Læsetid: 5 min.

På sporet af musikkens nerve

‘Vi savnede alle at finde tilbage til den rå, rytmiske nerve fra vores originale univers,’ fortæller Anne Linnet, der sammen med Marquis de Sade er på vej med en ny cd
15. oktober 2002

Pop
Som et drøn fra fortiden indtages byens lydbillede snart af den genopstandne gruppe, Marquis de Sade, der oprindeligt blev dannet i 1983. Nu, som dengang, består gruppen af Anne Linnet, Kent Richard Hansen og Moussa Diallo, og til trods for musikernes alder er cd’en fuld af fragmenteret energi, der formentligt tiltaler flere teenagere end efterlønsmodtagere.
For Anne Linnet repræsenterer begivenheden en syntese af nyt og gammelt:
»Jeg opfatter hele det lydlige univers på albummet som en naturlig videreudvikling af Marquis de Sades første plade fra 1983. Vi savnede alle at finde tilbage til den rå, rytmiske nerve fra vores originale univers og så frem til at konfrontere den med tiden anno 2002.«
Allerede gruppens anden plade havde nemlig fjernet sig fra det oprindelige koncept, da en engelsk producer førte udgivelsen i en mere kommerciel og populærmusikalsk retning.
»Efter den første plade blev vi rimeligt populære. Da vi var trætte af at stå med det hele selv, fik vi en engelsk producer til vores næste plade. Han trak det hele i retning af pop – med hvid magi og mennesker,« fortæller Anne Linnet.
Cd’en kan altså ses som et forsøg på at genfinde nerven fra den første udgivelse fra 1983. En udgivelse, der samtidigt kan opfattes som epokegørende i dansk musikliv:
»Pladen i 1983 var den første i Danmark, som benyttede sig af rap,« forklarer Anne Linnet.
»I den genre siger du nogle ting, du finder væsentlige henover et beat, der bare kører. Teksten står dermed i kontrast til beatet på en rytmisk måde. Denne brug af rap var én af de ting, der gav udgivelsen en stærk identitet. Det var ikke sang, det var ikke tale, det var en mellemting.«
Denne mellemting karakteriserer i høj grad også den nye udgivelse.
»Et godt eksempel på den aktuelle plade er »Gå gennem livet«,« siger hun.
»Det er en tekst, jeg synes er væsentlig, og som jeg fyrer af hen over et rytmisk grundlag. Det er ikke min intention at lave en flot melodi, men nærmere at trække tekstens nerve frem, så jeg får budskabet igennem på en anden måde.«

Over- og undertoner
Selvom det musikalske udtryk er præget ligeligt af alle tre musikere, er det dog stadig Anne Linnet, der skriver teksterne. De er som sædvanligt skrevet i en rytmisk og åben tone, der peger mod uvished og bevægelse, mens de samtidigt forholder sig spørgende til livets flertydige facetter. Når teksterne skal fremføres, sker det, som på tidligere udgivelser, gennem Anne Linnets rå accent, der er så københavnsk, at kun en århusianer kan udtale den.
»Cd’ens titel, Over Mig, Under Mig refererer først og fremmest til den måde, vi er sammen på anno 2002,« fortæller Anne Linnet.
»I nogle af sangene skal titlen forstås helt fysisk – i andre sange mere billedligt. Én af pointerne er at beskrive mødet mellem de mange tidsforløb over og under os, der styrer vores tilværelse. Det kunne f.eks. være aftaler, arbejde eller deadlines for ideer. Sagt på en anden måde drejer det sig om, hvordan vi vokser sammen som over- og undertoner i hinandens liv.«
Teksterne er imidlertid ikke tidløse, for de kunne ikke være skrevet i 80’erne:
»Teksterne er mit bud på tiden i dag. Den første sang handler f.eks. om den måde, vi forholder os til hinanden på. Man ville aldrig kunne have skrevet det på den måde i 1980. Dengang drejede det sig om at åbne op for nye samlivsformer. I dag har vi en langt friere måde at opfatte hinanden som mennesker. Vi har dermed bedre muligheder og flere måder at være sammen på,« siger Linnet.
Det specielle ved denne frihed er dog, at den for nyligt igen er
begyndt at integrere fællesskabet:
»90’erne var en periode præget af individualisme og dermed isolation for den enkelte. Set i forhold til tiden før var det, som om man røg over i modpolen til det kollektive. Det specielle ved 2002 er syntesen mellem det kollektive og det individuelle. Det er denne syntese, jeg har forsøgt at ramme med teksterne,« forklarer Anne Linnet.

Tre stærke identiteter
Da Anne Linnet gik solo i slutningen af 80’erne, blev musikken også mere rolig og melodiøs. Den største succes kom i 1988 med albummet Jeg er jo lige her. Men perioden bød også på et samarbejde med Johannes Møllehave og på musik til Tove Ditlevsens digtsamling Barndommens gade. I 90’erne komponerede Linnet bl.a. musikken til en opera om Thorvaldsen og indspillede sågar en plade med personlige fortolkninger af Kai Normann Andersens tekster.
Den genopståede gruppe, Marquis de Sade, udgør derfor en væsentlig kovending i sangerindens karriere.
»Det er vigtigt at være forberedt på, at denne udgivelse kun for en tredjedels vedkommende stammer fra min hånd. Forventer man sig ren Anne Linnet, bliver man derfor skuffet. To andre unikke og kreative musikere har i lige så høj grad som jeg tilført cd’en deres musikalitet, da vi sammen skabte musikken gennem en måneds fælles improvisation. Betingelserne for mine tekster har altså været at blive underlagt et fælles musikalsk udtryk fra bandets tre stærke individer.«
For Anne Linnet er dette musikalske samarbejde imidlertid med til at underbygge tekstens budskab om forholdet mellem mennesker i dag:
»Musik siger alt om de mennesker, der laver musikken. Man kan bare tage den proces, som vi har været igennem. Der var aldrig kommet det her album ud af det, hvis ikke det var, fordi vi alle tre har nogle meget stærke identiteter, som har set styrken i det fælles projekt. Og det er i virkeligheden også et godt eksempel på det, teksterne handler om.«
Efter at have nydt Anne Linnets solopræstationer i 15 år, møder vi altså nu Anne Linnet i samspil med gamle dage. Men med fire børn mellem 13 og 25 og med et halvt århundredes livserfaring i bagagen er det alligevel ikke den samme Anne Linnet.
Konfronteret med spørgsmål om alderens visdom, siger hun da også:
»Det eneste fede ved at blive ældre er, at man får nogle erfaringer. Det betyder bl.a., at man bliver bedre til intuitivt at prioritere mellem det væsentlige og det uvæsentlige. Samtidigt har jeg med tiden indset nødvendigheden af frihed og uafhængighed; ellers kan jeg ikke fungere som kreativ kunstner i længden. Man er nødt til at have friheden til at udtrykke det, man har lyst til at udtrykke. For det at være kunstner handler bl.a. om at træde ud af livet for at kunne betragte det ordentligt og for at kunne skabe rigtigt,« siger Anne Linnet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her