Læsetid: 6 min.

De nye radikale

Rollen som lillebror i regeringen irriterer de konservative voldsomt. Partiet har glemt stort set alle mærkesagerne og skuffer sine vælgere med ligegyldig snak om skat. Det er vejen mod den totale udslettelse af partiet, siger professor Niels Thomsen
26. oktober 2002

Lille stemme
Bendt Bendtsen har en drøm.
Betjenten fra Odense forestiller sig et genrejst Konservativt Folkeparti, der med vægt på Gud, Konge og Fædreland, er bannerfører for en anstændig regeringen – borgerlig selvfølgelig – der gennemfører gennemgribende reformer af skattesystem, overførselsindkomster og den kommunale opdeling af landet. Men drømmen fortoner sig i det fjerne. De Konservative er krympet i vask ved hvert eneste valg siden 1984 med undtagelse af sidste år.
Og der er grund til at tvivle på partiets eksistens fremover, mener professor dr. phil. Niels Thomsen: »Det er svært for vælgerne at se, hvorfor de skulle stemme konservativt frem for på Venstre. De Konservative er på vej mod at blive et nyt CD, der ikke er nogen fast faktor i dansk politik.«
Det helt store problem for Bendtsen og hans parti er, ifølge professor Niels Thomsen, at de politiske udmeldinger fra De Konservative i dag er emner, der ikke interesserer vælgerne nok.
Børnechecken foreslås fjernet – næppe et populært synspunkt. Samtidig er det helt store mantra – skattelettelser – ikke en idé, der kan frelse partiet: »De ting, som De Konservative satser på, er ikke de centrale ting for partiets potentielle vælgere. Formuebeskatning og beskatning af faste værdier, for eksempel ejendom, er konservative kerneområder, men bliver omtalt med en lethed. Også en ting som indvandring er gledet helt ud af deres hoveder,« siger Niels Thomsen, der har arbejdet med partiet i et historisk perspektiv.
Flere kernesager, som De Konservative har glemt er i følge professoren:
EU. Den nationale selvbestemmelse står mejslet ind som partiets første programpunkt ved stiftelsen i 1915: »De Konservative må klart melde ud, at de står for danskernes ret til at bestemme selv og at EU-fællesskabet ikke er overordnet det danske fællesskab,« siger Niels Thomsen
Forsvaret. Partiet har stolte traditioner med opbakning fra forsvarets ansatte og familier: »Det er en konservativ mærkesag. Alligevel lader man Forsvarsministeriet glide sig af hænde. Det var en klar fejler,« siger historieprofessoren.
Kultur. De traditionelle kunstarter er en fast bestanddel af et borgerligt verdensbillede: »Forslaget om at fjerne Rigsarkivet fra København og sagen om bibliotekspengene, hvor støtte til forfattere fjernes er ikke konservative handlinger,« siger Niels Thomsen.
Samtidig har Bendt Bendtsen igen og igen understreget, at De Konservative er regeringens sociale ansigt. Underforstået: Partiet svigter ikke samfundets svageste, når den Venstre-liberale ideologi raser.
»Det er en farlig kurs. De Konservative vælgere er typisk folk med en højere uddannelse og pengene i orden. Nogle bliver måske fristet af snakken om det sociale ansvar, men man risikerer i højere grad at skræmme folk med den profil,« mener Niels Thomsen.
Den konservative rolle som lillebror i en to-parti regering svarer nogenlunde til den rolle, som De Radikale havde i den foregående Nyrup-regering.
Men der er fundamental forskel på den rolle, de to partier spiller, mener den radikale leder, Marianne Jelved: »De Konservative har et handicap sammenlignet med os: Vi behøvede ikke nødvendigvis at være med i den foregående regering. Men det ville skabe kolossal ravage, hvis De Konservative meddelte, at de ikke for enhver pris ville være i regering med Venstre.« Det problem betyder ifølge Jelved, at storebror Venstre ikke levner lillebror plads.
»De konservative udmeldinger er begrænset til nogle enkelt-sager, hvor de får lov at få frikøb. Så kan Jens Rohde (Venstres politiske ordfører, red.) med virkelig overbærenhed i stemmen stå bagefter og forklare, at det ikke er regeringens politik,« siger hun.
Den konservative skatte-mærkesag er et tydeligt eksempel på, hvor svagt de konservative står i forhold til Venstre, mener Jelved:
»Hvis det var os, så havde det punkt fået en helt anderledes central placering. Forslaget blev jo næsten til en diskussion om, hvorvidt Fogh mente, at der var økonomisk råderum til skattelettelser,« siger hun.
Også i udlændingedebatten er De Konservative trådt under fode af Venstre, mener den radikale eks-vicestatsminister: »De steder, hvor vælgerne kunne forvente, at de konservative stod for borgerlige rettigheder, der har partiet svigtet,« siger Jelved.

