Læsetid: 4 min.

Lokalt/globalt

23. oktober 2002


Lokalt

Dyrere billetter for tog til tiden
*Danskerne kan se frem til dyrere billetter i busser og S-tog til gengæld for at få tog til tiden. Det er resultatet af regeringen trafikforlig med Dansk Folkeparti, som kom i stand tirsdag aften. Aftalen betyder også flere penge til at vedligeholde og reparere de danske motorveje.
»Jeg havde selvfølgelig gerne set et bredere forlig, men det kunne vi ikke få. Men med forliget får vi for alvor rettet op på de senere års manglende investeringer i jernbaner og statsvejnettet,« siger trafikminister Flemming Hansen (K) til Ritzau.
Parterne er blevet enige om at afsætte ca. 360 millioner kroner årligt fra 2004-2007 til forbedringer af det nedslidte jernbanenet. Pengene kommer fra en afskaffelse af det statslige tilskud til takstnedsættelse i den lokale og regionale kollektive trafik. ritzau

Arbejdsløs kæmper mod systemet
*For første gang mødtes en arbejdsløs og en kommune tirsdag i landsretten for at afgøre, om det er i strid med grundloven, hvis kommunen smækker pengekassen i, når en arbejdsløs nægter at lade sig aktivere.
Den arbejdsløse Johan Møller Nielsen mener, at aktivering er både ydmygende og meningsløs. I årevis har han kæmpet for at sikre bedre vilkår for folk uden arbejde, og nu har han slæbt sin bopælskommune, Køge Kommune, for retten.
Sagen kom direkte for Østre Landsret, fordi den har principiel karakter, og afgørelsen kan få vidtrækkende konsekvenser for alle kontanthjælpsmodtagere i Danmark. Sagen fortsætter i dag og ventes afgjort om tre måneder. Johan Møller Nielsen er sammen med sin advokat klar til at gå hele vejen til Højesteret, hvis det bliver aktuelt.ritzau

Underskrifter mod Irak-krig
*Den offentlige debat i forbindelse med Irak-konflikten er for simpel og unuanceret. Der er brug for flere argumenter i debatten, mener en række danske universitetslærere og intellektuelle. De samler nu underskrifter ind blandt de universitetsansatte til en tekst, der skal offentliggøres i et eller flere dagblade i form af en annonce.
Det åbne brev fra universitetslærerne har overskriften »Mellemøsten har brug for fred, ikke for krig«. Budskabet i teksten er, at en krig mod Irak vil være katastrofal, og at forskerne og de intellektuelle har en særlig forpligtelse til at pege på tungtvejende argumenter mod en militær løsning.ritzau

SF ikke med i boligforlig
*SF besluttede tirsdag at stå uden for boligforliget mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, De Radikale og Kristeligt Folkeparti.
»Vi kunne ikke få en garanti for, at man ikke hentede flere penge i Landsbyggefonden uden forligspartiernes accept, ligesom vi frygter, at der ikke vil blive bygget tilstrækkelig mange billige boliger for det milliardfradrag, regeringen giver bygherrerne,« siger SF’s boligordfører, Morten Homann.
Tidligere har også Enhedslisten afvist boligforliget, som finansieres med ’lejernes penge’ fra Landsbyggefonden.ritzau

Globalt

Ministre kan ikke enes om regning
*EU’s udenrigsministre måtte i går opgive at nå til enighed om finansieringen af den planlagte udvidelse med 10 lande, oplyste diplomater. Det er den fremtidige fælles landbrugspolitik, som skaber splid.
Derfor bliver det nu stats- og regeringscheferne, der på deres topmøde i Bruxelles i morgen og fredag skal prøve at finde en løsning. Diplomater siger, det langtfra er sikkert, at det vil lykkes.ritzau

Tæt på løsning om Kaliningrad
*Både EU og Rusland anslår nu optimistiske toner med tro på et snarligt kompromis i striden om visumkrav for russere på rejse til og fra den russiske enklave, Kaliningrad, som efter udvidelsen bliver omgivet af EU-territorium.
På et udenrigsministermøde i Luxembourg vedtog EU-landene i går deres tilrettede udspil til de slutforhandlinger, der allerede går i gang i København i dag, når en russisk forhandlingsdelegation tropper op i det danske udenrigsministerium.ritzau

34 dræbt ved massakre i Uganda
*Mindst 34 mennesker blev i går dræbt, da formodede medlemmer af den berygtede oprørsgruppe Herrens Modstandshær (LRA) huggede dem ned med macheter i to landsbyer i den nordlige del af Uganda.
Drabene fandt sted i landsbyerne Awolo og Latugitugi i det urohærgede område, sagde en talsmand for den ugandiske hær. Talsmanden sagde, at de formodede oprørere huggede indbyggerne ihjel, mens de lå og sov. Kvinder såvel som børn blev dræbt. Det nordlige Uganda har i årevis været hærget af LRA. Henved en halv million mennesker bor som internt fordrevne i lejre blandt andet i hovedbyen Gulu, fordi landdistrikterne er for farlige. ritzau

Mistanke samler sig om Abu Bakar
*De indonesiske myndigheder strammede i går grebet om den terrormistænkte Abu Bakar Bashir og organisationen, Jemaah Islamiah, som han er åndelig leder af.
Politiet var ved at udarbejde en skitse af en mistænkt person, som er eftersøgt forbindelse med bombesprængningerne på turistøen Bali. Angrebet kan angivelig sættes i forbindelse med Jemaah Islamiah, som siges at have kontakt til Osama bin Ladens al-Qaeda-netværk.ritzau

Socialister nægtet terror-prøvesag
*Ledere i Sveriges socialistiske ungdomsorganisation Ung Vänster går glip af en terrorretssag, selv om de gav penge til den palæstinensiske organisation PFLP, der er på EU’s terrorliste. Det oplyste den svenske kammeradvokat Hans Ihrman tirsdag med en bemærkning om, at der er »uhørte praktiske problemer« med terrorlovgivningen.
I håbet om en prøvesag ved domstolene gav Ung Vänster i sommer 3.930 svenske kroner (3.219 danske kroner) til PFLP (Folkefronten for Palæstinas Befrielse) for derved at udfordre EU’s beslutning om at sætte
PFLP på listen over terrororganisationer. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her