Prøven i Makedonien

Konflikt
BRUXELLES – Det er ikke fordi, EU ellers har noget at skamme sig over i Makedonien.
Da der brød kampe ud mellem albanske seperatister og makedonere i fjor, var det ikke mindst takket være effektivt penduldiplomati fra EU’s udenrigspolitiske chef, Javiers Solanas, side, at branden blev slukket. Det var med den bløde magts største aktiv, at Solana truede makedonerne til at give albanerne minoritetsrettigheder: EU-penge.
Udsigten til at blive lagt finansielt på is af EU, fik langsomt regeringen i Skopje på bedre tanker. Det betragtes i vide kredse som en succes for EU’s fælles udenrigspolitik. Men det var NATO, der leverede de fredsbevarende tropper, der under navnet Amber Fox, den ravfarvede ræv, sikrede freden den første tid. Den anden tid skulle være EU’s.
Nærmere bestemt fra oktober i år. Her var det planen, at EU skulle debutere som fredsbevarende magt. Ganske vist er udrykningsstyrken på 60.000 mand ikke klar endnu, men opgaven kræver kun 7-800 mand. Så EU sprang til, debuten for EU-styrken stod for døren, og Solanas ivrige sekretariat i Bruxelles stod på spring. Men der var gjort regning uden vært.
Det tyrkiske problem dukkede op igen i sidste uge. Eller rettere. Håbet om at det ville blive løst viste sig igen naivt. Og dermed måtte EU sluge den bitre pille at udskyde sin spæde debut som militær magt.

Politisk svaghed
Lige siden EU besluttede at etablere udrykningsstyrken i 1999, har det været et alvorligt indbygget politisk problem for EU-styrken, at den er afhængig af, at kunne trække på NATO-materiel og kommandostruktur. Det er upraktisk for en selvstændig hær, men det ligger i hele den politiske forudsætning for styrken, at den ikke må spilde ressourcer på ting som NATO allerede har. Men det, der fra fransk side oprindelig var en frygt for en amerikansk dominans over EU-styrken, har i først omgang vist sig, at være en tyrkisk kæp i hjulet. For Tyrkiet, der er NATO-medlem – men kun EU-kandidat, stillede sig straks på bagben og krævede ret til at sidde med ved EU-bordet. Som europæisk NATO-medlem krævede Ankara indflydelse på EU’s militære beslutninger. Det nægtede EU-kredsen pure med det resultat, at Tyrkiet som NATO-medlem blokerede for, at EU kan få den nødvendige aftale om at bruge NATO-aktiver. Og der har sagen ligget i over to år til stigende irritation for EU.
I fjor fik Storbritannien og USA handlet en aftale på plads med Tyrkiet. Men den blev vetoet af Grækenland, der mente, man havde givet Tyrkiet for store indrømmelser. Frygten i Ankara er, at EU-styrken kan ende med at blive brugt på en måde, der strider mod tyrkiske interesser under en potentiel konflikt på Cypern eller i en ny strid om de småøer i de ægæiske hav, der for tre år siden bragte de to lande på kanten af en krig.
Frankrig har foreslået, at en vej ud af den aktuelle krise for EU-styrken er, at Frankrigs forsvar står for kommandoen. Det er teknisk muligt for en så lille operation som den makedonske. Men det har fremkaldt protester fra lande som Spanien, Storbritannien og Tyskland, der ikke vil gå for langt ud af NATO’s fold og dermed svække båndet til USA.