Læsetid: 6 min.

Retfærd for de værste

En ny retspraksis skal bygges op før Den internationale Straffedomstol kommer til at fungere. Det er udfordringen for den danske folkeretsekspert Frederik Harhoff
7. oktober 2002

Mandagssamtale
Hvordan skal man egentlig definere en voldtægt? Kan systematisk voldtægt være folkedrab? Hvordan kan man sikre en retfærdig rettergang? Hvor mange vidner skal der føres? Hvordan skal vidnerne behandles af anklager og forsvarer? Kan man beskytte vidnerne mod hævn? Kan man undgå, at staterne lægger hindringer i vejen for efterforskning af krigsforbrydelser? Kan man undgå, at sagerne trækker i langdrag? Hvordan skal kendelser og domme begrundes?
Den slags spørgsmål skal den danske folkeretsekspert, Frederik Harhoff, tage stilling til som en af de tre juridiske chefer ved FN’s tribunal for krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien. Han tiltræder stillingen i Haag i næste uge.

Et ønskejob
»Jeg havde den samme stilling ved krigsforbrydertribunalet for Rwanda fra 1996-98. Det var udmarvende, jeg var træt i lang tid bagefter. Ikke kun på grund af arbejdsmængden, men også på grund af det psykiske arbejdsmiljø. Der vil altid være store interne modsætninger, når man bringer mange nationaliteter sammen om en ny opgave.«
»Men jo, jeg synes, det er afsindigt spændende at opbygge en ny praksis for international strafferet. Ikke kun om forbrydelsernes indhold og dommenes begrundelser, men også en praksis for selve processen, retsplejen. Og en løsning på de problemer, der giver anledning til bekymring om retssikkerheden.«
Det er Harhoff og hans stab på ti jurister, der skal tilrettelægge sagernes gang, skrive udkast til kendelser, lave undersøgelser af juridiske tvivlsspørgsmål, holde styr på måske 10.000 siders retsudskrifter og formulere udkastet til selve dommen og dens begrundelser.

Et spørgsmål om tillid
»Det internationale samfunds tillid til en permanent international straffedomstol afhænger i høj grad af den praksis, der bliver udviklet ved tribunalerne for Rwanda og Jugoslavien. Man startede på bar bund, og der kommer hele tiden nye spørgsmål op, som ikke er lagt fast i tidligere retspraksis. Når de to tribunaler er færdige, vil der være indhøstet nogle værdifulde erfaringer. I løbet af 10-15 år forestiller jeg mig, at der udkrystalliseres en helt ny international retspraksis. Den øvelse er meget spændende at være med i.«
Der er stor forskel på traditionen i de engelsktalende lande og tidligere kolonier, common law og traditionen fra det europæiske fastland, civil law, forklarer han. For ikke at tale om traditionerne i kinesisk, islamisk og buddhistisk ret.
For eksempel blev en forsvarer ved Rwanda-domstolen meget vred, da hun blev forhindret i at krydsforhøre et vidne og stille ledende spørgsmål med henblik på at bringe vidnet ud af fatning. Det er den tradition, vi kender til hudløshed fra britiske og amerikanske tv-serier, men den ville være utænkelig i en dansk retssal. Vores tradition er, at advokaterne skal udspørge sagligt og søge objektive udsagn lagt frem - men overlade vurderingen af vidnets troværdighed til dommeren.

En ny helhed
»Jeg vil nok sige, at vores system er det mest sympatiske. Men hvert retssystem er en sammentømret helhed. Man kan ikke bare tage en regel ud, f. eks. om forsvarerens ret til at krydsforhøre et vidne, uden at kompensere for det et andet sted i systemet. At opbygge en ny retsplejeordning er en langvarig proces, som vi kun har set begyndelsen af. Denne retsskabelse er vigtig for tilliden til Den internationale Straffedomstol i fremtiden.«
»Hver eneste kendelse og dom tilføjer noget nyt. For eksempel forsøgte vi os med en ny definition af voldtægt i en dom fra Rwanda-tribunalet. Den traditionelle definition er ’penetration’, objektiv fysisk indtrængen. Vi lagde i stedet vægt på den psykiske krænkelse af offeret. Det vakte modstand, fordi man frygtede vanskelighederne med bevisbyrden i kommende straffesager. I forhandlingerne om procesreglementet til Den internationale Straffedomstol blev den nye definition dog støttet af mange lande. Forhandlingerne endte med et uklart kompromis - fremtiden vil vise, om nogle tager den nye definition op.«

