Læsetid: 3 min.

Magten flytter ikke

Den ventede sejr til Kostunica ved præsidentvalget i Serbien vil næppe rokke ved magtbalancen i Jugoslavien
3. oktober 2002

Analyse
Et serbisk præsidentvalg er noget af et forhindringsløb. Det var det i ekstrem grad for fem år siden, og reglerne er de samme denne gang. To af kandidaterne fra 1997, ultranationalisten Vojislav Seselj og den lidt mindre radikale nationalist Vuk Draskovic, stillede også op igen i 2002.
Det første af resultaterne af 1. valgrunde blev, at de begge udgår af kapløbet, som blev vundet af den nuværende forbundspræsident, Vojislav Kostunica, med 31,2 procent, mens den nuværende vicepræsident i forbundsregeringen, Miroljub Labus, indtog andenpladsen med 27,7 procent.
Om man vil, kan man betragte det som bekymrende, at Seselj kom på tredjepladsen med hele 22,5 procent. Men det er alligevel et meget dårligere resultat for ham end i 1997, hvor han to gange kom i ’finalen’ – første gang endda på vinderpladsen, hvorefter valget blev erklæret ugyldigt, fordi valgdeltagelsen ikke nåede op på 50 procent. Præsidentvalget gik dengang om igen, og i sidste valgrunde vandt Milosevics kandidat, Milan Milutinovic, over Seselj.
I teorien kunne Milutinovic have stillet op til genvalg. Men det er der ingen, der har tænkt på i år. Serbiens nuværende præsident blev sigtet for krigsforbrydelser af det internationale tribunal i Haag i 1999, og siden Milosevics fald i oktober 2000 har han haft meget ringe indflydelse.

SPD-vælgere siver
I stedet opstillede det serbiske socialistparti en af Jugoslaviens kendteste skuespillere med over 300 filmroller bag sig, Velimir ’Bata’ Zivojinovic, og fra partiets græsrødder kom yderligere en præsidentkandidat. Fra sin celle i Haag opfordrede Milosevic imidlertid serberne til at stemme på sin gamle rival Seselj. Intet viser stærkere, i hvilken elendig forfatning det tidligere så dominerende regeringsparti SPS befinder sig i. Dette kan betegnes som valgets andet klare resultat.
Formentlig skyldes Kostunicas sejr i første valgomgang netop, at mange tidligere SPS-vælgere lige så stille er sivet over til den moderat konservative og nationalistiske Kostunica.
Denne behersker i dag åbenbart midten i serbisk politik, og da stort set alle kandidater med undtagelse af Labus stod til højre for midten, er det sandsynligt, at Kostunica vil få de fleste af deres tilhængeres stemmer – hvis de da overhovedet stemmer i 2. valgrunde.
Det er ikke, fordi den liberale Labus har haft et dårligt valg. Formelt er han opstillet af en borgergruppe, men alle ved, at Serbiens vestvendte ministerpræsident Zoran Djindjic står bag ham, og at det serbiske præsidentvalg 2002 mest af alt er en styrkeprøve mellem Djindjic og Kostunica, forbundsfællerne i kampen mod Milosevic år 2000, men i dag tilsyneladende bitre fjender.
Betegnende nok har Kostunica under valgkampen agiteret mindre mod Labus end mod Djindjic, som han har beskyldt for manglende respekt for loven og kontakt med mafia-kredse, samt kritiseret for at otte medlemmer af hans regering er hjemvendte serbere fra udlandet – og derfor i Kostunicas optik slet ikke ’rigtige’ serbere.
Djindjic har heller ikke holdt sig tilbage og blandt andet betegnet forbundspræsidenten som en »trut«, et vanskeligt oversætteligt skældsord, som betyder noget i retning af døgenigt eller parasit.
»Trut« har reageret med at kræve parlamentsvalg hurtigt efter præsidentvalget. Men han får næppe sin vilje, for den serbiske præsident kan ikke uden videre udskrive nyvalg til parlamentet, selv om han så vinder en jordskredssejr.
Hvad Kostunica kan opnå, er at få udskiftet den højst usikre post som forbundspræsident for en union i opløsning med den mere langtidsholdbare præsidentpost i Serbien.

Boykot af valg
Det eneste, som i dag synes at kunne forhindre dette, er hvis valgdeltagelsen i 2. valgrunde bliver mindre end 50 procent – noget som stadig ikke helt kan udelukkes, da man af formelle grunde stadig tæller hele befolkningen i Kosovo med. Og ligesom i Milosevics dage boykotter kosovoalbanerne konsekvent de serbiske valg, som efter deres opfattelse foregår i og angår en fremmed stat – kun de få tilbageværende serbere har stemt ved præsidentvalget.
Selv med en ’jordskredssejr’ til Kostunica vil den vestvendte reformpolitiker Djindjic stadig have den reelle magt i Beograd med yderligere to år til at overbevise befolkningen om rigtigheden af sin politik. For præsidentposten er ikke mere omdrejningspunktet i serbisk politik, som den var det under Milosevic.
Den paradoksale virkelighed, Kostunica må indstille sig på, hvis han bliver valgt på næste søndag, er, at hans modkandidat Labus – en nær forbundsfælle af Djindjic og en af tilhængerne af en fremskyndelse af reformpolitikken – trods et nederlag ved præsidentvalget sagtens kan få større reel indflydelse i praktisk politik end Kostunica selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her