Læsetid: 2 min.

Nyt register skal afsløre millionsvindel

Staten kunne spare op mod 40 millioner kroner hvert år ved at tvinge virksomheder til oplyse om alle ansattes løn. Arbejdsdirektoratet opfordrer til total kontrol af danskere på dagpenge
21. oktober 2002

Et omfattende nyt register over alle lønmodtagere kan spare samfundet for op mod 40 millioner kroner hvert år og sætte en stopper for omfattende social svindel.
Det mener Arbejdsdirektoratet, der nu opfordrer Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) til at sikre politisk flertal for et nyt register med præcise oplysninger om alle borgeres lønforhold.
»Det vil være en nærmest total kontrol. Men det er rimeligt nok, at når folk beder om sociale ydelser, så bliver det straks tjekket, om de samtidig har en indkomst,« siger kontorchef Susanne Bærentzen, der har ansvaret for Arbejdsdirektoratets tilsynsafdeling.
Direktoratet har i årets første seks måneder afsløret svindel for knap 19 millioner kroner, oplyser Susanne Bærentzen.
Dansk Arbejdsgiverforening (DA) bakker op om et samlet register, der overvåger borgernes lønforhold, men understreger, at flere virksomheder allerede indberetter alle relevante oplysninger til det såkaldte letlønsregister.
»Det er fuldstændig ubegribeligt, at staten ikke anvender det register til at afsløre social bedrageri. Hvis det ikke virker, så er det statens problem, og staten må få det til at fungere,« siger Tina Voldby, arbejdsmarkedschef i DA.
Men det er Susanne Bærentzen uenig i. Det er nemlig frivilligt, om arbejdsgiverne vil være med i registret og derfor indberetter kun få virksomheder oplysninger om borgerne:
»Vi kan slet ikke bruge det register, fordi så få er tilmeldt,« siger hun.

Svindlere går fri
Information skrev i sidste uge, at historisk få danskere i år meldes til politiet for social bedrageri. Men statens dagpenge-politi, Arbejdsdirektoratet, oplever en svag stigning i antallet af svindlere, oplyser kontorchef Susanne Bærentzen.
Sidste år havde direktoratet 638 svindelsager. Det store antal sager tvinger direktoratet til at se gennem fingre med småsvindel og koncentrere sig om de større sager.
Direktoratet afgør sagerne om bedrageri inden for 10 uger, og det tidspres betyder i følge Arbejdsdirektoratet, at mere end 100 svindlere gik fri sidste år.
»Desværre oplever vi ikke et fald i sagerne om snyd med dagpenge. Der er ikke tale om, at folk er blevet mere ærlige, selv om det selvfølgelig er et fåtal, der snyder,« siger Susanne Bærentzen.

Nemt at opdage
Dagpenge og efterløn koster samlet staten 38 mia. kroner om året. Undersøgelser viser, at omkring to procent af modtagerne svindler med pengene og f.eks. arbejder samtidig.
Det er denne svindel som et nyt register vil kunne sætte en stopper for – allerede inden svindelen opstår. Et hurtigt opslag i A-kassen vil afsløre, om der samtidig bliver udbetalt løn til vedkommende. I dag bliver svindelen kun opdaget, hvis Arbejdsdirektoratet efterfølgende laver en stikprøve kontrol på vedkommende.
»Det er faktisk så nemt som ingenting at konstatere svindel, når vi først går ind og kontrollerer i de forskellige registre,« siger kontorchef Susanne Bærentzen.

Stabilt snyd
Den største sag om dagpengesvindel beløber sig til 1,4 millioner kroner i en sag, hvor en person var rejst til udlandet, men stadig hævede dagpenge.
Typisk skal en sag handle om svindel for mindst 15.000 kroner, før den bliver meldt til politiet. I første halvdel af 2002 er 201 svindlere på den måde blevet sendt i armene på ordensmagten, oplyser Danmarks Statistik.
A-kasserne kan ved svindel udelukke en person fra understøttelse i op til et halvt år – og selvfølgelig kræve det beløb, der er svindlet for, tilbage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu