Læsetid: 4 min.

Ind med nattoget

Anne Linnet forsøger ikke, om hun kan passe corsagen fra Marquis de Sade-perioden, men synger om bundløs ensomhed til et effektivt beat
19. oktober 2002

Ny cd
I tirsdags kunne man her i avisen læse Anne Linnet huske sig til, at hendes Marquis de Sade-plade fra 1983 »var den første i Danmark, som benyttede sig af rap.« Hun husker forkert. Faktisk havde Sebastian allerede rappet på »Vascomat Liza« 10 år før, men hun har alligevel noget at have selvbevidstheden i, her, hvor hun genopliver sin egen fortid med det første Marquis de Sade-album siden 1986.
På et tidspunkt, hvor de hiphoppere, som nu er enten fortid eller mainstream, øvede sig i breakdance på Strøget, skiftede Anne Linnet nemlig fra hønsestrik & henna til lak, natsort eyeliner & læder og besang faretruende og fascinerende, hvad der sker, når kroppe og hænder farer vild i forbudte og mørkelagte områder.
Marquis de Sade var så provokerende, storbyfuturistisk og demonstrativ, at mange af datidens anmeldere – denne signatur inklusive – blev, om jeg så må sige, taget på sengen. Og beskyttede sig bag forbeholdne automatreaktioner.
Vel er der, genhørt i dag, noget umiskendeligt 80’er-agtigt over lyden, som primært kom fra Linnets nyindkøbte Jupiter 8, en af de første polyfoniske, analoge synthesizere, som de år var bærebølge for alt fra Michael Jackson over Duran Duran og Yes til Sebastian, men tiden har vist, at Marquis de Sades debut ikke var en medieliderlig grille, men et personligt satset værk af den slags, der i USA forlængst var blevet cd-restaureret med liner notes og bonus tracks og resten af det svineri, der signalerer ’klassiker’.

Selvudforskning
Forståeligt er det derfor, at Anne Linnet forsøger at få en ustadig karriere tilbage på fokuseret kurs ved at opsøge Marquis de Sade. Hun har igen fundet sammen med trommeslageren (og programmøren) Kent Richardt Hansen og bassisten Moussa Diallo samt, som en slags æresgæst, guitaristen Per Møller. Og en ting er sikkert: De er blevet hamrende meget dygtigere, men også sikrere, og var der noget, der ikke prægede den første de Sade-plade, var det sikkerhed, men det er også derfor, den stadig holder.
Lyden af tynd, knasende is er nervepirrende, og den bar i 1983, hvor Linnet udforskede sig selv og sine personlige grænser ved at udfordre stamlytterne og musikken. Og omvendt.
Nu er lyden fra dengang blevet indhentet af tiden, og er blevet en form, suverænt behersket, men en form. Dermed ikke sagt, at Over Mig Under Mig til tider ikke både er effektiv, energisk og elektrificerende i sit eget krydsfelt mellem George Clinton, Laurie Anderson, David Bowie og Stevie Wonder.
Selv om Linnet afgjort har toppet som sanger, kan hun som komponist sine hooklines, som de siger i den branche. Og når funk spilles så skridsikkert som af Richardt og Diallo kan de råbe ’retro’ nok så meget efter mig ude på dansegulvet. Hør f.eks. en sang som »Den Der Har Mistet« og åbningen, den raffineret temposkiftende »Ups And Downs.« Men med effektiviteten mister man også den nervøse skrøbelighed, som sitrede gennem sangene i den oprindelige udgave af Marquis de Sade. Ikke mindst illustreret af Per Møllers flageoletholdige guitarspil, der denne gang er uhyre nedtonet, og får han endelig spillerum er det kun til banale heavy-rudimentære soli.
Selv om Linnet på et af billederne i cd-booklet’en poserer som herskerinde, er der ikke meget for husarerne denne gang. Et par af sangene handler sikkert om tvang og under- og hengivelse (bl.a. den afsluttende »Undskyld«), men bag kapelmesterens stramme mine gemmer sig en kuldslået, næsten bundløs ensomhed, som står i slående, men også sært æggende kontrast til den insisterende, livsduelige musik.

Altmodisch lyrik
Der er sukkende, utilfredsstillet længsel i Linnets skarpe og alligevel flossede stemme. Hendes hjerte er forlængst gået i tusind stykker. Nu gælder det om at holde sammen på stumperne. Og glæde sig over de få øjeblikke, hvor man kan mærke, at man lever. De øjeblikke, hvor to mennesker giver slip på sig selv til fordel for hinanden, som det hedder i sangen af samme titel, de øjeblikke, hvor fornuft og vanvid synker ind i hinanden. Orgasme er flygtighedens gud, for kun i den glemmer man verden og bliver mindet om sig selv.
Kan man klare Linnets lidt altmodische Tove Ditlevsen-beslægtede lyrik er der ingen tvivl om, at hun brænder for det, hun synger. Vi er ikke ude i en nem genvej til et comeback her. Hitlisterne er ikke rigtigt gearet til rytmiske recitationer, hvor sangerinden bittert enten siger farvel eller selv bliver gået: »Løgn kan blie til lige hvad du vil, sandhed blir det aldrig til ...« men det er i de meget private sange som »Løgn« og »Hvor Fattig Kan Man Bli’e« at Linnet sætter mest på spil, men paradoksalt nok også der hun lukker sig mest inde.
I en vis forstand er Linnet med sit seneste projekt lige så konjunkturforagtende som hun var i 1983. Hun forsøger ikke at krybe i sit gamle lædercorsage. Og al respekt for det, men mon ikke det var sjovere at rejse ud med nattoget end at ankomme med det – for måske at finde perronen tom?

*Anne Linnet & Marquis de Sade: Over Mig Under Mig. Producere: Anne Linnet & Marquis de Sade. Circle Records/Universal. Udkommer på mandag
nwww.annelinnet.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her