Læsetid: 3 min.

Nye film/Nye dvd

18. oktober 2002


(2. sektion)

Nye film
*Zuma the Puma »Det var dog et helvedes koldt land,« tænkte den sydafrikanske fodboldspiller Sibusisu Zuma, da han en vinterdag ankom til København for at spille for FCK. Zuma havde ikke tidligere været uden for Sydafrika, da han skrev kontrakt med den københavnske klub, og det var noget af et chok at skulle spille den første kamp på en bane delvis dækket af sne. Men at det ikke kun var vejret i Europa, der var køligt, måtte Zuma snart sande. I Jon Bang Carlsens halvtimes filmportræt fortæller Zuma i forbløffende rolige vendinger om ensomhed, hjemve og racistiske tilskuere, der buher ad ham, når han går på banen.
Zuma the Puma er tilrettelagt som en dialog mellem Zumas beretning på lydsiden og en smukt koreograferet fodboldballet, der springer frem og tilbage mellem iscenesatte optagelser af boldspillende afrikanske børn og en vigtig udebanekamp mellem FCK og romerklubben Lazio. Og strukturelt følger filmens fortælling spændingskurven i kampen, således at nogle af de afgørende brikker i Zumas liv først lægges frem under 2. halvlegs dramatiske højdepunkter.
Det formelle eksperiment er konsekvent gennemført og gør de bedste steder filmen til en æstetisk nydelse. Og til trods for at den valgte form lægger visse begrænsninger ned over stoffet og demonstrerer de åbenlyse forskelle, der er mellem filmfortællingens og sportskampens dramaturgi, fængsler filmen i kraft af den dygtige komposition. movin
Zuma the Puma. Instr: Jon Bang Carlsen. 30 min. Distr.: Det Danske Filminstitut. Premiere d. 21. oktober. (Park Bio, København)

Dvd
*The Majestic Frank Darabont debuterede som spillefilm-
instruktør midt i 1990’erne med den vidunderlige Stephen King-filmatisering En verden udenfor, der bl.a. handlede om frihed i ånden. Han fulgte op med den mindre friske Den grønne mil
– også baseret på en bog af King.
Nu er han aktuel med sin tredje film, The Majestic, der har Jim Carrey i hovedrollen og i Danmark kun kommer ud på video og dvd. Dvd’en rummer ikke videre interessant ekstramateriale – bl.a. lidt forståeligt fraklippede scener. Og trods enkelte gode elementer er filmen heller ikke så vellykket, som man kunne håbe på.
The Majestic foregår i 1950’erne og handler om en blacklisted Hollywood-forfatter (Carrey), der en aften drikker sig fuld, kører ud over en bro og vågner op i en lille by uden at kunne huske, hvem han er.
Byen, der under krigen mistede en del unge mænd, bliver hurtigt overbevist om, at han er en af deres savnede sønner, som ved et lykketræf er kommet tilbage. Og det inspirerer dem til at ryste sorgen af sig og komme videre med deres liv.
The Majestic fortæller en opbyggelig historie fuld af varme, humor og gode karakterer. Men indimellem får den gode vilje overtaget, og Darabonts retfærdige harme over forfølgelsen af retskafne amerikanere, som tjener deres land, ender med at køre filmen af sporet.
Som Irvin Winklers Blacklisted handler The Majestic ikke om individets ret til at tænke frit, men om den patriotiske amerikaners mulighed for at gøre, som han lyster. Vi befinder os langt fra de livsbekræftende fantasterier i En verden udenfor, og det er trist. CMC
The Majestic. Instr.: Frank Darabont. Manus.: Michael Sloane. Region 2. Fås i enhver respektabel dvd-snask

*Greven af Monte Cristo Mangler man en god historie at fortælle, så er den franske forfatter Alexandre Dumas den ældre altid god at vende sig til. Hver generation sin Greven af Monte Cristo eller De tre musketerer – i hvert fald sker det ikke sjældent, at der dukker en filmatisering af de to romaner op.
Senest er Kevin Reynolds’ kompetente livtag med Greven af Monte Cristo, som i modsætning til Peter Hyams’ rædselsfulde opdatering af De tre musketerer, sidste års The Musketeer, forholder sig ganske tro mod forlægget.
Det er da også en god historie, et hæsblæsende eventyrdrama, om den unge sømand Edmond Dantes, der i 1800-tallets Frankrig forrådes af sin bedste ven og tilbringer mange år på en fæng-selsø, før det lykkes ham at flygte og med hjælp af en stor skat at få sit liv tilbage.
Jim Caviezel spiller titelrollen som hævnens engel med inderlighed og tilpas mange mørke sider, mens Guy Pearce er hans bedste ven og onde modstander, som kun bliver mere ubehagelig, som tiden går.
Reynolds (Robin Hood – Prince of Thieves) har energisk iscenesat løjerne med sans for detaljen. Dvd’en rummer også et fint interview med manuskriptforfatter Jay Wolpert. CMC
Greven af Monte Cristo. Instr.: Kevin Reynolds. Manus.: Jay Wolpert. Region 2. Fås i enhver anstændig videobiks

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her