Læsetid: 4 min.

Miraklet i Valby

Også lysanlægget strejkede, da FREM gik helt i gråt, men i Brøndby lykkedes det endelig for Peer Madsen
28. oktober 2002

Fodbold
Selv om regnen silede ned, som regn kun kan sile i Danmark i oktober, så det egentlig godt ud i Valby Idrætspark.
Alle P-pladser var fyldt en god halv time før topmødet i 1. division mod Randers Freja. Og inden for var det udvidede VIP-lokale i tribunen, der var ny 70erne, fyldt til randen. Ikke med jakkesæt og pelsdamer som i mere fashionable superliga-klubber, men med Valby- og Sydvestkvarterets lokale støtter i dynejakker, jeans, rød-blå halstørklæder og højt humør.
Det kunne kaldes gammeldags klub-miljø, hvis ikke det var for retro-bølgen. På den anden side er mode-snobberiet ikke rigtigt slået igennem herude ved Sydhavnen, hvor Anker Jørgensen også boede, da han var statsminister.
FREM er en arbejderklub, og det bliver den ved med at være, som formanden for det professionelle fodbold-a/s, malermesteren fra Virum, Filip West. Som en meget stor kontrast til de store planer, som han og de andre ejere af fodboldselskabet har for en FREM-tid i superligaen og en udbygning af både det ramponerede stadion og den gamle kommunale idrætspark i Valby – til en kvart milliard.
Det er med FREM som med Hamburg-klubben St. Pauli. Klubben er blevet kult ved at holde fast i stenbroens og arbejderklassens lokale rødder, selv om det er længe siden, at gaderne og de gamle klasseskel blev asfalteret med velfærd.
»Vi samler flere folk før kampen end mange andre 1. divisionsklubber til kampen,« som klubbens gamle leder Bent Werge rammende konstaterede.
»Miraklet i Valby« kaldte en anden Valby-arbejder, Erik Clausen, sin film fra 1989. Det kunne godt passe på FREM’s fremtidsvision selv om der ikke var noget mirakuløst over gårsdagens spil.
Måske er det en illusionen, drømmen om gode gamle dage, der genoplives her i Pauli Jørgensen VIP Lounge, hvor der til blid jazzmusik spises kold roastbeef og skinke med flødekartofler og salat. Og skylles efter med øl med i plastickrus fra det lokale Valby-bryggeri Carlsberg. For at understrege, at man er blandt den lokale klubs sponsorer, har bryggeriet fast plads til sin oppustelige elefant i det ene hjørne. Kloge hoveder vil vide, at øl-maskotten dels symboliserer styrke, dels at her kan man få dyppet snablen. Det kneb nu meget i går mod Randers, det der med styrken.
Uden fire af de faste støtter, først og fremmest 1. divisions topscorer, kroaten Mirko Selak, spillede FREM en ynkelig og glansløs topkamp og tabte 1-2 til Freja, der også slås med at leve op til en stolt fortid.
Jyderne fik DM-sølv i 1973, FREM fik bronze i 1992 for året efter at gå bankerot og blive degraderet til Danmarksserien. Randers er aldrig sunket dybere end 2. division. Begge kæmper intenst for at komme med på det Superliga-tog, der kørte for 10 år siden. FREM har netop inviteret de lokale støtter og større investorer til at skubbe penge i klubben og visionerne, mens Freja fra nytår går sammen med byens fem mindre serieklubber i en overbygning.
»Målet er at samle alle ressourcer i byen om ét fodboldhold Freja FC. Ligesom håndboldspillerne med held har gjort med Randers HK,« som reservekeeperen Jesper Melskens forklarede efter sejren.
Han beklagede, at træner Kim Poulsen, der har fået Frejas hold til at fungere, til nytår rejser til Singapore. Men Melskens så frem til, at Brøndbys Lars Olsen tager over som cheftræner.
Det kunne Olsen nu ikke konfirmere under Brøndbys sejrrige superligakamp mod AaB lidt senere på søndagen.'
»Det ser interessant ud, der er muligheder, men vi har ikke fået økonomien på plads,« sagde Olsen til Information.

Tilbagefald
Frejas sejr blev sikret på effektive kontrastød, hvor den store hvalpede angriber Michael Laursen scorede begge mål efter indlæg fra højre. De lå så tæt på Stefan Campognolos mål, at FREM-træner Ole Mørk indrømmede, at »vi ikke så godt ud ved de to træffere.«
FREM så i det hele taget ikke godt ud. Dirigenten, den fine tekniker Thomas Thøgersen var totalt anonym, mens den hurtige og driblestærke lejesvend fra Brøndby, fløjmanden Søren Krogh blev spillet for lidt og for sent. Og da der endelig kom lidt skub i FREM efter pausen afsløredes det ubønhørligt, at Krogh ikke har den vilje og det temperament, der gør et stortalent til en stor spiller.
Og det var egentlig det, som de folkelige VIP’er i Pauli-loungen var mest fortørnede over. Kan man ikke få den til at rulle, så kan man kæmpe og knokle, ligesom i søndags mod B 1909 i Odense, som en sagde. »Miraklet i Valby« og millionindsamlingen hos klubbens trofaste fans, der skal slippe 2.100 kr. for et par støtte-aktier, mens investorerne skal af med mindst 220.000 kr. for en medbestemmende aktie, næres ikke af præstationer som den her, sukkede han. Oprykning til Superligaen, som hele satsningen bygger på, var der ingen, der talte om denne søndag, hvor FREM gik i gråt, og selv lysanlægget var ude af funktion. Vist nok på grund af regnen.
»Det var ikke godt nok. Vi skaber ikke en chance før pausen, og næsten ingen efter,« sagde træner Ole Mørk, der ikke kunne finde et lyspunkt.
»Nu havde vi lige vundet tre kampe i træk . Men hver gang vi tror, at vi nu er oppe på topholdsniveau, falder vi tilbage og kommer ned på jorden igen. Det er ikke Superliga-fremtid i,« sagde FREM-træneren.
Virkeligheden er, at der uendeligt langt fra en topkamp i 1. division mellem FREM og Freja til en i Superligaen mellem Brøndby og AaB. Tempoet og teknikken først og fremmest.
For Brøndby og sidste sæsons topscorer Peter Madsen lykkedes det endelig. Efter tre uger uden Brøndby-sejr scorede Madsen sit blot tredje efterårsmål til 1-0. Et mirakel i Brøndby? I hvert fald et lyspunkt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu