»Du, ham der ombudsmanden, det er da sådan en dansk opfindelse, er det ikke?«
»Jo ligesom Krøyer-kuglerne.«
De to ældre mænd på rundvisning på Christiansborg var på vej op ad trappen til Landstingssalen, hvor Folketingets ombudsmand skulle fremlægge sin årsberetning. Og mens rundvisningen fortsatte i retning af Grundloven, Grønlandsværelset og resten af Borgen, bænkede omkring 150 danskere sig for at høre, hvad Hans Gammeltoft-Hansen ville slå ned på i den 1.109 sider lange 2001-rapport fra livet på det dybe og klippefyldte farvand, der hedder den offentlige forvaltning.
Sådan en beretning har ombudsmanden lavet hvert år siden 1955 dvs. ti år før Århus-fabrikanten Karl Krøyer i 1965 lånte Carl Barks Anders And-påhit og hævede et sunket fragtskib i Kuwait. Men det var første gang nogensinde, at beretningen blev diskuteret for åbne døre med det Retsudvalg, som ellers plejer at få overdraget den digre sag på interne møder i udvalget.
Af såkaldt »praktiske grunde« kunne udvalgsformand Anne Baastrup »ikke denne gang« åbne for debat med de fremmødte civilister. Men udvalgsmedlemmerne havde forberedt sig pænt, og mens solen gennem de buede ruder kastede oktoberlys på væggene, gav Hans Gammeltoft-Hansen først politikere og tilhørere en rundtur i ombudsmandens sagsverden.
Slam og kontanthjælp
»Sager, der siger noget om forvaltningsretlige principper, men også om de menneskelige forhold, som påvirkes af forvaltningen og som dermed er kerneområdet for ombudsmandens virksomhed,« som Gammeltoft-Hansen sagde.
Der var sagen om vognmanden, der med udvalgsmedlem Helge
Adam Møllers ord »havde kørt slam til alles tilfredshed« i 25 år og som på grund af for sen godkendelse efter nogle nye regler uretmæssigt fik frataget sin tilladelse til at køre videre indtil ombudsmanden greb ind.
Der var sagen om Romano-faderen i Helsingør, som blev trukket i kontanthjælp, fordi hans barn pjækkede fra skole uden at kommunen havde lavet ordentlige, skriftlige aftaler om sådan en ordning. Ombudsmanden greb ind, faderen fik sine penge, og kommunen måtte love at få styr på sine aftaler.
Der var sager om offentlige myndigheder, der ikke ville ud med eller ikke havde gemt dokumenter i fyrings- og andre sager fordi de var blevet væk, eller fordi de i digitaliseringens navn ikke var blevet gemt på papir.
Og sagen om en større danske tv-station i Odense, der varslede massefyringer med to dages varsel og havde hele afviklingen af fyringsrunden klar uden at høre parterne, som man skal.
Møllers tilbøjeligheder
Men af de 3.689 klager, ombudsmanden modtog i 2001, blev kun 829 kørt igennem systemet, og kun 169 endte med kritik eller henstillinger det er mindre end fem procent.
Og sådan noget som at en kommune fejer dokumenter ind under gulvtæppet, det kan gøre en ombudsmand sur. Problemet er, påpegede et medlem af Retsudvalget, at når han er rigtig sur, lyder det ikke af ret meget i lægmandsører:
»I sagen om TV2-fyringerne skriver I, at »ombudsmanden er tilbøjelig til at mene,« at den der korte varsling er på kant med reglerne. Hvorfor siger I det ikke lige ud?,« ville Helge Adam Møller vide.
Og Gammeltoft-Hansen, der erklærede sig ramt af Møllers tilbøjeligheder, lovede at spidse pennen men havde også et forsvar parat:
»Det er en slags juridisk slang, og mesteren i den slags er såmænd lovafdelingen i Justitsministeriet, hvor man mest er tilbøjelig til at mene, at to plus to er fire.«
Offentligt eller ej?
I den mere alvorlige afdeling handlede snakken om de stigende problemer, almindelige borgere har med at skelne mellem, hvad der er offentlige myndigheder, og hvad der ikke er. Venstres Birthe Rønn Hornbech henviste til den liste af sager i beretningen, hvor ombudsmanden må afstå fra at gribe ind, fordi der ikke er tale om en offentlig myndighed.
Hornbech gentog sin tidligere fremsatte bekymring for retssikkerheden i gråzonerne af udlicitering, halvoffentlige selskaber osv. Og Hans Gammeltoft-Hansen konstaterede, at der måske ikke er kommet så mange flere af den slags sager, men at de »kvalitativt« er blevet større og som eksempel pegede han på de selskaber, som har stået for det seneste årtis store anlægsarbejder.
Til slut erkendte Gammeltoft-Hansen, at ombudsmandsinstitutionen måske ikke altid er så hurtig på aftrækkeren.
»I de meget konplicerede sager må vi sætte saglighed over tempoet. Vi er seje frem for hurtige,« mente han.
Ombudsmand og politikere så ud, som de kunne finde på at mødes til den slags fremlæggelse af beretningen igen næste år. Indtil da fortsætter ombudsmanden med at pumpe sine Krøyer-kugler ned i sager, der er sunket eller blevet sænket ned i det dybe forvaltningshav.
FAKTA
Ombudsmandssager
*Antallet af klager til ombudsmanden er steget med 20 procent inden for de sidste ti år. Antallet af klager i Danmark ligger på niveau med lande, vi plejer af sammenligne os med.
*I 2001 fik ombudsmanden anmodning at gribe ind i 3689. Men 829 sager blev realitetsbehandlet - dvs. at de endte med en vurdering fra ombudsmanden.
*Af disse 829 sager endte 169 med, at ombudsmanden udtalte kritik eller kom med henstillinger om f.eks. at ændre praksis eller ændre konkrete forhold.
*De afviste sager deler sig i to næste lige store kategorier: Der er de midlertidige afvisninger i sager, der fortsat verserer i andre instanser, eller som der er andre klageinstanser, der kan tage sig af, og som ombudsmanden derfor ikke vil gribe ind i. Og så er der de endelige afvisninger, som er sager, der enten er forældede, har noget med domstolen at gøre eller som slet og ret ligger uden for ombudsmandens område.
