Brasilien er grebet af politisk feber. Det ligger i luften, i stemningen og i de mange enslydende valgprognoser, at Brasiliens næste præsident bliver en 57-årig, skægget metalarbejder, født i en fattig familie af landarbejdere, og som startede sin karriere som skopudser i en alder af 12 år.
En af Brasiliens mest kendte og populære musikere, Caetano Veloso, siger det sådan her: »Det føles som om, det er Brasilien, som siger: O momento é de Lula det er Lulas øjeblik.«
Skomageren Almir da Silva, som bor i favelaen Rocinha, et af Rios største slumkvarterer, siger det på en anden måde: »Jeg stemmer på Lula af hele mit hjerte, fordi han er en ærlig mand.«
Og fabrikanten Eugenio Staub, ejer af en af Brasiliens største elektronikvirksomheder, siger det sådan: »Fordi Lula er en ægte statsmand, og fordi det nu er tiden til at forene landet ved at vælge en præsident med rigtige statsmandsvisioner.«
Lula. Navnet er egentlig kun et kaldenavn af den slags, som brasilianerne også ynder at forsyne deres mest populære fodboldidoler med. Det fulde navn er Luis Ignacio da Silva en navneforandring i 1982 inkorporerede det folkelige diminutiv. Efternavnet da Silva er et af de mest almindelige navne i Brasilien, som Jensen eller Hansen ville være det i Danmark.
Mere folkeligt kan det næsten ikke blive.
»Lula er noget så brasiliansk, som man kan være. Født i et tørkeramt område af Nordøstbrasilien og fattigere end Jesus Kristus. Det identificerer mange brasilianere sig med i dag. Nu vil man ikke længere have sørgelige kopier af vestlige politikere, men noget, som er vores helt eget,« siger den herboende brasilianer Marina Jakobsen, som er forskningsadjunkt i filosofi på Roskilde Universitet og officiel repræsentant i Danmark for Lulas parti, Arbejderpartiet PT.
»Det er svært at beskrive den politiske eufori i Brasilien med ord,« siger Marina Jakobsen, som netop er hjemvendt fra et besøg i landet. »En lille broche med PTs røde stjerne, eller et klistermærke på tasken med Nu er det Lula kan give anledning til lange politiske samtaler med alle, kvinder, mænd, ældre og unge ved busstoppesteder, i taxaer, på restauranter, i lufthavne, på museer og til koncerter. Selv i banken kan den udløse positiv særbehandling, fordi medarbejderne i vekselafdelingen fortolker stjernen som skaber af underværker,« fortæller hun.
Som karismatisk leder for metalarbejdernes stærke fagforening i Sao Paulo, stod Lula i spidsen for de store strejker i 1979 og 1980. Militærstyrets tropper slog hårdt ned på de strejkende arbejdere, som søgte tilflugt i den katolske kirke i industriforstaden Sao Bernardo den samme kirke, som også havde givet ly og beskyttelse til politiske fanger.
Op gennem 1980erne blev han ofte sammenlignet med den polske arbejderleder Lech Walesa. Fælles for de to var deres bånd til den katolske kirke og den spontane opbakning fra en bred, folkelig bevægelse. Siden hen blev Lech Walesa som bekendt præsident for sit land, hvor han knap nok indfriede de store forventninger, og hvor han i dag er gledet ud i den politiske glemsels mørke. Mens Lula kæmpede videre, som grundlægger af og leder for et nyt og bredt sammensat venstrefløjsparti, Arbejderpartiet, der samlede folkelige græsrodsbevægelser, den katolske kirkes befrielsesteologer og mange af de venstreintellektuelle, der havde overlevet militærregimets fængslinger, tortur og eksil.
Tre gange har Lula stillet op som præsidentkandidat i Brasilien, og alle tre gange har han tabt. I Brasilien er politik en sag for eliten generaler, virksomhedsledere, økonomer og andre akademikere bliver præsidenter i Brasilien. Ikke en tidligere fabriksarbejder, der først lærte at læse som halvvoksen en repræsentant for de ansigtsløse masser, der befolker dette andet Brasilien: fattigdommens, elendighedens og den tredje verdens Brasilien.
