Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

25. oktober 2002

Af wpr, -dt og jl
Manuel Álvarez Bravo, 100
*Fotopoeten var et af de tilnavne den store, larmende mexicanske murmaler Diego Rivera gav sin modsætning, den spinkle og næsten selvudslettende fotograf Manuel Álvarez Bravo, det moderne fotografis fader i Mexico og Latinamerika. For en uge siden døde han, lige så stilfærdigt som han gik gennem livet, 100 år gammel. Han gik langsomt gennem livet. »Der er tid«, var et af hans faste udtryk. Fotografiet er tid og kræver tid, erkendte han, der som ganske ung opgav at studere på kunstakademiet San Carlos i Mexico By, fordi han fandt at »langsommeligheden ved at kopiere en nature morte fik mig til at føle en trang til at finde noget hurtigere«. Der gik dog nogen tid inden han begyndte at fotografere.
Manuel Álvarez Bravo voksede op i et gammelt kvarter i Mexico By, hvor revolutionen 1910-19 til tider ramte meget hårdt. Han var rastløs og forsøgte sig med mange forskellige erhverv og studier – fra homøopati og bogholderi til at arbejde som bud og kontormand og studere landbrug.
I 1923 købte han sit første kamera. En af hans læremestre var Frida Kahlos far, der var en anerkendt fotograf. I 1925 vandt han sin første pris. Gradvist kom han ind i det livlige og meget politiserede kunstnermiljø omkring malerne Rivera, David Alfaro Siqueiros, Rufino Tamayo, fotografen Tina Modotti, Octavio Paz, André Breton og Sergei Eisenstein. Venskabet med Eisenstein førte til at han blev fotograf på Eisensteins ufærdige film Viva Mexico!
Manuel Álvarez Bravo var en stille og beskeden mand, der hvilede i sig selv i et larmende og selvpromoverende miljø. Han udviklede sit fotografi med afsæt i de samme værdier som murmalerne og de øvrige kunstnere, nemlig et socialt engagement og en nationalisme, der gav sig udtryk i krav om sociale og politiske reformer og en søgen efter mexicanernes indianske rødder.
Hos Álvarez Bravo blev det til en afstandtagen fra det pittoreske og folkloristiske, der ellers prægede mexicansk fotografi, når man ser bort fra de store reportagefotografer under revolutionen. Han skabte en enkel stil og indførte kompositoriske elementer som han havde lært på akademiet og af sine kunstnervenner. Hans brug af lys og skygge og af klare geometriske former blev et middel til at gå tættere på det mexicanske menneske, hvad enten det var en strejkende arbejder, der var skudt af politiet eller en kvinde, som lader lys og skygge bade sin krop.
Han var svær at putte i bås og var ikke til megen hjælp. Han afviste aldrig nogen tolkning af sit værk. Kritikere, kuratorer og forskere har kaldt ham surrealist, freudianer, marxist, symbolist, patriotisk. Han var aldrig uenig. Hvis han blev spurgt om han var enig, plejede han at svare: »De har sikkert ret«.
Álvarez Bravo blev inspirator og læremester for flere generationer af mexicanske fotografer, der i dag er internationalt anerkendt. Selv blev han hædret med adskillige priser efter sit internationale gennembrud i 1971. Han modtog priserne, men ændrede ikke sin beskedne levevis. Han fotograferede lige til det sidste selv om hans syn var svækket. De sidste år arbejdede han med skyggemotiver, bl.a. fra de store træer i sin gamle have i den sydlige udkant af Mexico By.
Nu er trekvart århundredes liv med fotografiet slut. Det Diego Rivera kaldte den diskrete og dybe poesi, den desperate og fine ironi i hans sort-hvide fotopoesi kan vi til gengæld stadig glæde os og forundres over.

Poul Brink, 49
Udlandsreporter ved DR Nyheder, Poul Brink, er pludselig død, 49 år. Brink var en af TV-Avisens mest kendte og mest troværdige ansigter – en position, han oparbejdede gennem godt 20 års arbejde i Danmarks Radio. Hans arbejdsfacon var enerens; den klassiske journalist, der gik til enhver historie med ildhu og ydmyghed og med den evigt kritiske indstilling. Det emne, der for alvor skabte Brink et navn som en stærk undersøgende journalist, var afdækningen af den såkaldte Thule-sag. Mange års arbejde i danske, grønlandske og amerikanske arkiver førte til afsløringen af, hvordan den grønlandske og danske befolkning blev ført bag lyset ved at tillade amerikanske atomvåben på trods af den officielle danske atomvåben-politik. I 1998 modtag han den fineste danske journalisthæder, Cavling-prisen, for Thule-sagen. Inden da nåede Brink i 1995 at blive anmeldt til politiet af rigsarkivaren – og derved af regeringen – for at have brudt arkivloven. Sagen blev siden henlagt, men Brinks udfordring af systemet var med til at vise omverdenen, at han havde evnen til vedholdende og udfordrende at søge efter at afsløre viden, som magthavere helst så forblive i mørket. Hans fine evne til at formidle det vanskelige stof var med til at skrive danmarkshistorie, idet han magtede at fortælle selv de sværeste sammenhænge på en let og ligefrem måde.
De seneste år har Brink mest arbejdet med udlandsjournalistik – især med fokus på Storbritannien og ofte også andre europæiske lande. Det var karakteristisk, at det netop var Poul Brink, som nåede at lave et rigtigt
interview med den hollandske højrefløjskomet, Pim
Fortyun, kort inden politikeren blev dræbt. Brinks ligefremme facon og indsigt kombineret med hans lyst til at fortælle historier gjorde ham til en af TV-Avisens mest markante journalistiske profiler.

Manfred Ewald, 76 år
*Nogen særlig succesfuld nation var DDR ikke, kun på et enkelt felt kunne landet bag Jerntæppet hævde sig, nemlig på sporten.
DDR’s stræben efter guldmedaljer udsprang af den internationale isolering, frem til 1972 var landet stort set ikke anerkendt udenfor sin kommunistiske klike. For at bryde isolationen opfandt Politbureauet begrebet ’diplomater i træningstøj’, og præsidenten for det tyske gymnastik- og sportsforbund (DTSB), Manfred Ewald, skulle gøre sportsambitionerne til virkelighed.
Det blev en stribe af gyldne år. Østtyskerne samlede førstepladserne ind – 572 OL-medaljer, 3.490 VM- og EM-titler blev det til. Uden falsk beskedenhed kaldte Manfred Ewald sin selvbiografi for Jeg var sporten.
Men de mange medaljer havde en bagside – de fleste af dem var opnået ved hjælp af doping. Manfred Ewald havde sat sig i spidsen for et omfangsrigt medicinsk system, der pumpede muskelopbyggende stoffer ind i alle lovende sportsfolk, oftest uden disses tilsagn eller viden.
Dopingens fulde omfang blev først kendt, da Muren faldt, og man fik adgang til arkiverne. I 2000 kom Manfred Ewald endelig for retten, anklaget for medvirken til legemsbeskadigelse på 142 kvinder.
I vidneskranken stod bl.a. Heidi Krieger, der i 1986 vandt EM i kuglestød. Fra hun var 13 år, blev hun fodret med mandlige kønshormoner i så store mængder, at hun til sidst blev en mand. Hun følte sig ikke længere hjemme i sin kvindekrop og har fået fjernet bryster, æggestokke og livmoder. I dag hedder hun Andreas.
»Jeg kender Dem ikke,« peb Manfred Ewald i retten. Han fik et års betinget fængsel, men erkendte aldrig sin skyld.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu