Læsetid: 4 min.

Next stop Europa

Ved busstoppestedet Kino Siska i Ljubljana går de lokale slovenere rundt med visheden om, at EU-medlemskabet er lige på trapperne blot 11 år efter uafhængigheden fra Jugoslavien. Det er den eneste fremtid for landet – men hvad så?
9. oktober 2002

LJUBLJANA – »Det er lige som om, vi ikke har flere kræfter tilbage,« siger Thomas Stimec, 23-årig studerende på sportsakademiet i Ljubljana, mens han færdigruller sin cigaret.
»Vi slovenere er kommet så langt, at vi næsten har nået vores mål om at blive en del af Europa, og så ved vi ikke, hvad vi skal gøre nu.«
Sammen med sin jævnaldrende studiekammerat Urban Urbanc sidder Thomas Stimec og slapper af ved busstoppestedet ’Kino Siska’ – navngivet efter den slidte biograf her i Siska-bydelen i Sloveniens hovedstad.
Urban har lige købt en is-te inde i Mercator – den succesfulde slovenske supermarkedskæde, som for få år siden var ved at gå ned, inden en initiativrig forretningsmand med forstand på koncepter og kæde-drift tog over. Nu ligger Mercator i åben krig med butikscentret Citrus Market på den anden side af gaden – åben i 24 timer og med et udenlandsk varesortiment, der vidner om, at liberaliseringen og det fri forbrugervalg forlængst har nået europæiske standarder.
Thomas og Urban er helt klar over, at Slovenien vil blive fremhævet som nummer ét, når EU-Kommissionen i dag kommer med sin længe ventede rapport om ansøgerlandenes parathed til at blive medlem af unionen. Det er resultatet af godt 10 års målrettet og prioriteret indsats fra regeringen og parlamentets side – iværksat straks efter, at Slovenien i 1991 blev uafhængig fra det tidligere Jugoslavien. Hvis det går som forventet – og Slovenien bliver tilbudt EU-medlemskab ved topmødet i København til december – skal de kun to millioner slovenere til folkeafstemning til foråret.
Meningsmålingerne tyder på et solidt ja-flertal med 56 procent for, 25 procent imod og en stor restgruppe af tvivlere.
»Jeg stemmer ja,« siger Urban, »der er ingen anden vej for Slovenien. Hvad skal vi ellers gøre?«
Thomas er mere i tvivl: »Vi er kommet til at have en højere levestandard ved at tilpasse os EU. Men det er, som om politikerne ikke har nogen visioner for, hvad der så skal ske. De har i hvert fald ikke fortalt os det,« siger han.

Socialismen er færdig
I det hele taget har ruten mod Europa næsten udelukkende været i politikernes og embedsmændenes hænder. Det er dem, der har kørt showet, uden at der har været nogen nævneværdig folkelig debat.
»Jeg forholder mig neutral,« siger 70-årige Josef Rakef. »Jeg ved ikke, om EU er godt eller skidt, det må politikerne bestemme.«
Den pensionerede ingeniør har et langt arbejdsliv bag sig på kemiske fabrikker over hele landet. Slovenien var engang hele det tidligere Jugoslaviens økonomiske motor. Det betød relativ stor velstand, men også, at Slovenien betalte en masse til den socialistiske forbundsstats fælleskasse og støttede de sydlige, fattigere republikker som Makedonien, Bosnien, Serbien og Kosovo.
»Socialismen er færdig, heldigvis,« siger Josef Rakef.
»Men vores demokrati er ikke klar. Vi får ikke bare lige demokrati som jer på et årti. Det er stadig de samme mennesker, som styrer landet,« siger Josef Rakef med henvisning til den ellers umådeligt populære præsident, Milan Kucan, som før selvstændigheden var leder af Sloveniens kommunistparti.
Josef Rakef, som sidder og drikker et glas juice og løser en kryds og tværs på den lille kaffebar ved stoppestedet, har det fint som pensionist i dagens Slovenien. »Jeg har mere ondt af de unge, de skal betale for at studere. Det skulle man trods alt ikke under Tito,« siger han.

Kun en boss
Thomas og Urban har mærket de nye forhold på deres egne kroppe, og det er ikke mindst på grund af forældrenes økonomiske støtte, at de går på sportsakademiet.
»Hvis ikke jeg boede hos mine forældre i Lesce og tog bussen herind til Ljubljana hver dag, og hvis ikke de betalte gebyrerne, så ville jeg være nødt til at arbejde ved siden af studierne, og det ville være næsten umuligt at holde min fysiske form så,« siger Urban.
At forældrene må spæde i kassen kender frisøren Radmila Venek alt til. Som 45-årig mor til en datter på 18 bruger hun en del af sin løn på datterens studier.
»Men det er ikke så slemt, jeg tjener godt nu, for mange kommer forbi her i salonen,« siger Radmila Venek, som næsten er selvstændig erhvervsdrivende.
»Jeg har kun én boss over mig,« siger hun om sin kompagnon i salonen lige ved siden af Kino Siska. »Før arbejdede jeg på et hotel, hvor der var langt til bossen, ikke noget at lave og en fast timeløn, som jeg dårligt kunne leve af.«
Her ved Kino Siska kan Radmila mærke, at der kommer flere og flere udlændinge i området – ikke mindst fordi et forstadshotel er åbnet lige om hjørnet. »Så nu starter jeg på at gå til engelsk. Det har vi brug for. Min datter har også mange udenlandske venner, og hvis ikke mit engelsk bliver forbedret, kan jeg ikke følge med,« siger Radmila.

Fremtid i Slovenien
Også Thomas og Urban har mange udenlandske venner, og de rejser meget. Men ingen af dem har specielt lyst til at bo i udlandet. De ser deres fremtid i Slovenien.
»Jeg kan godt lide det her. Vi har lidt af det hele – lidt af øst, vest, nord og syd. Vi er lidt heldige med vores land,« siger Thomas. »Der er bare ingen, som kender det.« Han hentyder til, at mange europæere fortsat forveksler landet med Slovakiet. Men det er også fordi, der er så roligt og stabilt i Slovenien, at landet sjældent når nyhederne.
Det eneste, slovenerne har markeret sig på, er deres dygtige sportsfolk – ikke mindst i skisport, håndbold, basketball og senest fodboldlandsholdets succes ved EM og VM.
»Det er det eneste, vi kan markere os på i Europa,« siger Urban. »Vi er stolte over på den måde at kunne præsentere Slovenien i udlandet. Det er som et stort skrig ud i verden om, at her er vi.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her