Læsetid: 5 min.

Ønske sig en udsigt i ørkenen

Det er blevet kaldt vor tids største æstetiske og sociale eventyr: Historien om iransk film forklaret i en ny bog
11. oktober 2002

(2. sektion)

Filmbog
Iranerne dyrker deres digtere. Det siges, at tiggerne på gaden i Teheran på opfordring citerer digternes digter Hafez, og bliver ved i timevis.
Der stod 10.000 mennesker uden for hospitalet, da en anden persisk poet Ahmad Shamlu lå for døden. De brændte lys og læste højt. Da Shamlu døde et par dage senere, kom der 300 busser med gæster til begravelsen. Det kan godt være, man ikke kan lide Shamlus digte. Men man citerer ham hele tiden alligevel. For Shamlus poesi er gledet ind i hverdagssproget i den poetiske opskrivning som kendetegner den persiske sprogpraksis.
Man siger f.eks. ikke:
»Jeg er helt vildt begejstret for Hafez.«
Man siger med Shamlus formulering:
»Mit lys brænder i hans hus.«
Man siger ikke tingene ved at pege på dem. Man bevæger sine ord i poetiske cirkler omkring det, det drejer sig om. Og cirklerne er formet af digterne. Som filminstruktøren Abbas Kiarostami sagde efter Shamlus død. Gemt bag solbriller og arme foldede over kors:
»I må ikke bede mig tale om Shamlu. Hvordan skulle jeg kunne tale om Shamlu? Men jeg kan huske noget, han har skrevet for jer:
’For at gøre en lang historie kort: Hjertet i denne ørkesløse ørken ønsker sig en anden udsigt.’«

Ind i filmen
Det er ikke tilfældigt at netop det citat står forrest i en ny bog om iransk film. For de
iranske film er formede over indsigter og udsigter formuleret i den persiske poesi. Det kræver et skarpt blik på to øjne at se formerne og ind i filmene. Det kræver afstand og fortrolighed.
Det er derfor for et bredere vestligt publikum taknemligt, at bogen Close up er skrevet af eksiliraneren Hamid Dabashi, som flygtede under revolutionen i 1979 og nu underviser på Columbia University i New York.
For Dabashi undersøger med udgangspunkt i de æstetiske teorier, man også læser på universiteterne i Danmark, den bølge af iranske film, som Edward Said har kaldt »et af de mest ekstraordinære æstetiske og sociale eventyr i vores epoke.« Iranske film har i de sidste 10 år opnået mere end 300 priser på internationale filmfestivaler.
Efter revolutionen flygtede digterne, eller de blev censureret væk. Shamlu havde samlet og kommenteret persiske ordsprog i 20 bind, som blev tilintetgjort.
Efter revolutionen har film ifølge Dabashi overtaget poesiens plads i den iranske offentlighed. En anekdote, som blev til en film, er symptomatisk.
Ali Sabzian var en ganske almindelig ung iransk mand, som forgudede filminstruktøren Mohsen Makhmalbaf. Sabzian begyndte at udgive sig for Makhmalbaf. Han præsenterede sig for en familie og spurgte, om han måtte bruge deres hus til nogle filmoptagelser. Familien kunne også godt lide Makhmalbaf og indvilligede lykkeligt. De ville gerne med i en film. Men Sabzian blev hurtigt afsløret og mistænkt for bedrageri og indbrud.

Den rene virkelighed
Da en anden instruktør Kiarostami hørte om episoden, lavede han den film, Sabzian drømte om at lave. Han interviewede både familien og Sabzian. Alle fik opfyldt ønsket om at være med i en film. Løgnen om Sabzian som en, der producerer fiktion (nemlig Makhmalbaf) blev gjort til virkelighed i en ny fiktion baseret på virkelige hændelser.
Filmen er ikke en banal undersøgelse af relationen mellem virkelighed og fiktion, men derimod mellem forskellige fiktioner. Og det er nu Kiarostamis diskrete pointe, at Sabzian ikke er en større løgner end Makhmalbaf eller Kiarostami. Filminstruktørerne er bare i en position, hvor deres løgne om virkeligheden bliver kvalificeret som kulturelt acceptable.
Det, som er blevet kaldt den iranske neorealisme, ligner ved første blik et forsøg på at trænge ned under de islamiske udlægninger og de poetiske opskrivninger af verden.
Som Dabashi skriver:
»Den iranske neorealisme viser denne ubehagelige evne til at koncentrere det virkelige så intenst, at det afslører sin irreduktible karakter af væren-omkring-os, det afslører sin forkastelse af alle ideologiske, religiøse og kulturelle forsøg på at omslutte virkeligheden.«
Kiarostamis film er ikke direkte politiske. De er ikke mod islam. De forsøger at trænge ned under alle udlægninger til den rene virkelighed.
Det er således strategisk kalkuleret, når Kiarostami bruger børn som hovedpersoner. Som for eksempel i Hvor er min vens hus? En skoledreng bliver bebrejdet, at han nu igen har forsømt sit hjemmearbejde, fordi han glemte lærebogen.
Han bliver truet med forvisning. Samme dag får hans ven ved et uheld sin truede kammerats bog med hjem, og han bliver bange. Han ved ikke, hvor vennen bor. Han spørger sig for: »Hvor er min vens hus?«
Men alle svarer i cirkler, og ingen kan udpege retningen. Indimellem er han tæt på. Men så var det alligevel ikke der, eller vennen er lige gået et andet sted hen. Han når ikke frem. Og så ender det med at han selv skriver sin vens lektier, så læreren ikke opdager noget.

Verdensborgere
Pointen er, at han ikke finder sin vens hus. I al sin nøgne realisme afmonterer filmen forestillingen om en nøgen virkelighed i menneskenes verden. For mennesker producerer ligesom Makhmalbaf, Kiarostami og Sabzian fiktioner, og det er dem, det gælder om at orientere sig mellem. Men filmen er også en længsel efter Shamlus anden udsigt. Efter en hverdagsdiskurs hvor man ikke dyrker den poetiske cirkel, men indimellem hjælper barnet og prøver at pege på tingen, der hvor den er.
Kiarostami er stjernen i iransk film. Meget af Close up handler om Kiarostami som kunstner, iraner og inspirationskilde. Men Dabashi trækker linjer gennem hele århundredet for at redegøre for filmeventyrets historiske og æstetiske kontekst.
Den første moderne iranske film er Daryush Mehrjuis Koen fra 1969, men eventyret tog først fart i 80’erne. Den islamiske censur har i en vis forstand fornyet den kunstneriske tradition som betjener sig af indirekte meddelelser. De fleste instruktører er vokset op med amerikanske og franske film, som blev i biografierne i shahens Iran, og nu bruger de den genre til at lancere iranerne som verdensborgere. De griber bag om censuren og sender billeder af Iran ud i verden:
»Med filmene er vi blevet genfødte som globale borgere til trods for tyranniet og den isolation, som prøver at begrænse os.«
Men filmen tilbyder også iranerne en chance for at etablere en ny identitet på præmisser, som hverken er tyrannisk islamisk eller dyrker forestillingen om en tabt persisk kulturarv. De giver
iranerne en chance for at gribe lokalt ned i iranske børns spørgsmål til en uforståelig verden og komme ud til et publikum over hele verden. Det er den chance, som Dabashi tror på, og som han har skrevet en forrygende bog om.

*Hamid Dabashi: Close up. Iranian cinema. Past present and future. 302 s., 20 dollar. Verso

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her