Læsetid: 5 min.

Mens vi venter på en politiker

Den amerikanske filosof Richard Rorty spørger: Hvad nu hvis vi ikke kan forsvare os mod den nye terrorisme? Hvad nu hvis den 11. september vil gentage sig år efter år?
31. oktober 2002

Den amerikanske filosof Richard Rorty spørger: Hvad nu hvis vi ikke kan forsvare os mod den nye terrorisme? Hvad nu hvis den 11. september vil gentage sig år
efter år?

International

Senator Paul Wellstone stemte imod Golfkrigen i 1991. Senatoren stemte igen for 14 dage siden nej til at autorisere Bush-regeringens planer om en militær aktion mod Saddam Hussein. Mandag faldt Wellstone ned med et chartret fly. Og døde.
Præsten, polemikeren og den forhenværende præsidentkandidat Jesse Jackson forsøgte bagefter at tale med den stemme, der nu var forsvundet. Jesse Jackson talte om, fred og håb og om hvorfor George W. Bush har anlagt en ’angreb-mod-Irak-nu-retorik’. Regeringens resultater ligner ikke lyrik på bundlinjen:
»Bush-regeringen vil lede vælgernes opmærksomhed væk fra:
*en dårlig økonomi med den laveste vækst i 50 år
*tabet af mere end to millioner job
*1.5 procent stigning i arbejdsløsheden
*1.3 million flere fattige inden for et år
*et rekordhurtigt omslag fra massive overskud til massive underskud i det private erhvervsliv.«
Listen er lang og fungerer i Jacksons udlægning dobbelt: som argumenter for at stemme demokratisk ved midtvejsvalget først i november og som argumenter imod krig mod Saddam Hussein. Prædikanten taler i hovedsætninger om, hvad tiden er til: Tiden er til FN, ikke til amerikansk enegang, tiden til er allieret pression mod Irak, ikke til slå-først-angreb. Tiden er til international forbryderdomstol og ikke til invasioner:
»Saddam Hussein skal holdes ansvarlig for sine forbrydelser. Det er et godt argument for den internationale forbryderdomstol – det er ikke er godt argument for bomber mod Bagdad.«
Prædikanten antyder en apokalypse:
»Takket være vores formødre og forfædre har Amerika siden 4, juli 1776 blomstret som et demokrati i udvikling. Som enevældigt imperium vil Amerikan gå under. Rom og England har allerede forsøgt den status.«

Fri os fra voldskulturen
Som de fleste amerikanerne var Tim Robbins rasende den 11. september 2001. Skuespilleren og instruktøren har i det amerikanske ugemagasin The Nation trykt en tale, han tidligere på måneden holdt ved en antikrigsdemonstration i New York:
»Selvom jeg håber, at jeg aldrig i mit hjerte vil tillade hævn, anerkender jeg hævnfølelsens legitimitet. Da vores regering prøvede at ramme al Qaeda ved at føre krig mod Afghanistan, havde jeg vanskeligt ved at acceptere metoden, men ikke ved at forstå motivationen.«
Men ligesom Robbins forkaster al Qaedas fundamentalisme, opfordrer han til, at en amerikansk tendens identificeres og forkastes som fundamentalisme:
»Hvad er vores fundamentalisme? Klædt i patriotisme og doktrinen om at sprede demokratier over hele verden; vores fundamentalisme er business: den uforstyrrede spredning af økonomiske interesser over hele kloden. Vores modstand mod krigen skal være en modstand mod profit på bekostning af menneskeliv. For det er det, trommerne, der slår til krig mod
Irak, virkelig handler om. Det handler om at distrahere amerikanerne fra Enron og Halliburton, de finansielle skandaler, som direkte forbinder den siddende regering med det, der nu er galt med den amerikanske økonomi. Mens vi taler om krigen, forsvinder de skandaler fra forsiderne af vores aviser.«
Jackson påkalder sig den tavse majoritet. Det flertal, der viser sig i meningsmålinger som modstandere af unilateral militær invasion af Irak. Robbins påkalder sig den samme majoritet. Han siger, de venter:
»Et slumrende flertal i den amerikanske befolkning venter på den politiker, som vil træde frem foran amerikanerne og gå imod olieselskaberne til fordel for alternativ energi. De venter på at blive befriet fra denne voldskultur, som truer vores fremtid.«

