Læsetid: 7 min.

Mænd uden hår

Skinhead eller sexsymbol? Pattebarn eller modnet mand? Håret har til alle tider været den mest almindelige, seksuelle fetich, men også historien er forvirret. På den ene side står Samson og Julius Cæsar – på den anden Rene Dif og ’Dagen’s drenge. Seksualiteten stritter i alle retninger
18. oktober 2002

Skinhead eller sexsymbol? Pattebarn eller modnet mand? Håret har til alle tider været den mest almindelige, seksuelle fetich, men også historien er forvirret.
På den ene side står Samson og Julius Cæsar – på den anden Rene Dif og ’Dagen’s drenge. Seksualiteten stritter i alle retninger

Qlummen
Det associerer da til et pikhoved«, sagde min kvindelige chauffør uden at løfte et bryn, mens hun i fin stil styrede sin sorte Polo fra afkørslen ud på motorvejen.
»Et pikhoved?«
»Ja, kan du ikke se, at issen runder skråt opad ligesom et pikhoved. Klar til at trænge ind.«
Tænk – det havde jeg ikke et øjeblik tænkt på. Men jeg er heller ikke typen, der ser symboler i alting.
Jeg havde fortalt min chauffør om et fotografi, der pryder september-forsiden af fagbladet Journalisten. Billedet viser fire af de (mange) mænd, der er blevet ansat på det nye dagblad Dagen. Tre af de fire er kronragede – eller pilskaldede – kunne man også sige. Inde i bladet optræder et helt persongalleri af mænd uden et hår på hovedet. De fire på forsiden har tilmed alle sammen hvid skjorte på, men det er en anden sag. Det er de nøgne isser, der interesserer mig, fordi – ja, fordi jeg er optaget af køn og seksualitet. Lur mig, om der ikke – bevidst eller ubevidst – ligger en masse erotisk signal i de herrers fremtoning. Hår – eller manglende – har til alle tider været forbundet med seksualitet.
Det interessante ved den aktuelle skalde-dille er, så vidt jeg kan se, at den kan forstås på i hvert fald tre måder:
At der her er tale om en mand med høje tindinger. En mand der synes, at hentehår er utrendy i forhold det ønskede image. Hvorfor ikke profitere af moden?
At vi har at gøre med en mand, der har lyst til at signalere rå
maskulinitet.
At vi står overfor en af de mænd, min frisør (Poul Erik hos Stender i Nivå) siger, der er flest af: Mænd, der ikke orker at yde sig selv mere hygiejnisk pleje end at stille sig ind under bruseren og gå ud igen. Har de gennemført en barbering, må det være alt nok tilmed at skulle tørre kroppen af for badevand. At slippe for at bruge tid på frisør, slippe for at betale for en klipning og så tilmed være moderigtig er lige dem.

Det mest påfaldende ved det aktuelle kronragede look er imidlertid, at den rå maskulinitet, som også Carlo Ponti, Sofia Lorens lavstammede filmproducent af en mand, og skuespillere som Telly ’Kojak’ Savalas og Yul Brynner allerede for en del år siden indfangede ved hjælp af en blottet isse, står i skarp kontrast til historien. Op gennem historien har håret været symbol på styrke. En skaldet mand blev da også så sent som i min barndom betragtet som sølle.
»Håret er Cupidos net til at fange mennesket i, en kratbevokset skov, hvori kærlighedsguden bygger sin rede,« skrev Robert Burdon allerede i det 17. århundrede.
Ifølge den engelske (freudianske) psykoanalytiker Charles Berg repræsenterer håret selve livskraften, den aggressive libido og instinkterne.
I sin dybt interessante bog med den enkle titel Hår (Tiderne Skifter) viser Nina Bolt, hvorfor hun betragter håret som den mest almindelige og vigtigste seksuelle fetich. En fetich – vil jeg tilføje – som dyrkes helt forskelligt af de to køn. Hvilket igen – selvfølgelig – hænger sammen med, at håret har vidt forskellig symbolværdi for de to køn. Da den irske sangerinde Sinead O’Connor kron-ragede sig i 70’erne, var det for at udtrykke, at hun ikke ville være sexsymbol. Sådan lagde hun sin egen helt personlige bombe under den traditionelle forestilling, at en kvinde ikke er en rigtig kvinde uden hår. Den opfattelse, at en kvindes hår er hendes pryd, kendes langt tilbage i historien. Således sagde den romerske forfatter Apuleius allerede i det første århundrede, at berøvede man selv den smukkeste kvinde hendes hår, ville hun ikke engang være i stand til at forføre sin egen mand. At muslimske kvinder bærer slør begrundes netop i associationen mellem hovedhåret og seksualitet. Og hvorfor skulle nonner skjule deres hår, hvis det ikke var for at signalere død over deres seksuelle natur?
Men tilbage til drengene på Dagen. Og historien, der vitterlig er forvirrende, hvis man ønsker at forstå hårets kulturelle betydning.
På den ene side har skaldethed som nævnt været betragtet som et handicap, utvivlsomt fordi det at tabe håret er en påmindelse om døden. Julius Cæsar gjorde sig eksempelvis store anstrengelser for at rede sit hår, så det dækkede over en blottet hovedbund. Ifølge Nina Bolt har kraftig behåring op gennem hele historien været forbundet med fysisk styrke og virilitet. Tænk bare på Samson, der var udvalgt af Gud til at befri israelitterne fra filistrenes åg, men var helt færdig, da Dalila misbrugte hans hengivenhed til – med hans hoved i sit skød – at klippe hans hår af. Og tænk på de mange rige mænd, der gennem historien har ladet håret vokse eller har købt parykker for at udtrykke deres magtfuldhed.
Lidt tættere på seksualiteten kommer vi i forestillingen om håret som udtryk for vores animalske natur. Den forestilling forekommer i mange myter og sagn om vilde mennesker, som i kraft af deres dyriskhed besidder magiske evner. Ofte er deres psykiske evner blevet forbundet med en tilsvarende seksuel energi. Man aner her en sammenhæng til den aktuelle opfattelse, at maskulinitet også bor i et behåret bryst. En forestilling, der i øvrigt i dagens kultur sjovt nok eksisterer side om side med drifternes dans om de skaldede mandehoveder. I aktuelle udgaver kan nævnes stjerner som Jimmy Jørgensen og Rene Dif.
For kvinders vedkommende har magten i håret markeret sig på smertelig vis, idet man i 1500-tallet resolut barberede påståede hekse over hele kroppen og selvfølgelig også klippede håret af dem, før man smed dem på bålet. Det skete ud fra en forestilling om, at man dermed tvang trolddomskraften ud af dens yndlingsbolig, hårpragten.