Brasilien består ikke af et, men af mindst to lande. Det konstaterede den kendte økonom Edmar Bacha allerede i 1974. Han opfandt begrebet Belindien for at definere en nation, hvor et lille mindretal lever, som om de befandt sig i det rige Belgien. Mens flertallet befinder sig midt i en virkelighed, der mere minder om Indien.
Ikke meget har forandret sig i de næsten 30 år, der er gået siden Edmar Bacha formulerede sin teori. Brasilien er landet, der flyder med mælk og honning for et mindretal af ustyrligt rige mennesker, mens hele 44 millioner indbyggere lever under FNs fattigdomsgrænse. Opulencen i de svært befæstede villakvarterer og luksus-lejlighedskomplekser i Rio de Janeiro og Sao Paulo, hvor eliten forskanser sig bag svære jerngitre af frygt for den eskalerende kriminalitet, står fortsat i skarp kontrast til favelaernes slum og de mange børn, der tigger og sover på gaderne. Eller den trøstesløse elendighed på landet, hvor manglen på jord, arbejde, drikkevand, skoler og fremtid, driver landarbejderne mod de store byer.
Som dreng foretog Lula den samme rejse til storbyen som millioner af andre fattige nordøstbrasilianere har taget gennem årene: 13 dage bag på ladet af en lastbil sammen med moren og de syv søskende bringer familien til Sao Paulos fremvoksende industridistrikter. Her bor de stuvet sammen i et lille værelse i baghaven til en bar, og børnene må selvfølgelig arbejde, så snart de er store nok. Fra skopudser og bybud avancerer han som 14-årig til et fast job på en metalvirksomhed. Her arbejder Lula 12 timer om dagen samtidig med, at han går på teknisk skole om aftenen, så han kan kalde sig udlært værktøjsmager som 18-årig.
ABC-distriktet i udkanten af Sao Paulo er det industrielle Brasiliens bankende hjerte. Her ligger de store multinationale automobilfabrikker Volkswagen, Volvo og de andre, der beskæftiger et nyt, selvbevidst arbejderaristokrati. Under de mange års militærstyre, som starter i 1964, er fagbevægelsen korrupt og topstyret intet skal forstyrre militærets grandiose udviklingsplaner for Brasilien.
Men ude på fabriksgulvene spirer en ny oppositionel fagbevægelse frem, uafhængig og demokratisk. Og Lula er den vigtigste leder. Han står i spidsen for de strejker, der markerer begyndelsen til enden for diktaturet. Han er med til at grundlægge en ny, landsdækkende fagbevægelse. Og han stifter et nyt politisk parti, som skiller sig ud, både i forhold til de traditionelle, elitære partier i Brasilien, men også sammenlignet med andre venstreorienterede partier, Brasilien tidligere har kendt kommunister, maoister, trotskister.
»PT er i dag et stort parti med mange fraktioner, men det udvikler sig mere og mere i demokratisk retning ud fra den tankegang, at socialisme uden demokrati er lige så umuligt som demokrati uden socialisme,« siger Marina Jakobsen.
»Understregningen af befrielsesteologiens rolle er desuden vigtig. For eksempel er den anerkendte befrielsesteolog Frei Betto ikke alene aktiv i valgkampen, men en af Lulas nære venner. Mange præster deltager i valgkampen. Og når man taler med folk i Den Brasilianske Bispekonference såvel som med folk i PTs hovedbestyrelse eller med folk på gaden, er de alle meget stolte af, at man er nået hertil via en bevidstgørelsesproces og uden vold lige bortset fra kampen om jorden, som har været en mindre form for lavintensiv borgerkrig,« siger hun.