Et forvirret parti
På trods af, at De Konservative har fået lagt låg på den voldsomme fløjkrig, der splittede partiet for få år siden, fremstår partiet i dag som et forvirret og forpjusket parti, der kæmper for at finde sine ben, mener lektor i statskundskab ved Københavns Universitet Lars Bille.
»Lillebrorrollen er overordentligt irriterende for De Konservative. Men de kan vanskeligt ryste den af sig, og den har nu sat sig som et slags kendemærke for partiet. De kommer vel ikke ud af den rolle med mindre, de lige frem træder ud af regeringen,« siger Lars Bille.
Samtidig virker Venstres liberale ideologi langt mere håndgribelig end konservatismen, som ifølge Bille mere er en samling holdninger.
Endelig er De Konservative ude i en balancegang, når de skal markere sig:
»Den eneste måde, partiet får indflydelse på, der er ved at samarbejde med Venstre. Og så er der grænser for, hvor meget, man samtidig kan markere sig,« forklarer den politiske ekspert.
Modsat Marianne Jelved, ser Lars Bille både kravet om skattelettelser og social ansvarlighed som eksempler, der markerer partiet positivt.
Særligt synet på den offentlige sektor:
»Staten er en positiv ting for De Konservative. Det er lidt lige som fatter for bordenden, der plejer sig og sine. Mens staten mere er et nødvendigt onde for Venstre,« fastslår Lars Bille.
Mens De Konservative har ligget stabilt i meningsmålingerne siden sidste valg, hvor partiet fik 16 pladser i Folketinget, topper flere ministre barometret som de mest populære.
Per Stig Møller, der blev dømt for mærkelig og vindtør som partiets partileder, er i stor stil blevet retro og er i toppen af listen over populære ministre. Der ligger også justitsminister Lene Espersen, og, på en fjerdeplads efter statsminister Anders Fogh Rasmussen, kommer den konservative partileder Bendt Bendtsen selv.
»De populære ministre kommer ikke vores parti til gode. Vi bliver nødt til at synliggøre, at det også er konservativ politik, der bliver gennemført. At det nytter, at nogen har stemt på os,« siger formanden for Konservativ Ungdom, Lasse Krull.
Han giver en lang pragmatisk regeringstid med Schlüter og konservativ fløjkrig skylden for nedturen ved de seneste valg:
»Der er en grund til, at vi er små. Og det er vores egen skyld. Hvis vi ikke havde ævlet og kævlet så meget for år siden, så var vi måske ikke så små i dag,« siger den konservative ungdomsformand.
Planen for et større parti er klar: Ud med flinke-skolementaliteten i partiet. Der skal skæres igennem på skatteområdet og der skal prioriteres i de sociale overførselsindkomster til borgerne – først og fremmest børnecheck og efterløn, mener Lasse Krull.

Farvel liste C
På flygtninge og indvandrerområdet skal partiet have en markant anderledes profil end Dansk Folkeparti.
»Hvis jeg tager til USA for at studere og bliver forelsket i en pige, som jeg vil gifte mig med, så kan hun ikke komme med her til landet. Det er ikke borgerlig politik,« siger Lasse Krull, der vil have lempet de nuværende regler på en række områder.
Kan De Konservative lige så godt sammenlægge sig selv med Venstre?
»Nej, for det er Venstre formentlig ikke engang interesseret i. Venstre har brug for De Konservative i regeringen til at skyde skylden fra sig, når der skal træffes upopulære beslutninger,« siger professor dr.phil Niels Thomsen, der ser partiet styre mod afgrunden.
Sådan går det næppe, ifølge lektor Lars Bille, for partiets rødder er så dybe i det danske samfund, at De Konservative ikke bare forsvinder som for eksempel et CD: »Problemet for De Konservative bliver at få startet en holdningsdebat i partiet. Ellers bliver de bare et ekspeditionskontor,« siger Lars Bille.
Samme mening har ungdomsformand Lasse Krull: »Vi er nok nede på vores kernevælgere nu og kan ikke blive meget mindre. Vi har et helt anderledes værdigrundlag og en forankring, som CD ikke havde. Vi kan sagtens vokse.«
Håbet for De Konservative knytter sig først og fremmest til den enorme blok af Venstre-vælgere.
Et parti bliver altid slidt af at have statsministerposten. På et tidspunkt bliver vælgerne trætte af Venstre – og strømmer tilbage mod ... De Konservative, lyder analysen.
»Men«, siger Marianne Jelved, »Venstre kan utvivlsomt ikke holde på alle de nuværende stemmer. De Konservative har håb om at vinde nogle af vælgerne tilbage. Men det bliver uden vores hjælp – for de vælgere skal vi have fat i«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her