Skinhead eller sexsymbol? Det kan ikke udelukkes, at kronragede mænd anno 2002 bare klipper sig, fordi de er ved at tabe håret eller som udtryk for deres egen kulturelle og sociale selvforståelse. At de, som den samspilsramte Se & Hør-stjerne, Henrik Qvortrup, selv siger, bare kronrager sig for at få opmærksomhed. Ligesom – omvendt – hippierne i 70’erne lod håret vokse i protest. (Der var sågar en musical, der hed Hair.) Men at så mange mænd i dag har vendt op og ned på den historiske forestilling, at trolddomskraften (åndeligheden, seksualiteten) sidder i håret, kan de selvfølgelig kun slippe af sted med, fordi kvinder tænder på – bevidst eller ubevidst ser pikhoveder i – de skaldede
isser. Det er lykkeligt for de reelt skaldede. Og jeg kan da også godt forstå tiltrækningen. Men personligt er jeg nu altså mest til mænd med meget og gerne gråt hår på hovedet. Nok fordi jeg tolker nøgen-isse-looket og dets pågående erotiske signal som endnu et udtryk for en syg tid,
der som følge af et hysterisk
opskruet tempo har det med
at springe forspillet over og gå
lige til sagen.
Jeg skal hilse fra min (i øvrigt dejligt langhårede frisør) og sige, at mænds hårpragt er på vej tilbage i moden. Selv mener jeg også, at vi – på et lidt andet niveau – er på vej ind i en ny tid. Der for kvindernes vedkommende præges af en længe efterlyst og intenst ønsket afvisning af den gennem generationer forhadte, klassiske kvindekonflikt: Konflikten mellem en naturlig seksualitet og kulturens tvangsmæssige undertrykkelse af kvinders livskraft og libido.
Det vil passe fuldkommen guddommeligt ind i min ønsketænkning, hvis de kronragede mænd i virkeligheden bare på freudiansk vis klipper sig i en slags kapitulation overfor den oppustede patriark-rolle. At de klipper sig for at mildne det historietro, aggressive (behårede) udtryk. Tænk hvis tidens mænd, der jo er søde, klipper sig for at signalere venlighed og samarbejdsevne i forhold til det andet køn? I klipningen, kronragningen ligger jo – i hvert fald ud fra en freudiansk fortolkning – at manden kastrerer sig selv, idet håret er symbol på fallos. I drømme er fjernelse af hår og skæg et almindeligt kastrationssymbol.
Jeg holder selv meget af den udlægning, om end jeg ikke håber, mændene tager symbolet på ordet. Men derfra og så til at tro på sin egen ønsketænkning ... Forklaringen ligger, når alt kommer til alt, nok snarere i det tid-
ligere nævnte daglige jag og jagten på stimulanser, der kan hjælpe os til at springe den uover-
kommelige, naturlige langsommelighed over til fordel for resultater her og nu. Hvorfor ellers den i almindelighed stadig mere fetich-prægede, pågående sexkultur?
Op i pikhovederne med den, siger jeg bare.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her