Stat uden sikkerhed?
Den amerikanske filosof Richard Rorty venter også. I en anden artikel i The Nation Fighting terrorism with democracy efterlyser han forslag til forebyggelse af terror:
»Ingen har endnu forsøgt at forklare os, hvordan regeringen har tænkt sig effektivt at tage forholdsregler mod eksempelvis forsøg på at smugle atomare eller biokemiske våben ind i landet via skibsfragt. Man får den mistanke, at embedsmændene i vores regering er klar over, at der sandsynligvis ikke findes forholdsregler, som kan afværge eller reelt reducere risikoen for fremtidige terrorangreb. Men disse embedsmænd har ikke tænkt sig at fortælle offentligheden, at de ikke kan finde på andet end at øge sikkerheden i lufthavnene.«
Måske kan man slet ikke gøre noget mod fremtidige angreb. Hvis det er tilfældet, er der ingen grund til at delegere yderligere beføjelser til regeringen. Hvis attentaterne alligevel kommer år efter år, bliver man derimod nødt til at insistere på alle det åbne samfunds rettigheder og demokratiske kontrolinstanser.
Rortys argument baserer sig på den formodning, at yderligere attentater i overenstemmelse med aktuel praksis ville føre til stadige overførsler af magtbeføjelser til den siddende regering. Og det kunne ende med at lukke det åbne samfund. Der har efter den 11. september 2001 været tendenser til, at militære hensyn dominerer den realpolitiske diskurs. Det gør i første omgang staten stærkere, fordi det krigsberedskab suspenderer demokratisk kontrol. Tanken tænkt igennem rejser et spørgsmål, som ifølge Rorty blafrer ubesvaret i luften over Atlanterhavet:
»Hvordan kan man styrke demokratiske institutioner, så de kan overleve i en tid, hvor regeringer ikke længere kan garantere det, som præsident Bush kalder homeland security?«

Hvad ved europæerne?
Rorty roser den tyske kansler Schröders pacifistiske skepsis over for ’eventyret’ i Irak, han komplimenterer den europæiske intellektuelle opposition over for Bush-regeringen. Men som Rorty skriver:
»Vi kan ikke lade være med at føle, at europæerne ved lige så lidt om, hvad der bør gøres, som vi gør, og at mange europæiske intellektuelle begrænser sig selv til at kritisere USA uden at have nogle særligt gode bud på, hvordan man i det lange løb forsvarer en civilisation imod terrorisme?«
Hvordan forsvare sig demokratisk civiliseret, hvis man ikke kan forsvare sig militært? Kan man forestille sig regeringer, der mere eller mindre accepterer sårbarhed som permanent tilstand? Der er det intrikate dilemma, at politikerne i den vestlige verden på det militære felt har en suverænitet, som de ikke længere besidder økonomisk, hvor faktorer som konjunkturer, kapitalinteresser og aktionærpsykologi konstituerer et netværk uden suveræne aktører. De ansvarlige politikeres magt bliver stærkere, når den militære fare vokser. Rorty advokerer for en anden prioritering:
»Hvis vi ikke kan komme terrorangrebene i forkøbet, må vi under alle omstændigheder lære at overleve dem. Vi skal have styrken til at bevare vores demokratiske institutioner intakte, selvom vi erkender, at vores byer måske aldrig bliver usårlige igen. Vi skal bevare vores moralske integritet – vi skal forsvare den øgede politiske og juridiske frihed skabt i Vesten over to århundreder, selv hvis den 11. september 2001 gentager sig år efter år.«
»Men det vil kun lykkes os, hvis vælgerne i vores demokratier forhindrer deres regeringer i at skabe en permanent krigstilstand. Vælgerne skal forhindre, at der opstår en situation, hvor hverken dommere eller aviser kan forhindre efterretningstjenesterne i at gøre, som det passer dem, og hvor militæret absorberer de fleste af landenes ressourcer.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her