Læsetid: 2 min.

Minister lover bod og bedring

Juraprofessor afviser, at der skulle være belæg for straffesag mod finansministeren i sag om boligpligt, men politisk storm trækker op
11. oktober 2002

Der kommer intet ud af en straffesag mod finansminister Thor Pedersen, selv om han åbent har erkendt at have brudt loven om bopælspligt.
Det fastslår en af landets førende eksperter på området, dr. jur. Jens Evald fra Århus Universitet, som dermed trækker gulvtæppet væk under regeringens modstandere, der forbereder politisk stormløb mod topministeren.
»Hånden på hjertet, så tror jeg ikke, der kommer noget som helst ud af en straffesag. Thor Pedersen har lovet bod og bedring, og det bliver meget svært for politiet at ligge på lur for at se, om han overholder det løfte,« siger Jens Evald, der er ekspert i landbrugsret, herunder bopælspligt.
Professorens vurdering svækker regeringens modstandere, der nu forbereder stormløb mod finansministeren:
»Men hvis ministeren har skrevet under på noget, som han ikke overholder, så er det så groft, at vi vil overveje et mistillidsvotum – straffesag eller ej,« siger Thomas Adelskov (S).
SF truer med mistillidsvotum til finansministeren, hvis han har givet falske oplysninger til myndighederne.
»Finansministeren skal vel ikke have bedre behandling end almindelige mennesker,« siger SF’s landbrugsordfører Kristen Touborg Jensen. Også den radikale leder Marianne Jelved er kritisk over for Thor Pedersen.

Bor i sommerhus
Formelt bor finansministeren på sine landejendomme ved Rørvig, men han erkender åbent, at han reelt har
boet i sit sommerhus i Helsinge – nærmere arbejdspladsen i København.
Det er klart ulovligt og kan i sidste ende give bøder og betyde, at staten tager landbrugsejendommen fra Thor Pedersen, oplyser Jens Evald.
»Men straffen er i småtingsafdelingen og vil typisk være dagbøder, indtil man opfylder kravet om bopælspligt. Når finansministeren har sagt, at han vil overholde loven, så vil politiet næppe gøre mere ved sagen,« siger retseksperten.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har slået fast, at der gælder samme regler for Thor Pedersen som for landets øvrige borgere. Thor Pedersen indrømmede onsdag, at han konsekvent havde brudt loven siden valget i november sidste år, men lovede, at han nu ville indfinde sig oftere på landejendommen i Vestsjælland.
»Jeg har haft et meget stort arbejdspres, hvor jeg føler, at jeg har stået over for en mur af arbejde, og det har selvfølgelig betydet, at jeg ikke har været så meget i Rørvig, som jeg gerne ville og burde,« sagde finansministeren.
Også Friluftsrådet melder sig nu med kritik af Thor Pedersen. Ministeren udviser manglende respekt for lokalbefolkningen, mener rådets formand, Bent Agerskov.
» Friluftsrådet er meget bekymret over den udvikling, som viser, at byboere, der flytter på landet, har meget svært ved at tolerere andre mennesker i nærheden af deres ejendom,« siger han.
Årsagen er, at Thor Pedersen på sin ejendom har nedlagt to stier, der gav lokalbefolkningen adgang til Isefjorden. En lovet erstatningssti er endnu ikke blevet til noget. Halvdelen af landets markveje og stier er forsvundet de seneste årtier, og Thor Pedersen skubber på den udvikling, mener Agerskov.
I 2000 havde politiet 21 sager om borgere, der ikke opfyldte bopælspligten. 205 personer blev tvunget til at sælge deres ejendom, fordi de ikke opfyldte kravet. Thor Pedersens ejendomsopkøb er foretaget efter en række dispensationer fra Jordbrugskommissionen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her