Foruden befrielsesteologien er et andet vigtigt ideologisk fixpunkt for PT den berømte pædagog Paulo Freire, som i sin tid formulerede befrielsens pædagogik. Paulo Freire kunne lære voksne analfabeter at læse, fordi han tog udgangspunkt i, at selv om man er fattig, er man ikke dum det enkelte menneske bærer på ressourcer, viden og erfaring, som kun venter på at blive sat fri. Undertrykkelsen starter inde i menneskers hoveder, og det er også her, befrielsen skal begynde.
Som en slags moderne brasiliansk Grundtvig, har Paulo Freire, som døde i 1997, sat sit fingeraftryk på den progressive pædagogiske tænkning i hele verden og på PTs ideologi.
I Latinamerika har PT været forbillede og samlingspunkt for den nye venstrefløj og de sociale bevægelser i en række af verdensdelens lande. Og i den verdensomspændende globaliserings-kritiske bevægelse har PT været drivkraften i at afholde det Sociale Forum i Porto Alegre i Sydbrasilien som i øvrigt er en ud af de næsten 200 byer og tre delstater, hvor PT har regeret og gennemført sine sociale og politiske eksperimenter i de senere år.
Marina Jakobsen har netop deltaget i en international latinamerikansk konference i Brasilien, og oplevede en overvældende interesse fra andre latinamerikanere i det, der sker i Brasilien lige nu.
»De andre deltagere fra Latinamerika har store forventninger til Lula, næsten af messianske dimensioner. Han er den leder, der vil befri Latinamerika, mener de.«
Også partiets internationale kontor i Sao Paulo bliver i disse uger kimet ned af folk, der vil vide mere, eller vil komme til landet og hjælpe til i valgkampen. Herunder den nordamerikanske borgerretsforkæmper Jesse Jackson, fortæller hun.
»Nærdemokratiet og de mange effektive sociale programmer, som gennemføres med små ressourcer der, hvor PT styrer, har gjort Brasilien til et valfartssted for mange fra tredje verdens lande. Man rejser derover for at lære af de nye, demokratiske, sociale eksperimenter og tiltag. På den måde er den første verdens socialdemokratiske monopol på at anvise vejen blevet brudt, og de progressive kræfter er blevet overhalet venstre om,« mener hun.
I morgen er det så fjerde gang, brasilianerne har mulighed for at vælge Lula til præsident. Og alt tyder på, at i denne omgang er det alvor. Lulas føring er massiv med 20-25 procentpoint foran de øvrige tre kandidater. Det mest sandsynlige er dog fortsat, at der kommer en anden valgrunde om tre uger men det er meget svært at se, hvordan nogle af hans modstandere på så kort tid skulle kunne indhente og overhale ham.
End ikke argumenterne om, at Lulas mangel på en akademisk uddannelse gør ham uegnet til at regere et land som Brasilien med dets 170 millioner indbyggere og store økonomiske og sociale problemer, bider på vælgerne i denne omgang.
»Den, som ved meget, er ikke kun den, som læser på universitetet, men en som Lula, der har følt vanskelighederne på sin egen krop
og hvis han får brug for det, vil han altid have nogle i sin nærhed, fordi han ikke vil regere alene,« siger mulatkvinden Marilda Francisco da Silva, som er hushjælp og bor i Nilopolis i nærheden af Rio.
»Men én ting ved jeg, og det er, at Lula vil komme til at bestemme, og det er han god til. Han vil også sætte alle børn i skole, og sådan vil Brasilien blive til et helt andet land. Det tror jeg,« siger hun.
Skomageren Almir da Silva deler det samme håb. Han fortryder i dag, at han helt tilbage i 1989, da Lula første gang stillede op, lod sig lokke til at stemme på elitens kandidat, Fernando Collor i stedet.
»Kan du huske, da fjernsynet viste udsendelsen om de fattige fra Nordøstbrasilien, dem som måtte spise græs? Åh, det var grusomt at se, men nu har Lula været hos dem og de sagde til ham: Vi stemte ikke på dig, men på Collor i 1989, så vi måtte fortsætte med at æde græs.«
Collor de Mello blev tvunget til at træde tilbage som præsident på grund af omfattende korruption. Den nuværende præsident, Fernando Henrique Cardoso, er ikke under anklage for korruption selv om korruptionen som altid florerer på mange niveauer i det brasilianske system. Men han har gennem otte år markeret sig som elitens og det bestående systems præsident. Otte års stram økonomisk politik og meget begrænsede sociale reformer har skabt en enorm tørst efter forandringer.
