(2. sektion)
Premiere i dag
Det er ikke nemt at beskrive Pedro Almodóvars film. Genfortæller man handlingen, lyder de groteske og monstrøse, ja, måske ligefrem ubehagelige. Forsøger man at beskrive karaktererne og deres indbyrdes forhold, ligner filmene til forveksling banale tårepersere, damefilm. Analyserer man deres opbygning, virker de ofte fortænkte og konstruerede.
Det gælder også Almodóvars nye film, Tal til hende, som ikke desto mindre er et åndeløst smukt hovedværk i den spanske instruktør efterhånden omfattende og ganske imponerende oeuvre. Her er en film, der tager sig mildt sagt corny ud på papiret, men i den grad kommer til live på det store lærred og her virker så indlysende rigtig.
Tal til hende er kort sagt Almodóvars til dato mest afdæmpede og ubesværede film, båret af en helt unik rytme, tone og stemning, som gør filmen til én lang frydefuld og opløftende oplevelse.
Det komatøse liv
»Kvinder græder bedre,« har Almodóvar engang sagt, men det modbeviser han eftertrykkeligt i Tal til hende. Hvor hans forrige film, mesterværket Alt om min mor, skildrede en gruppe kvinder og var støvsuget for interessante mænd, så har Almodóvar denne gang to mænd i centrum.
Benigno (Javier Cámara) og Marco (Dario Grandinetti) møder hinanden til en danseforestilling, som gør Marco så bevæget, at han fælder en tåre. Nogle måneder senere bringer skæbnen de to mænd sammen igen. Marcos kæreste, tyrefægteren Lydia (Rosario Flores), bliver under en kamp ramt af en tyr, og i koma-tilstand indlægges hun på det hospital, hvor Benigno arbejder som sygeplejerske. Benigno er også forelsket i en kvinde, der ligger i koma, nemlig den unge danserinde Alicia (Lenor Watling), som han på afstand har været forelsket i, men først kommer helt tæt på, da hun kommer ud for en ulykke og ender i koma.
Jovist, det lyder en kende fortænkt det komatøse liv som billede på menneskets ubodelige ensomhed men i filmens ramme er det dybt bevægende at se den blide og omsorgsfulde Benigno passe og pleje Alicia og instruere Marco i, hvordan han skal behandle sin kæreste. Benigno taler sågar med Alicia, han går i biografen og kommer tilbage for minutiøst at genfortælle handlingen for hende. Da Benigno bliver belært om, at Alicia er hjernedød og ikke opfatter noget som helst, svarer han: »Hvordan kan vi være sikre på det? Kvindens hjerne er et mysterium.«
Selv om Tal til hende er en blanding af melodrama og tragedie, glemmer Almodóvar altså ikke sin sorte humor, og instruktøren finder traditionen tro plads til at give kirken og massemedierne et par velanbragte spark.
Surreel stumfilm
Det er i det hele taget utroligt, hvad Almodóvar denne gang får plads til, uden at filmen på nogen måde virker overlæsset eller uhomogen: En sørgmodig ballade fremført af den brasilienske musiker Caetano Veloso, lyriske tyrefægterscener i slowmotion, to dybt fascinerende balletscener med danseren Pina Bausch samt en syv minutter lang surreel stumfilm skabt af Almodóvar selv om en elsker, der skrumper og til sidst, som en lille tændstikmand, kravler rundt på sin elskede kvindes krop for at forsvinde ind i hendes vagina.
Sidstnævnte er filmens mest sublime indfald, og den er ikke uden betydning i handlingen, som undervejs tager en brat og uventet drejning. I Alfred Hitchcocks hænder ville Tal til hende have været en nervepirrende gyser, men Almodóvar er ikke interesseret i traditionel suspense eller i at diskutere de moralske aspekter af det på én gang grusomme og mirakuløse handlingsforløb. Tal til hende er derimod som Almodóvar selv har sagt »en sang om venskab mellem to mænd,« to følsomme og ensomme mænd, der finder lindring i kunsten og opdager kærlighedens transcenderende kraft.
Trådt i karakter
Tal til hende viderefører den afdæmpede og naturalistiske stil fra Alt om min mor, men er med fotografen Javier Aguirresarobes (The Others) suggestivt glidende kameraføring, raffinerede favesymbolik og små visuelle detaljer endnu smukkere, ja, den er faktisk så betagende smuk, at man knapt nok bemærker, hvor grænseoverskridende filmen i grunden er.
Pedro Almodóvar, der i starten af karrieren var til camp-æstetik og spraglede frivole provokationer, er på forbløffende vis modnet som kunstner og trådt i karakter som en stor humanist, vel at mærke uden at han har mistet sin brod og forrådt sine politisk-anarkistiske grundholdninger.
Almodóvar er stadig i stand til at udfordre vores syn på livet og døden, ret og vrang, tro og kærlighed, det maskuline og det feminine. Han har formået at slippe ironien som krykke, og stående helt på egne ben, hævet over tidens trends, har han skabt en af årets absolut bedste film.
*Tal til hende. Instruktion og manuskript: Pedro Almodóvar. Spansk. (Dagmar, København)
