Læsetid: 6 min.

Pænheden afskrællet

Jens Chr. Grøndahls nye roman intonerer en desperat råhed og demonstrerer en episk professionalisme, som matcher Pontoppidans store romaner eller højdepunkterne hos Branner, Aalbæk Jensen og Rifbjerg
10. oktober 2002

Jens Chr. Grøndahls nye roman intonerer en desperat råhed og demonstrerer en episk professionalisme, som matcher Pontoppidans store romaner eller
højdepunkterne hos Branner, Aalbæk Jensen og Rifbjerg

Ny bog
Hun spejler sig en del, Irene Beckman, den altdominerende hovedfigur i den nye Grøndahl-roman, som udkommer i dag. På badeværelset lægger hun med sikker hånd makeup og konstaterer triumferende, at nydeligere, mere velholdt 56-årig opdrives næppe i dag. I en butik på Strøget spejler hun sig i en pink, lidt for nedringet kjole og køber den, skønt hun aner, at den vil ende i skabet hos de andre impulskøb.
Egentlig kan hun ikke se sig selv i et spejl, uden at det trækker lidt i mundvigene, som om hun er forbeholden over for det, hun ser. Hendes problem er nemlig, at hun er blevet totalt fremmed for sig selv og frem for alt er kommet på afstand af den pige, hun var.
Sin mest fatale spejling foretog Irene, dengang hun var au pair i Paris. Hun havde ellers taget toget derned i ren, pivåben forventning til livet, men lod sig forføre af proletardrengen Martin, den stræbsomme børnehjemsunge, der endte som bankdirektør med Strandvejsvilla, sommerhus, to biler og to søde, forkælede børn; en illustration af statsministerens tale ved Folketingets åbning. Dér var parolen som bekendt, at den sociale arv skulle fritages for arveafgift, og at en søn af en arbejdsmand i det kommende, nyliberale, samfund skulle have chancen for at sætte sin røv i en direktørstol.
For den borgerlige Irene betød mødet med Martin, at hun kom til at sidde i en muddergrøft af kærlighedssavn. Veluddannet og smuk, jovist. Velhavende og velkonserveret. Men på bunden bare så led ved sig selv. Har hun mon nogen sinde elsket nogen? Tja, der var for ti år siden en erotisk affære med Thomas, som var 15 år yngre, men modet svigtede hende, og i forholdet til sin mand har hun trukket sig ind i sig selv. Derfor undrer hun sig heller ikke så fælt, da hun kommer under vejr med, at Martin har en anden. Og da han over det Kampmannske familieaftensmåltid oplyser, at han har tænkt sig at skride, forandrer hendes viden hende knap. Når hun straks sætter sig ud i bilen, er det mere for at finde sig selv end for at demonstrere. Panikken har præg af velovervejet søgen. Hun har mistet »sit ukendte jeg,« ligesom hun ved sin ankomst til verden mistede sin tvillingebror.
For at gøre en lang historie utilladeligt kort, ender Irenes rejse, tilbage i tiden og ind til sig selv, i et af de nye ansøgerlande, i Sloveniens hovedstad Ljubljana, hvor hun for en stund forenes med sin fader. Irene var nemlig ikke datter af den reserverede overlæge, der, da hun var pige, forlod sin hustru. Nej, moderen bar som så mange kvinder på en hemmelighed: Oktober 1943 fik hun en aften besøg af sin elskede, cellisten Samuel, gav efter for hans insisterende kærtegn og lovede, hun ville vente på ham. Om natten færgedes han til Sverige. Ham svigtede Irenes moder, som så mange, der går på kompromis og indpakker deres hedeste længsler i en æske med lyserødt vat.

Skyld og soning
På vejen fra Ljubljana foretager Irene sig en handling, der sætter den individuelle historie i globalt relief. Uden at reflektere tager hun en
blaffer op og færger ham billedligt talt over grænsen til Tyskland, i spontan erkendelse af, at den fremmede er hendes næste, en flygtning som hendes jødiske fader var det et halvt århundrede før.
Skyld og soning. Et regnskab der går op. Et menneske finder frem til det jeg, hun i årevis kun mærkede som Áen uformåen sløvet af vanernes fortrolighed«. For denne genvundne uskyld har Jens Christian Grøndahl det udtryk, at det handler om at nå tilbage til »den oprindelige undren«, og at den i spørgsmålsform udgør kærlighedsgaven: »Hvem er du? Hvem kan du mon være? Hvad rummer du, og hvad vil du stille op med det? Hvor vil du gøre af det? Hvor vil du hen?«
At den slags enkle, men store spørgsmål rækker hinsides daglig bekymring, viser forfatteren ved som heltinde at vælge en figur, for hvem arbejdsliv, familieliv, sexliv sådan set fungerer acceptabelt. Og at Irenes splittelse
ikke lader sig hele ved gængs behandling, markerer han ved at vrænge ad de ord, der »er blevet som opvarmet mælk, der kommer ud af en sut. Skånejob. Sorgarbejde. Kvalitetstid. Krisehjælp.« Betragtet fra børnenes og venindens synspunkt klarer Irene skilsmissen »flot«. Ja, det er da klart – hendes selv-terapi foregår i sindets indre gemakker.

