Læsetid: 4 min.

Pentagon frygter slag om Bagdad

Politisk ligger vejen til Bagdad nu åben for Bush, men i baghovedet på de amerikanske generaler rumsterer frygten for en gentagelse af den russiske ’fiasko’ i Grosnij
12. oktober 2002

BOSTON – Med Kongressen grønne lys tidligt i går morges dansk tid ligger vejen til Bagdad åben for præsident George W. Bush. Bush gav allerede for et par uger siden sin godkendelse til én af flere angrebsstrategier. De nødvendige tropper, flyhangarer, amfibiefartøjer og udstyr bliver for tiden udstationeret i lande nær Irak under kamuflage af militærøvelser.
I går rapporterede New York Times på sin forside, at Bush-regeringen planlægger at besætte Irak i flere år og indsætte øverstbefalende for amerikanske styrker i Den Persiske Golf, general Tommy Franks, som de facto leder af landet. Bush’s rådgivere forestiller sig, ifølge avisen, en model, der bygger på USA’s seks år lange besættelse af Japan efter Anden Verdenskrig.
Denne nyhed blev lækket kort efter, at Repræsentanternes Hus vedtog en resolution, som bemyndiger præsidenten til at invadere Irak uden opbakning fra FN. De fleste demokrater stemte imod. Senere gjorde Senatet det samme. I Sikkerhedsrådet presser USA på for en bredt formuleret resolution, som giver Bush mulighed for at angribe Irak uden en senere bemyndigelse fra FN.
Hvis USA beslutter at iværksætte et angreb, vil det ifølge militæranalytikere kun tage USA’s væbnede styrker en måned at gøre sig klar. Pensioneret kontreadmiral Stephen Baker anslår, at 40.000 soldater allerede befinder sig i regionen og den overvejende opfattelse er, at Pentagon vil indsætte mellem 70-90.000 i en krig med Irak: »Det ville være den hurtigste og mest effektive mobilisering set i militærhistorien,« siger han.
Erfarne amerikanske hærgeneraler er imidlertid ikke begejstrede for at skulle nøjes med en relativt lille styrke.
»De har allerede tabt første slag, nemlig striden om hvilken model, man skal bruge til at besejre fjenden,« siger forsvarseksperten Michael Klare, Hampshire College.
De politisk udpegede embedsmænd i Pentagon har overtalt Bush-regeringen til at gentage successen fra Afghanistan, hvor præcisionsbombardementer styret af CIA-agenter og kommandostyrker nær slagmarken overvandt en fjende, udstyret med konventionelle våben.
I Irak er planen at ødelægge Saddam Husseins personlige magtstruktur under et massivt bombardement af den republikanske garde, sikkerhedsstyrkerne, efterretningsfaciliteter og militær kommunikation og derved »løsrive hovedet fra kroppen«. Pentagons antager, at de øverstbefalendes manglende evne til at kommunikere med underordnede vil skabe grobund for deserteringer.
Pentagon regner med, at vejen til Bagdad bliver relativ bumlefri:
»Men de har god grund til at frygte det værste under indtagelsen af Bagdad. Det kan blive vanskeligt og rodet. De kan få brug for en stor styrke,« mener tidligere generalmajor, Bill Nash. Under en senatshøring den 23. september tilføjede tidligere general Joseph Hoar: »Det kan blive et mareridt, hvis seks divisioner fra den republikanske garde og seks tunge hærdivisioner, forstærket af flere tusinde stykker antiluftskytsraketter, rykker til Bagdad for at forsvare byen. Vi vil se høje tab på begge sider, også blandt civile.«
Meningsløst
Ifølge Michael Klare ville det være meningsløst for hæren og den republikanske garde at tage opstilling i ørkenen, hvor de vil være let bytte for de amerikanske bombefly.
»En tank i ørken er en død tank,« siger han.
»Kun ved at flytte dem ind i byen, kan de nyde en vis beskyttelse blandt civilbefolkningen.«
Iraks soldater kan heller ikke sammenlignes med Talebans milits.
»Iraks væbnede styrker består af 400.000 soldater, hvoraf vi kan regne med kamp fra de 100.000 mand i Den Republikanske Garde og i specialstyrkerne. De er dygtige soldater og råder over 8.000 tanks og pansrede mandskabsvogne samt masser af artilleri. Det bliver ikke et let slag,« advarede den forhenværende general og operative øverstkommanderende under den første golfkrig i 1991, Norman Schwartzkopf, under senatshøringen.
I baghovedet på generalerne rumsterer russernes erfaring med at indtage Grosnij og de senere års besættelse af Tjetjeniens hovedstad, der har kostet mange russiske soldaterliv.
»De amerikanske generaler vil have en større styrke til rådighed. De frygter kampe fra hus til hus, men det har Bush altså besluttet, at de ikke får. Årsagen kan være, at der ikke er tid nok til at mobilisere 250.000 mand inden sidste udkald for et angreb i februar,« siger professor Klare.

Tydelige tegn
Tegnene på en mobilisering bliver tydeligere. General Tommy Franks og 600 rådgivere er flyttet fra kommandocentralen i Florida til Al Udeid flyvebasen i Doha, Qatar, hvorfra han angiveligt vil lede et angreb.
I Kuwait er de amerikanske styrker vokset fra 2.000 til 6.000 soldater, og det ville kun tage et par dage at flyve 9.000 soldater ind.
Flere tusinde kommandostyrker står rede i Jordan. Og hangarskibe med destroyere og u-både befinder sig i Middelhavet, Det Røde Hav og Det Indiske Ocean.
I selve Irak har amerikanske og britiske overvågningsfly i de sidste par måneder bombet i den nordlige og sydlige flyveforbudszone.
De allierede har også begyndt psykologisk krigsførelse. Flyveblade er blevet kastet ned i det sydlige Irak med advarsler til soldater og officerer, der bemander radarer og antiluftskyts.
»Sporing og skud mod vores fly vil ikke blive tolereret. Du kan lide samme skæbne som dine døde kammerater,« står der.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her