Læsetid: 2 min.

Mord på museet

Den nye opstilling af moderne samling burde retsforfølges for uagtsomt udstillingskoncept
26. oktober 2002

Anslag - Udstilling
Hvad er det for et mærkeligt museum, som ødelægger sine egne historiske interiører? – oven i købet et kunstindustimuseum, i sin tid indrettet af en hovedperson på den danske interiør- og møbelkunstscene.
Sådan er det med Kunstindustrimuseet i København, bygget som hospital af rokoko- og Amalienborg-arkitekten Nic.Eigtved, i 1920’erne ombygget til museum af Kaare Klint, og de sidste 10-20 år misbrugt som eksperimentarium for mærkværdige løse montrer og udstillingsmåder mellem de kalkede vægge og dybe vinduesnicher.
Men nu pr. oktober 2002 er attentatet gjort mere permanent, foreløbig i den ene af husets længer – med displays og videoskærme anbragt i halv meter tykke skillevægge, opstillet uden hensyntagen til takten i rummet, altså ikke bare takt-og-tone-takten, men den korporlige takt i vinduesnichernes placering langs den smukke Grønnegård.
Uden respekt for bygningens lyse gennemsigtighed er forløbet delt op i rum og bastante afsnit, sine steder helt uden dagslys, hvad der endda kunne forsvares i køjen med PH’s lamper, men ikke i en diminutiv hotellobby med Arne Jacobsen-design. Det har manden ikke fortjent i sit pågående jubelår.

Hvad opnÅr da museets ledelse med nyindretningen af denne del af permanente udstilling – med eksempler på 20. århundredes kunstneriske formgivning? Mere vægplads? Ja, til lidt plakater fra tiden, men egentlig ikke til genstandene. Mest til udenværker af formidlende art – referencefotos og forklaringer. Det ligner moderne museum. Med blank folie bag Kaare Klints møbler, og temmelig forvirrende tematiske sammenstillinger.
Langsomhed, hedder ét pædagogisk paradigme, Fartens Formgivning et andet. Og af de tilhørende tekster forstår man, at en traditionel træstol er langsom, men en motorcykel eller et strømlinet siddeapparat fuld af tempo.
Nu tager det ikke længere tid at udvikle en firkantet stol, end noget der kører, slanger eller krummer sig i rummet. Og selv om en Arne Jacobsen-stol er mere industrielt fremstillet end Børge Mogensens, så tager også tid at fremstille formpressen og matricen. Til gengæld mister man nemt interessen for hurtige påfund. Verner Pantons møbler for eksempel, som fylder et helt afsnit, fordi de er trendy lige nu.
Hele udstillingskonceptet bærer præg af uagtsom holdning til den egentlige hensigt med museet: At samle i magasin, og overskueligt præsentere bredt udvalgte, gedigne genstande – indsigtsfuldt og med professionelt videregivne oplysninger om data og fremstillingsbetingelser. Ikke tvivlsomme kulturhistoriske hovsa-forklaringer med genstandene opstillet som rekvisitter til en gang Jeopardy.
Kunstindustrimuseet opererer ganske vist ikke med seer- men med besøgstal. Ellers er forskellen den samme.
Lige nu må man frygte, hvad der herefter skal overgå den permanente opstilling af ældre samling i den anden Grønnegårdsfløj.

adw@iformation.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her