Suveræn teknik
Set i forfatterskabets store sammenhæng er det nye ved Grøndahls tolvte roman ikke dens intense optagethed af kærligheden som mysterium, ikke dens identitetstema, ikke dens forskydning af tyngdepunktet fra psykologi til eksistens, for disse størrelser har enten været der lige fra starten eller vist sig op gennem 90erne. Det afgørende nye ved Et andet lys består for mig at se i fortælleteknikken.
Hvert afsnit anslås i præsens, i en sansekonkret situation, men forskyder sig så til andre tider, hvis rum åbnes i datidsform. De kan dels befinde sig i den umiddelbare fortid, dels i visse fjernere, halvt glemte lag af personlig erindring; men uanset hvor dybt Irene stiger ned i sig selv, bliver det atter levede øjeblikke, der kaldes frem af mørket, med alt hvad denne genkaldelse indebærer af tales og samtales nærvær. At kunne holde sikkert sammen på og så kyndigt distribuere dette netværk af både individuel og fælles nutid og historie vidner om en epikkens professionalisme, som vi knap nok har set mage til i dansk prosa siden Pontoppidans store romaner eller efter højdepunkterne hos H.C. Branner, Aalbæk Jensen og Rifbjerg. Sidstnævntes Anna (jeg) Anna (1969) bliver med Et andet lys udsat for en remake, der overgår originalen.
Men dertil kommer ydermere, at Grøndahl på de steder, hvor ledefiguren tager ordet for i vildt opskruet indre monolog at skælde ud på sig selv, når frem til en rå, desperat direkthed, der klæder hans stemme godt. Dér skræller han pænheden af sig, og netop fordi det i dette værk er en mandlig forfatter, der indlever sig i en kvindes sind og følgelig, så vidt det er gørligt, bosætter sig i hendes krop, bliver bogens på én gang glatte og sammensatte skrift et gyldigt æstetisk pant på dens tanke om udsat, sårbar menneskelighed.

Dele med andre
Jeg mener, det er vigtigt at understrege sammenfaldet mellem det velgjorte litterære håndværk og forfatterens humanisme. Selv kunne jeg godt i stedet for bogens luftige og tamme Europa-abstraktioner have ønsket mig en skrift med flere modhager i, på det ideologiske plan en yderligere farlighed; men Jens Christian Grøndahl synes at have valgt at skrive for det publikum, som han nu ved at han har. Hans legendariske dygtighed har givet ham adgang til mennesker, som han nu slet og ret føler sig forpligtet overfor.
»Hvem spiller du for,« siger Pablo Casals, da han på Musikkonservatoriet har hørt Samuel spille en solosuite af Bach. Bagefter sætter den pilskaldede maestro buen til sit eget instrument og spiller nogle takter af det stykke, Samuel var hvirvlet igennem som én stor knude af sammenbidt vilje til at imponere. Og hvad der herefter siges, må læses som metafor over Grøndahls beslutning vedr. sit talent: »Det gik op for ham, at han havde brugt al sin øvelse og koncentrerede energi på at bemægtige sig musikken og gøre den til sin i stedet for at tage imod den og dele den med andre. I løbet af de få takter, før hans læremester sænkede buen og smilede til dem, forstod han, at musik ikke er et budskab, men en gave. At den ikke handler om at åbenbare og udtrykke sit dyrebare jeg, men om at give sig hen, fortabe sig og blive ét med noget mere omfattende og fælles.«
Så enkelt er det vist. Og så svært. Med Et andet lys har forfatteren givet sig hen til sin evne og skabt klangbund for sit talent. Det vil ikke bringe ham på afstand af hans læsere. Tværtimod, men det vil heller ikke skaffe ham kvalitativt nye. Romanen er så god, som en bestseller af internationalt tilsnit overhovedet kan blive.

*Jens Christian Grøndahl: Et andet lys. Roman. 296 s. Kr. 275,00. Gyldendal. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu