan prøve at sikre, at kunstneriske udtryk er i dialog med andre kunstneriske udtryk. Kulturen har ikke kun ét centrum i dag, men mange, og politikkens dilemma er i høj grad at komme i takt med, at der er disse mange centre.«
»Kulturpolitikkens rolle er ikke at være nationalistisk, men lokal, at tage udgangspunkt i sproglige og lokale særegenheder. Meget kulturliv og teaterliv har ikke besindet sig på den situation. Man støtter de store institutioner, og når de er døde, støtter man dem fortsat,« siger Jørn Langsted, der mener, at man burde holde op med at stille alsidighedskrav til kunstnere:
»Man styrer et bibliotek ved at være alsidig. Kunst har med ensidighed og egensindighed at gøre, at man er klar til at gå planken ud. Man bør støtte der, hvor der er dynamik, vilje og gåpåmod. Og den kunstneriske vilje finder man oftest hos mindre enheder og netværker.«

Selv om de små og halvstore kulturelle fællesskaber p.t. har kunstnerisk stamina og/eller et trofast publikum, er deres overlevelse og styrke på længere sigt og som alt andet et spørgsmål om kroner og euro. Og på det punkt ser det sort ud, mener PR-mand og kulturformidler Christian Have:
»Der er tale om nogle meget skrøbelige enheder, som hurtigt kan væltes omkuld,« siger Have, »de får simpelt hen for lidt støtte. Det bliver ikke forstået, at et ord, vi kender fra erhvervslivet, nemlig produktudvikling, er uhyre vigtigt. En erhvervsvirksomhed bruger 10-15 pct. af deres indtægt på produktudvikling, hvis de vil være her om fem år. Inden for kulturlivet bruger man stort set intet. Man kan sige sig selv, at det ender i en blindgyde. Politikerne burde være mere opmærksomme på, at kulturstøtte ikke er en udgift, men en investering i produktudvikling, der giver afkast på længere sigt.«
– Hvis de små kulturarenaer har vind i sejlene, kan de vel bare sætte billetpriserne op?
»Nej. Det er et meget prisfølsomt område, og man er nødt til at tænke den anden vej, siger Have, der gennem 15 år og senest fra lederhold i kommunikationsvirksomheden Have PR og Kommunikation har været på klos hold af den københavnske kulturscene.
En scene, der, som det vil fremgå af de hosstående sider, ikke just er døden nær, men som ifølge også fjernere iagttagere kan vise sig at være et festligt men kortvarigt kapitel i den fortsatte saga om accelererende verdensforandring.
For tænk, hvis de kulturelle samlebåndsprodukter på sigt udkonkurrerer den lille kulturelle købmand:
»Så bliver det de tre tenorer, der rejser fra land til land og sælger den samme oplevelse overalt,« siger Jørn Langsted. »Bag globaliseringen ligger jo også nogle bestemte tænkemåder og værdimæssige prioriteringer, der bliver globaliseret. I den sammenhæng har den lokale kulturpolitik en fantastisk vigtig rolle at spille.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her