Læsetid: 3 min.

Midt i en isme-tid

Er rubriceringen af forfatterskaber og værker i ismer virkelig litteraturhistorieskrivningens hjertesag. Det synes redaktøren af ’Danske digtere’, Anne-Marie Mai åbenbart
5. oktober 2002

Kommentar
Jeg elsker Albert Dam, men da jeg kastede mig over artiklen om ham i seneste bind af Danske digtere i det 20. århundrede, blev jeg ubehageligt overrasket. Mest på grund af det, der ikke stod. Dams fabelagtige alderdomsværker er næsten forsvundet og fylder mindre end hans bøger om, hvordan man laver sin egen tobak. Videre læsning fik humøret i vejret. Danske digtere er bedre end sit postmoderne rygte.
Der er ikke kun tale om en stak forfatterskabsportrætter, nødtørftigt sammenholdt ved hjælp af rent kronologiske principper. Oven i portrætterne får læseren et gedigent litteraturhistorisk overblik, som formidles i tre store efterskrifter af Anne-Marie Mai.
At den såkaldte postmoderne videnskabelighed fører til publikationer, der undgår sammenhænge og foretrækker det fragmentariske og leksikalske – det er et synspunkt, som kan trækkes for langt. Og heldigvis alt for langt i dette tilfælde: Man får fyldig besked om udviklingslinjer i 1900-tallets danske litteratur, hvis man lægger efterskrifterne foran sig, og læser dem i sammenhæng.

Benhård begrebsrealist
De karakteriserende greb henter Mai ikke i de politiske ideers verden, som det skete for en halv generation siden. De hentes i genrebegreber, men frem for alt i de æstetiske ismer, som får en meget fremskudt placering. Var de danske symbolister nu også vaskeægte symbolister, eller var de ikke snarere sene efterkommere af romantikerne? Var den unge Tom Kristensen i virkeligheden ekspressionist, eller var han – hvad han selv foretrak at erklære – inspireret af kubismen? Var Rifbjerg-værker som Weekend og Arkivet ikke snarere nyrealistiske end modernistiske?
Den slags etiketteringsdiskussioner hvirvles hele tiden op, som om rubriceringen i ismer er selve litteraturhistorieskrivningens hjertesag.
I bedste fald skaber de overblik. I værste fald reducerer de indre spændinger i et forfatterskab til en konflikt mellem ismer. Og så sidder man tilbage med en fornemmelse af, at Mai tilkender sine benævnelser en særlig, privilegeret virkelighedsstatus. What’s in a name? lyder et berømt spørgsmål hos
Shakespeare.
En hel masse, svarer Mai. Hun synes at tilhøre den retning, som i filosofien kaldes begrebsrealisme: de æstetiske ismer er den sande virkelighed, som værkernes flimrende fænomenverden udgår fra og henviser til.
Man kan spørge, om læsningen af 1890’ernes sjæledyrkende lyrikere substantielt påvirkes af, om vi giver dem ret til at kalde sig symbolister eller reserverer betegnelsen til fornemmere franske folk. Giver opdelingen i rigtige og forkerte symbolister os en indsigt, som gør os klogere på selve teksterne?
Eller for Tom Kristensens vedkommende: Præges læsningen af hans fribytterdigte af, om man vælger at kalde dem kubistiske eller ekspressionistiske? I hvert fald ikke min læsning.
Anne-Marie Mais tillid til overbegreber og deres forklaringskraft omfatter også dem, hun selv skaber. ’Det formelle Gennembrud’, som hun lancerede i det først udgivne bind og vender tilbage til i dette binds efterskrift, samler det meste af det, der blev skrevet efter 1970, i én kasse.

Noahs ark
Den har plads til både Peter Laugesen og dokumentarisk brugslitteratur, så enhver kan se, at kassen er på størrelse med Noahs ark. Når man tænker på, i hvor høj grad netop 70’ernes forfattere dyrkede formløsheden, bliver Det formelle Gennembrud en løjerlig størrelse.
Gennembruddet har desuden, forstår man, en ligefrem helsebringende kraft. Det forsyner os med »nye læsemåder,« så vi kan se det spændende ved en realist som Erik Aalbæk Jensen. Aalbæk bliver mere interessant set med det formelle gennembruds blik – men mere interessant end hvad? Mere interessant end sig selv måske? Mai gennemfører en tilsyneladende velvillig, men reelt patroniserende redningsaktion over for en forfatter, der nok ville betakke sig, hvis han ellers var i live.
Det formelle Gennembrud er lige så vanskeligt at få hold på som sagnkvinden Kraka. Det samler noget, der ikke lader sig samle, og redder noget, der ikke har behov for redning. Hvis jeg skal være lige så flink over for Mai, som hun er over for Aalbæk Jensen, så vil jeg foreslå, at hendes begrebslige nydannelse bruges på følgende måde:
’Det formelle Gennembrud’ forberedtes i folkeviserne og kulminerede hos Kingo. ’Det uformelle Gennembrud’ forberedtes, da lyrikerne aflærte sig metrum og rim cirka 1960 og kulminerede med 1970’ernes brugslitteratur.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her