Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

18. oktober 2002


John Weitz, 79
*Han var handlende i elegance og gode manerer, skrev bøger om et par af Hitlers nærmeste medarbejdere og var ven med de rige og de kendte. Tøjdesigneren John Weitz, der blev synonymt med beklædning til amerikanske mænd, syntes at efterleve mottoet lev stærkt, dø gammel og mæt af dage. Han blev 79 år.
Jødiske Hans Werner ’John’ Weitz blev født i Berlin i 1923, men flyttede sammen med sin familie til London i de tidlige 1930’ere, da Hitler og nazisterne for alvor begyndte at røre på sig.
I London uddannede Weitz sig til skrædder af tøj til kvinder, men han emigrerede til USA hurtigt efter krigens udbrud i 1940. Her blev han som 21-årig rekrutteret af forløberen for CIA, OSS, og udstationeret i Berlin, hvor han opholdt sig til 1946. Det var ikke en tid, som Weitz talte meget om, arbejdets følsomme natur taget i betragtning, men han elskede de romantiske forestillinger, som efterretningsarbejdet, takket være James Bond (som Weitz var med til at klæde på), kom til at bære præg af.
Tilbage i USA indledte han en lukrativ og stilskabende karriere i tøjbranchen. I 1954 grundlagde han sit eget firma, og 10 år senere introducerede han en kollektion af afslappet og samtidig elegant påklædning til den kompetente mand, en blanding af klassisk europæisk og folkeligt amerikansk. Tøj, mente han, »skal bæres, som var det en gammel og skattet ven.«
Det mørkeblå jakkesæt med det rigtige, velafstemte tilbehør, som i dag er en naturlig del af enhver ung, stilbevidst erhvervsløves fremtoning, var noget nyt dengang og Weitz’ ’opfindelse’. I 1974 skrev han bogen Man in Charge, the Executive’s Guide to Grooming, Manners and Travel.
Det blev også til to romaner og de velresearchede, historiske portrætter Hitler’s Diplomat, om Det Tredje Riges udenrigsminister Joachin von Ribbentrop, og Hitler’s Banker, om direktøren for Reichsbanken, Hjalmar Horace Greeley Schacht.
Som den flegmatiske og trendsættende levemand, han var, nød John Weitz at køre i racerbiler, sejle i yachts og holde middage for sine berømte venner. Bond-producenten Albert Broccoli, forfatteren Tom Wolfe og filminstruktørerne Ingmar Bergman, John Huston og Billy Wilder var faste gæster hos familien Weitz.
Utvivlsomt har de store personligheder været med til at inspirere Weitz’ to sønner, Chris og Paul, der sammen arbejder som producenter og instruktører i Hollywood. De har bl.a. instrueret American Pie og Hugh Grant-hittet About a Boy. CMC

Horace Logan, 86
*Med en sætning skrev Horace Logan sig ind i showbiz-evigheden: »Elvis has left the building.« Elvis hed selvfølgelig Presley, og den bygning, han havde forladt, var The Municipal Auditorium i Shreveport, Louisiana, hvorfra radioshowet ’The Louisiana Hayride’ sendtes 1948-60. Sætningen faldt med Logans autoritative skolemestertonefald engang tidligt i 1956, hvor Logan skulle forsøge at få salen til at undgå at koge over efter endnu en grænsesprængende optræden af samme Presley. Det lykkedes Logan, og siden er sætningen blevet planket af utallige langt mindre stjerner og bruges i dag i alle andre sammenhænge. F.eks. var der ingen ende på de variationer over sætningen, som Clintons kriser udløste.
Det må have glædet den flamboyante Logan, som ikke dyrkede falsk beskedenhed. Horace Lee Logan var selfmade i den blomstrende radiobranche, der skulle bestemme hans karriere. Han kom til Shreveport i 1948, og bankede et lille provinsielt radioshow op til at være en seriøs konkurrent til storebror, ’Grand Ole Opry’, som Logan ofte omtalte som sin Tennessee-filial. Hank Williams (og Johnny Cash m.fl.) havde sine største live-stunder på The Hayride. En enkelt aften måtte han synge »Lovesick
Blues« syv gange i træk som ekstranummer, men ellers tillod Logan ikke svinkeærinder. Hans show blev kørt mindst lige så professionelt som det i Nashville, men chancetagningen hos ham var større, bl.a. fordi annonceporteføljen, og dermed honorarerne, var mindre.
Så da Elvis Presley i efteråret 1954 havde floppet på The Opry, fik Sam Phillips ham ind på The Hayride, formedelst 18 dollars pr. show – i den første kontraktperiode ... Det var her Presley blev fortrolig med scenen som katapult for en karriere uden sidestykke. Og der, han lærte at bruge publikum som redskab. Hvordan kan man høre de skrattende, men medrivende stålbåndsoptagelser fra The Hayride, hvor Logan som noget dengang helt nyt havde hængt mikrofoner op ude over publikum for at få stemningen bragt videre til lytterne i de 28 stater, hvor man kunne høre showet – hvis vindretningen var god.
Horace Logan forlod The Hayride i 1958. Showet overlevede ham ikke. Det sendtes for sidste gang i 1960, men Elvis forlod aldrig Logans helt private bygning. tobi

Ninna Bang, 109
*Fhv. landhusmoder Ninna Bang, Brørup ved Vejen, er død 109 år. Ninna Bang drev sammen med sin mand gennem 40 år en gård i Nørbølling syd for Brørup, og efter at hun i 1977 blev enke, boede hun i eget hjem. Ninna Bang var i godt to år Danmarks ældste indbygger.Inf.

Norbert Schultze, 91
*Undertiden kan et enkelt heldigt værk overstråle et helt livs øvrige fortjenester. Dette blev skæbnen for Norbert Schulze. Han huskes i dag kun, fordi han var manden, der kom til at skrive anden verdenskrigs mest populære sang: »Lilli Marleen«. 14. oktober døde han, 91 år.
Schulze, der blev født i 1911 i Braunschweig, skabte sig 1930’erne et navn som komponist af schlagere og filmmusik. »Lilli Marleen«, hvis længselsfulde ord man, skønt de synges med kvinderøst af Lale Andersen, må forestille lagt i munden på en tysk infanterist fra 1. verdenskrig, blev indspillet i 1938, men floppede: Kun 700 eksemplarer blev der solgt. Den glemte sang slog først an, da den tyske hærs radio spillede den for general Rommels Afrika-korps. Den sentimentale melodi gik rent ind hos de tyske Fritzer, der forlangte at høre den igen og igen. Til stor fortrydelse for propagandaminister Goebbels, der ikke fandt sangen krigerisk nok, og var forarget over sangteksten om en prostitueret, der venter på en soldat under en gadelygte. Også de engelske Tommies opfangede sangen på radioen og tog den til deres hjerte.
Schultze skrev også soldatersange som Luftwaffes kendingsmelodi »Bomben auf Engeland« og »Von Finnland bis zum schwarzen Meer« med det uheldssvangre omkvæd: Führer befiehl, wir folgen dir. Da sovjetiske tropper rykkede ind i Tyskland i 1945, var Schultze i gang med sin sidste musikalske indsats i nazipropagandaens tjeneste: At skrive musikken til filmen Das Leben geht weiter. Livet gik videre for Schultze. Da russerne trængte ind i hans villa, sad han ved sit klaver og spillede russiske folkeviser.
»Jeg er bare en musiker, der skriver hverdagsmusik for hverdagsmennesker,« sagde Schultze i et interview i 1993. Schultze havde ingen personlig stil. Han var en tilpasningsdygtig, men raffineret epigon, der kun fik ét udødeligt hit. (NIL)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her