(2. sektion)
Fjernsyn
Ja, de var der, Chico, Harpo og Groucho, James Joyce var der livet igennem, inspector Morse er der hver lørdag aften opera er for alle, fest og farver, kunst og pop, elitær massage af massernes ører. Opera er store vilde historier, fløjtet af gadedrenge i Napoli, flimrende kaskader af lyd og skyer af spyt fra Maria Callas, Jussi Björling, John McCormack, Birgit Nilsson, Lauritz Melchior, Luciano Pavarotti. Medieskikkelser, hvis historier på en gang er private og offentlige, udspiller sig på scenen i Milano, New York, Dublin, Beyreuth, Wien og samtidig, i samme højspændte net af fortvivlede intriger, i den markskrigeriske del af verdenspressen.
For Wagner var den et Gesamtkunstwerk, alle kunstarter samlet på et sted for fuldt tryk. I operaens egentlige hjemland, Italien, har den altid været populær i bedste forstand. Ørehængere som Shakespeare og med musik. Det er der, den samles. Musikken er den kunstart, der tydeligst for enhver, for ørerne kan ikke lukkes, udtrykker det essentielle i kunstnerisk udtryk: rytme og klang.
Det betyder ikke, at historierne i de store populære operaer ikke kan stå alene. Det viste den finske filmskaber Aki Kaurismäki med sin Boheme, hvor musikken er fjernet. Men opera er, som teater, underligt nok beslægtet med film i de tidlige faser, da den var stum, og store gebærder skulle udtrykke alt.
Operabrøl
Det mægtige operabrøl rejser sig ud af en sådan gigantisk stumhed, fortvivlet og storslået, bærende alt, hvad vi har i os af kvæstede drømme.
Derfor har de store operasangere altid også sunget pop, som Andrea Bocelli fortalte i den lange portrætfilm, der indgik i DR2s operaflade her forleden.
Andrea Bocelli er, hvad enhver, der har læst anmeldelser af hans seneste koncert i Danmark, vil vide, en kontroversiel figur i operaens verden.
Her sang han, på torvet i Pisa, for tusinder af stående med alt hvad der hører sig til af kulørt.
To afdelinger. Først arier, begyndende med »Nessun Dorma« fra Puccinis sidste opera, Turandot, og efter pausen italiensk pop.
Bocelli er blind, og hans hjælpeløse tilstedeværelse på scenen er naturligvis en hjælp, når det drejer sig om at slå igennem live. Måske noget af det, der generer de trænede professionelle anmeldere, fordi de har glemt, at opera er en folkelig ting.
Nærbilleder
Hvidt halstørklæde, når han synger opera, ternet når han synger pop. Han ved ikke selv, hvordan det ser ud. Som Ray Charles eller Stevie Wonder aner han ikke, hvordan han præsenteres. Han holder i tørklædet med hænderne. Han har visse problemer med det rytmiske, fordi han ikke kan følge dirigenten, dirigenten skal følge ham og dirigere orkestret.
Nærbilleder af orkestret. Når man spiller den slags på obo, ser man sådan ud. Og stemmen. Det er blindheden, der giver det usikre. Og han spiller vel på det, hvorfor ikke? Det her skal jo ud over kanten, det skal ned i kroppen, hvor det kommer fra.
Og italiensk pop er ikke det samme som dansk pop. Italiensk pop er pop, der kender sin historie. Det er opera på gaden, hvor opera hører hjemme.
Hvor opera kommer fra, og hvor opera skal hen. Som vi kan høre det i Verdi, i Mozart, i Puccini ikke mindst.
James Joyce
Andrea Bocelli ligger lige midt i den tradition, man kan høre James Joyce i ham, eller Jussi Björling, når han synger svensk.
Og Puccini, der i den helt store form vel afslutter traditionen, afleverer den til en nyere tids bedste musicalfolk, til HAIR, som Pasolini holdt så meget af i dens off-off Broadway version: What af piece of work is man, fra Hamlet, som arie, som sang!
Og det efterfølgende kulturmagasin, Viva, der koncentrerede sig om operakoret ved Det Kgl. Teater og dets arbejde med Puccinis Manon Leseaut. Unge sangere på vej frem og ældre på vej tilbage. Dårlige knæ af al den knælen på scenen. Og lyden, den mægtige og alt besættende lyd.
Så kold den lille hånd er. Varm den op. Klap med den. Opera er langt mere zen, end den er Mærsk.