150 års forarbejde
»Reglerne om krigsforbrydelser er udviklet gradvist siden midten af 1800-tallet. Der ligger halvandet hundrede års forarbejder bag disse regler. Men landene har aldrig været villige til at afgive deres suverænitet til en international domstol.«
»Mange tusinde er blevet dømt for krigsforbrydelser ved nationale domstole, også enkelte af de store fisk, men der bredte sig en ubehagelig fornemmelse i det internationale samfund af, at de største forbrydere gik fri. Efter jerntæppets fald opstod der i nogle få år en stærk stemning for international ret. Jugoslavien-domstolen fra 1993 og Rwanda-domstolen fra 1994 er børn af den bølge. De har deres mandat direkte fra FN’s sikkerhedsråd og repræsenterer altså det internationale samfund – i modsætning til Nürnberg- og Tokyo-processerne efter 2. verdenskrig, som var sejrherrernes ret.«
»Den gamle idé om en international domstol blev også hevet frem af skuffen i 1993. Men før kommissionsarbejdet var færdigt i 1998, havde vinden vendt igen. 120 lande stemte for, men syv stemte imod, deriblandt USA og Israel.«
»Problemet med suveræniteten blev løst med et komplementaritetsprincip: Den internationale Straffedomstol skal kun tage sager, hvis de enkelte lande ikke kan eller vil retsforfølge gerningsmændene. Det er ganske snedigt. Man kan tænke sig, at en stat ikke kan, fordi retssystemet er brudt sammen. «
»Man kan tænke sig, at den ikke vil, fordi den slet ikke ønsker det, som f. eks. USA, der modsætter sig, at amerikanske soldater bliver dømt. Men man kan også tænke sig situationer, hvor det vil være meget belejligt for en stat at ekspedere sagen til Haag. For eksempel fordi befolkningen er delt og der er overhængende risiko for at krigshandlingerne blusser op igen på grund af retssagen. Den ene del af befolkningen siger: ’Den mand skal dømmes’. Den anden del siger: ’Han er vores helt’. Hvis Den internationale Straffedomstol overhovedet får nogle sager, tror jeg, det bliver på den konto.«

Grund til bekymring
Men den internationale domstols succes afhænger i høj grad af den praksis og retssikkerhed, der bliver udviklet ved tribunalerne.
»Man må erkende at standarden for retssikkerhed giver grund til bekymring på en lang række punkter,« siger Frederik Harhoff. Hvis man f. eks. spørger om retssagernes varighed, retsplejens ensartethed, ligestilling mellem anklager og forsvarer, vidnebeskyttelse, efterforskningens effektivitet, offentlige anklageskrifter og sproglige problemer, så kommer nationale domstole ud med flere points over hele linjen.
»Det hurtige svar kunne være, at internationale straffesager duer ikke. Det internationale samfund kan ikke holde til at kræve en fair rettergang i hver enkelt land og så selv have en domstol med ringere standard.«

Ulige muligheder
»Men så enkelt er det jo ikke. Den internationale domstol skal afgøre sager, som ikke vil blive ført ved nationale domstole – og forudsætningerne er helt forskellige. Man er for eksempel nødt til at anvende hemmelige anklageskrifter, hvis man vil undgå at de anklagede gemmer sig. Det er meget svært at beskytte vidnerne mod overgreb. Vores folk har ikke nær de samme muligheder for efterforskning som det nationale politi.«
»For eksempel kan vi ikke beslaglægge dokumenter eller foretage ransagninger. Vores dygtige efterforskere har flere midler end forsvaret, som endda er blevet nægtet visum til indrejse, men de kan ikke foretage sig noget uden at de pågældende lande siger ja til det. Og det gør de ofte ikke.«
»Selv venligtsindede lande lægger administrative hindringer i vejen, af frygt for uforudsete vanskeligheder. Men der kan gøres meget for at forbedre retssikkerheden. For eksempel kan man komme kritikken af de langsommelige retssager i møde ved at skære ned på antallet af vidner. Man bruger så mange vidner som muligt for at dække sig ind mod kritik. Men mange af vidnerne har ikke noget nyt at bidrage med. På den anden side er det en stor og vigtig oplevelse for vidnerne, at domstolen faktisk ønsker at høre dem fortælle om deres lidelser. Det oplevede vi mange gange ved Rwanda-tribunalet.«

e.s.@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu