Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

4. oktober 2002

Erik Nielsen, 63
*På vore dages arbejdsmarked er det nærmest utænkeligt at et helt arbejdsliv kan bruges på en enkelt virksomhed, men for Erik Nielsen, der tirsdag døde efter lang tids sygdom, var det umuligt at arbejde for andre end dagbladet Information.
Erik Nielsen, hvis tilnavn ’røde’ stammer fra hårpragten snarere end det politiske engagement, var i mere end 40 år en væsentlig årsag til at Information hver dag levede op til mantraet ’avisen skal ud’.
Erik Nielsen fik sin gang på bladet som redaktionsbud i 50’erne og vendte efter aftjent værnepligt tilbage som først motorcykelbud, senere ansat chauffør, så selvstændig vognmand for at slutte sit arbejdsliv i 2001 som medarbejder i bladets serviceafdeling.
Erik Nielsen helt særlige betydning for Information handlede om engagement. Seks dage om ugen 300 dage om året kunne man finde Erik Nielsen på landevejene med én eneste mission – at få afleveret avisen til tiden. Uanset om det involverede at forsinke Storebæltsfærgen og bestikke matroserne med en kasse øl eller at nedkaste avisbundter på færgedæk eller rangerterrænet, kunne man være sikker på at Erik Nielsen fandt en vej.
Erik Nielsen var bladets mand til fingerspidserne. At Information trods typografkonflikter og sågar fysiske blokader alligevel er udkommet hver eneste dag siden maj 1945 kan i høj grad tilskrives Erik. Der er fortsat myter om dengang Vognmand Nielsen og Børge Outze i fællesskab forcerede en fysisk blokade med noget der mest mindede om ’charge of the light brigade’, men så vidt vides var de eneste ofre et par overkørte typografcykler. Erik Nielsens utrolige ansvarsfølelse betød, at han i flere år med bekymrede suk tændte ild under bladets redaktionssekretærer, når klokken nærmede sig deadline, og han var på den måde en fin garant for rettidige afleveringer.
Et langt og hårdt arbejdsliv levnede ikke plads til mange fritidsinteresser ud over fodboldkampe, hvoraf mange blev set på redaktionssekretariatets tv, mens de sidste sider af Information blev gjort færdige. Erik Nielsen efterlader sig hustruen Annelise.hbn

Poul Holck, 62
*Den, der skriver disse linjer, har haft det privilegium at arbejde sammen med Poul Holck, Politikens til det sidste levende tegner, der døde i sidste uge. Det var på weekendredaktionen på Rådhuspladsen, hvor Poul ofte reddede en historie i sidste øjeblik ved at forgylde og udvide den med en kongenial illustration.
Op til et af de første pinsekarnevaler havde vi bedt Peter Poulsen skrive et digt, der emmede af samba og storbylir, men manglede en illustration. Poul tog noget modstræbende digtet med ned på sit lille lukaf, og vendte tilbage et kvarter senere. Jeg var ny, så jeg troede, det var for at sige, at han ikke kunne. I stedet fremdrog han et stykke firefarvet kalligrafi, der formelig dryppede af saftighed. Digtet har jeg, med skam at melde, glemt, men jeg kan stadig se siden for mig.
Holck havde en faglig baggrund fra Kunsthåndværkerskolen, men den var ingen tyngende ballast for ham. Han kunne som vel ingen anden bladtegner tegne med ord. Selv hans signatur var en visuel eksplosion. Hans humor var skarp og underfundig, men aldrig nådesløs. Han kunne lide mennesker, men ikke hvad magten gjorde ved dem. Derfor blev han en politisk tegner uden at kere sig voldsomt meget om politik.
Det så man tydeligt i de tv-monopolår, hvor han var med i redaktionen af satireprogrammer som ’Hov-hov’ og ’Uha-uha’. Samt ikke mindst Blæksprutten, hvor han – ikke slet så eksponeret som på selvfedmens endestation Politiken – fastholdt fokus i den politiske og politiserende tegnekunst. P.t. jubler de på Rådhuspladsen over Strid, der slår om sig med udråbstegn. Han er et komma – sammenlignet med Holck.tobi

Jan Hjarnø, 62
*Socialantropologen, arkæologen, forskningslederen, fjerkræavleren, lokalhistorikeren, børnebogsforfatteren, samfundsdebattøren, ph.d. Jan Hjarnø døde mandag.
Jan Hjarnøs venner og kolleger plejede at fortælle ham, at han skulle passe bedre på sig selv og arbejde mindre – for eksempel ved ikke altid at være den, der mødte først og gik sidst hjem fra Dansk Center for Migration og Etniske Studier (DAMES), som Jan Hjarnø ledede som en del af Syddansk Universitets afdeling i Esbjerg.
Jan Hjarnø var især kendt som en produktiv og kontroversiel migrationsforsker, der med uforfærdet engagement blandede sig i den ophedede danske indvandrerdebat.
Da han i 1999 i Jyllands-Posten tillod sig at udtale, at Danmark har brug for indvandring, var reaktionen samme dag to telefoniske dødstrusler og yderligere en halv snes opringninger med skældsord og trusler om tæsk. Bladrer man i Jyllands-Postens elektroniske arkiv, finder man ud af, at Jan Hjarnø ikke havde mange venner på avisens læserbrevssider.
Jan Hjarnøs forskningscenter DAMES var i starten af 2000 truet af lukning. Truslen kom, efter at et nordisk panel havde givet DAMES en dårlig evaluering, som ifølge Jan Hjarnø især skyldtes en faglig og videnskabelig uenighed mellem DAMES-forskerne og evalueringspanelet. Det lykkedes dengang at skaffe penge til videreførelse af centret.
De, der helst fører indvandrerdebat baseret på fordomme og forhastede konklusioner, mistede en værdig og skarp modstander, da Jan Hjarnø mandag eftermiddag døde på sin arbejdsplads i Esbjerg.ni.

Tore Jacob Hegland, 69
*Også et finmasket velfærdssamfund som det danske har sine grænser. Men-nesker falder ud over kanten og ender i hjemløshed, misbrug og den fattigdom, vi troede og håbede, vi havde ’afskaffet’. At komme dem til undsætning, at hjælpe de svageste kræver ofte, at man
sætter sig ud over systemet, og at man hele tiden tester, hvor langt solidariteten rækker.
Det var noget af det, der optog Tore Jacob Hegland mest – velfærdssystemets grænser, og hvordan vi får dem udvidet.
Han var uddannet i hjemlandet Norge, men har siden 1968 været at finde på den danske socialpolitiske scene – siden 1977 som professor ved Aalborg Universitet, hvor han siden var initiativtager til Forskningsgruppen Arbejds- og Levemiljøer.
Med oliekrisen forsvandt en stor del af fremtidsoptimismen, og den store arbejdsløshed gav den socialpolitiske debat ny næring. Og gennem årene blev Tore Jacob Hegland mere og mere synlig i diskussionerne om hvordan man kunne imødegå de sociale og økonomiske udstødningsmekanismer.
Tore Jacob Hegland var teoretiker, javist, men han var dybt og helt konkret optaget af den sociale sammenhængskraft, som behandlingen af de svageste i samfundet er en målestok for? Han forholdt sig evigt eksperimenterende til de bestående sociale systemer – og var på den måde en fremmeste i debatten om samfun-dets socialpolitiske hæderlighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu