Læsetid: 4 min.

Meningssøgen og skønhedstrang

Ordene sidder for løst hos Thomsen-epigonen Christian Stokbro Karlsen
2. oktober 2002

Ny bog
Forlaget Samleren kunne nemt have givet sin debutant Christian Stokbro Karlsen (f. 1975) en heldigere start. Ved at sende hans digte ud samme dag som der kommer et nyt værk af Søren Ulrik Thomsen, risikerer man, at kritikken fokuserer på de paralleller, der ses mellem Stokbro Karlsen og et af hans forbilleder, nemlig især dén Thomsen, man så i Nye digte, Hjemfalden og tildels Det skabtes vaklen. Om plagiat er der ikke tale, snarere en begavet epigon på jagt efter eget ærinde og formsprog.
Titlen Kerygma forklares i en barmhjertig note: Teologen Rudolf Bultmann kalder i sin bog Jesus Christus und die Mythologie den kristne prædiken for »en forkyndelse, som ikke er rettet til den teoretiske fornuft, men til høreren som et selv.« ’Høreren’, det lyder som en lidt ubehjælpsom oversættelse fra tysk. Erstatter man glosen med ’læseren’, har man et glimrende fingerpeg om, hvor Stokbro Karlsen vil hen som poet og forkynder.
Hans 39 digte, ordnet i to lange suiter anført en fælles prolog, bruger næsten uhæmmet løs af religiøst verbal-inventar, ikke mindst den del af kristendommens sprog, som relaterer sig til gudstjenesten. Her er sølvstager og klokker, her holdes messe af præster i ornat, her tales om både velsignelse og tilgivelse, og den fælles død drages ind via så traditionstunge gloser som aske, katakomber, jordefærd og kalkede grave.

Under morgenstjernen
Teksterne, der bruger disse ord, er korte, men fortættede, og præges dels af insisterende alvor, dels af heftig længsel efter det smukkest mulige udtryk. Meningssøgen og skønhedstrang er for Stokbro Karlsen tydeligvis ikke hinandens modsætning, som hos så mange modernister af den efter-kristne skole. Selv har han, synes det, en gennemgående forestilling om, at den orden, vi har overtaget, kulturelt og socialt, er utilstrækkelig, idet den fornægter troen og knap nok vil vide af nåden. Måske er det det, der menes, når han i indledningsdigtet skriver, at »vejene synes at smuldre under morgenstjernen«.
Over for den moderne eller postmoderne kultur med dens, som der står et sted, »fuldstændig lukkede horisont« sætter bogen en digterisk tale, hvor tilværelsen, for nu at tale tyskteologisk, mødes og opleves i dens at-hed, som i dette firlinjers billede:

At passere Dronning Louises
Bro
med værdighed som kun mødre
kan
og med en sådan nødvendighed
som findes i nattergalens sang.

Eksemplet kan belyse såvel debutantens dristighed som prisen for hans verbale ærgerrighed. Kun fire linjer behøver han for at få læseren, i hvert fald denne læser, til at udbryde: Tak, det er nok, det er næsten for meget.

Abstraktion og kød
Problemet er især ordet nødvendighed, som trækker billedet op mod pur abstraktion, en bevægelse, der desværre nok så ofte ses i denne bog. Et kærlighedsdigt, hvor hengivelsen flettes sammen med en prædiken i Vendsyssel, taler således om, hvordan »selv det mest ubetydelige / lod sig forføre af dine brysters sandhed« – som om brysterne ikke var velsignelse nok i sig selv.
Stokbro Karlsen fabler i sidste del af bogen om »en abstraktion surret fast til kødet«, men netop dette ideal har han svært ved at leve op til, når han lader barnets nådesløse fingre glide hen over, ikke et gammelt menneskes hud, men »over alderdommens sjæl«. Jeg oplever ikke, Kerygma kan rykke, og da slet ikke forløse. Ordene sidder for løst. Og virker i mange tilfælde lånte:

solen slår kanten af enhvers
skygge,
det er februar,
og hækkene står frostslået
under hængepilens
indstændighed.

De to sidste linjer virker kringlede og lettere søgte. De to første klinger af Thomsen, først Nye digtes »enhver gør holdt i sit eget rum«, siden Hjemfaldens udbrud: »Det er efterår! Efterår!« i det store digt om natten og dagen, som formentlig også huserer bag følgende optakt hos Stokbro Karlsen: »Hver dag lader vi natten lægge en time til vort liv«, såvel som over disse tre linjer andetsteds: »Kun april kan rejse sig som det, / hvorigennem alt skal passere mindst én gang, / for at det
relevante kan forblive.« Det svarer lidt for godt til forlæggets linje, »at det ikke længere rækker at dø 1 gang om året«. Hvad »det relevante« er, får til gengæld lov at stå hen i det uvisse.
Christian Stokbro Karlsens nysgerrighed og indstændighed fører ham ud til spændende rum, i første del således årstiderne, livets aldre og døden, i anden del en drøm om skriften som forkyndelse og erotisk besyngelse. Nogle gange færdes han under sin søgen ad stier, som er banet af Søren Ulrik Thomsen, til dels vel også af Simon Grotrian. Andre gange fører han sig egen billedrige, og indmellem voldsomt kryptiske tale. Sidstnævnte vej er muligvis den vanskeligste; men det ser ud, som om hans mellemværende med troen er så vigtigt for ham, at den eneste vej ud, digterisk set, bliver vejen igennem.

*Christian Stokbro Karlsen: Kerygma. 55 s., 148 kr. Samleren

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu