Læsetid: 3 min.

Nationernes sundhed

Et sundhedssystem som det danske er en fjern og uopnåelig drøm i Indien
14. oktober 2002

Analyse
For en besøgende fra Indien forekommer striden i Danmark om nedlæggelse af små offentlige sygehuse og centralisering af visse sundhedsydelser og kompetencer ret løjerlig.
Jeg vil naturligvis ikke anfægte, at det danske dilemma kan være alvorligt nok. Sagen er blot, at i Indien kan et stort flertal af befolkningen end ikke i deres vildeste fantasi forestille sig en sundhedssektor på et så højt niveau som det danske. Undtaget herfra er kun den indiske overklasse, som har råd til at frekventere gode private hospitaler, hvor priserne for behandlinger er skyhøje.
Jeg har talt med flere danskere om den foreslåede lukning af tre provinshospitaler og lyttet til deres protester imod den. De afgørende pointer i sagen er tilsyneladende disse: Der er mangel på læger og sygeplejersker i Danmark; reduktionen i antallet af hospitaler vil forværre denne knaphed; dette vil resultere i en forringet service, især inden for kirurgiske faciliteter.
Set ud fra et indisk perspektiv ville disse forringelser næppe være værd at beklage sig over. I Indien er det for fattige mennesker fuldkommen gratis eller koster højst et symbolsk beløb at lade sig behandle på offentlige hospitaler. I teorien. For problemet for det store flertal er overhovedet at nå frem til hospitalerne – ofte er det nærmeste hundredevis af kilometer borte. Og får de syge kæmpet sig frem, må de stille sig i den ene lange kø efter den anden. Når de så omsider frem til at få stillet en diagnose, kan det meget vel vise sig, at der ikke findes nogen ledig sengeplads eller ikke er råd til at behandle deres lidelse. Og undertiden kan behandling være mere fatal for dem end at ignorere lidelsen, som antallet af dødsofre for lægesjusk viser.

Privat forsikring
Der er i Indien absolut ingen social sikkerhed af nogen art, der tåler sammenligning med, hvad Europas velfærdsstater tilbyder. Som i USA er private sygeforsikringer udbredt. Men naturligvis kun for det velaflagte øvre samfundslag. Næppe noget asiatisk land med en mulig undtagelse af små enklaver som Singapore har en sundhedsinfrastruktur, der tåler sammenligning med de europæiske velfærdsstaters.
En bemærkelsesværdig undtagelse udgør dog Malaysia, hvor det er arbejdsgivere påbudt ved lov at sørge for deres medarbejderes sygeforsikring. Malaysias borgere behandles, uanset om de har nogen indkomst ud fra princippet om »betal, når du kan«. En fattig patient kan hospitalindlægges ved at betale en malaysisk ringitt per dag (to kr.), og der findes ingen grænse for, hvor længe indlæggelsen må strække sig eller hvilke typer behandling, patienten kan modtage. De offentlige hospitaler har graduerede tariffer for forskellige indkomstgrupper, og de højere afgifter, som patienter fra højindkomstgrupper må betale, er med til at finansiere den behandling, som de fattige patienter modtager.
I Indien nyder samfundets privilegerede og indflydelsesrige lag, herunder ikke mindst politikere og embedsmænd, godt af førsteret til de offentlige hospitaler og deres udstyr og faciliteter. I de senere år er der dog en tendens til, at mange af dem opsøger private klinikker. Men ikke i tilstrækkeligt omfang til at lette presset på den offentlige hospitalssektor, som bør være mindst 100, hvis ikke 1.000 gange større, for at kunne yde basal behandling til Indiens en milliard mennesker.
Der er ingen tegn endsige nogen forhåbning om, at dette nogensinde vil ske, for den indiske regering er i disse år så grebet af privatiseringsfeber, at den endog vil privatisere selv den beskedne eksisterende offentlige sundhedssektor.

*Shastri Ramachandaran er redaktør ved Times of India

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her