Lula lover at tage fat på de dybe uligheder i samfundet. Næsten 30 millioner brasilianere forsøger at overleve på en mindsteløn, på bare 450 kroner om måneden den skal fordobles over de næste fire år. En forhandlet og fredelig jordreform skal give land til hundredtusinder af familier. Der skal gang i den økonomiske vækst, og der skal skabes arbejde til 11 millioner arbejdsløse. Sulten skal udryddes ved at dyrke fødevarer på den landbrugsjord, der ligger uudnyttet hen
alt sammen hensigter, som skal opfyldes i en situation, hvor de internationale finansmarkeder ser med den største skepsis og mistænksomhed på det nye, politiske fænomen, der vokser frem i Brasilien.
Vil et Brasilien regeret af Lula og hans arbejderparti bliver boykottet af bankerne og kvalt af de udenlandske investorer? Vil presset fra de sociale bevægelser og fra de fattiges uindfriede forventninger splitte landet til atomer og udløse nye militærkup og politiske kriser? Eksemplerne fra Venezuela og nabolandet Argentina skræmmer. Lula har hidtil formået at berolige erhvervslivet med løfter om i højere grad at beskytte den nationale industri. Selv militæret har han behaget ved at slå på de nationalistiske strenge: En uafhængig nation skal også have et stærkt, nationalt forsvar. Overløbere fra de konkurrerende kandidaters bagland flokkes i disse dage om ham og melder deres tilslutning på det hold, der ser ud til at tage sejren hjem.
Lige nu ser det ud som om, Lula har formået at forene og forsone brasilianerne i en grad, som sjældent er set før. I denne uge vendte han tilbage til sine rødder og holdt sit afsluttende valgmøde på pladsen foran den selv samme kirke i industriforstaden Sao Bernardo, hvorfra de store strejker, der udfordrede militærstyrets almagt, udgik. Og aviserne fortæller, at han fældede tårer af bevægelse ved udsigten til, at Brasilien måske allerede fra i morgen, søndag, har en metalarbejder som præsident.
»Jeg håber, at på søndag vil arbejderne kunne le og græde af glæde over en drøm, der er blevet til virkelighed,« sagde han i valgkampens sidste tale.
*Marisa Calage er brasiliansk journalist bosat i Rio de Janeiro.
FAKTA
Brasilien fra militærkup til i dag
*1964: Militæret tager magten ved et kup
*1979-80: Store strejker blandt metalarbejderne i Sao Paulo ryster diktaturet
*1980erne: En bred bevægelse for demokrati og frie valg vokser
i styrke
*1985: Militæret overgiver magten til en civil regering under ledelse af den borgerlige politiker Jose Sarney, som kommer fra en rig familie i Nordbrasilien
*1990: I de første frie og direkte præsidentvalg siden militærkuppet vælger brasilianerne Fernando Collor de Mello (billedet), en borgerlig politiker og rigmand fra Nordøstbrasilien. Omfattende korruptionsskandaler tvinger ham væk fra embedet i 1992, og hans vicepræsident Itamar Franco fuldfører valgperioden. Vreden mod Fernando Collor er enorm.
*1994: Daværende økonomiminister Fernando Henrique Cardoso vinder præsidentvalget for en koalition af centrum-partier. Han får tæmmet inflationen og fører en skrap økonomisk politik. Han genvælges i 1998.
*2002: Lula fører valgkampen og har chance for at vinde allerede i første runde. Får han under 50 procent, skal der gennemføres en anden valgrunde den 27. oktober. Her tegner det til, at den siddende regerings kandidat, sundhedsminister Jose Serra (billedet), bliver modkandidaten, mens de to øvrige kandidater, Ciro Gomes og Anhony Garotinho, ser ud til at være ude af kapløbet.
