Læsetid: 5 min.

Retoriker i verdensklasse

Selv hans mest indædte kritikere bøjer sig andægtigt, når det drejer sig om den britiske premierministers evner som taler og performer
11. oktober 2002

(2. sektion)

Storbritannien
London – Advarslerne stod i kø i sidste uge før det britiske Labourpartis årlige kongres. Partiets leder, premierminister Tony Blair, stod over for sit livs udfordring, den sværeste tale nogensinde. Baggrunden var en udbredt skepsis i partiets bagland, når det gælder politikken over for Irak, og en mere spredt kritik af, at den globalt spillende Blair syntes at bruge en uforholdsmæssigt stor del af sin tid på at spille statsmand sammen med sin særlig ven, den amerikanske præsident Bush. I stedet for at koncentrere sig om det, der altid giver pote hos vælgerne og i de hjemlige partikontorer – hospitaler, uddannelsespolitik, pensionisternes vilkår og flygtninge- og indvandrerpolitikken.
Men talen i Blackpool var – endnu engang – mesterlig. Blair er formentlig sin generations bedste politiske taler. Den store konservative avis, Daily Telegraph, gav netop Blair dette skudsmål efter talen. Han virker ærlig, ligetil, indfølt, ja, nærmest passioneret, samtidig med at hans argumenter hænger sammen og ikke kan beskyldes for at være populistiske, ja, faktisk virker det, som om den karismatiske premierminister bliver særligt veloplagt ved udsigten til modvind.
»Vi er bedst, når vi er mest modige,« nåede han at sige fire gange i den timelange tale:
»Jeg har ved at lede denne regering lært, at vi som regel er bedst, når vi er mest radikale. Og den rigtige løsning er oftest også den sværeste, den mest upopulære,« lød det fra Blair, som også sagde, at han nogle gange følte, at hele det politiske arbejde kunne reduceres til en kamp mellem håb og pessimisme:
»Fordi ud af håb kommer forandringerne.«

Gode buzz-words
Andre buzz-words fra talen var reform (sagt 18 gange), tror (14 gange), Europa (13 gange), partnerskab (11 gange), offentlig service, fællesskab og fremskridt (alle syv gange).
»Vi er ved en skillevej: som parti, som regering og som land«, sagde Blair i talen, hvor han også brugte energi på det paradoks, at den moderne verden aldrig har været mere gensidigt afhængig, når det gælder opfyldelsen af befolkningernes behov, men samtidig aldrig har været mere individualistiske i udsynet:
»Globaliseringen og teknologiens udvikling åbner for enorme udviklingsmuligheder, men skaber samtidig massive usikkerheder. En progressiv politiks værdier – solidaritet og retfærdighed for alle – har derfor aldrig været mere relevante, men har heller aldrig haft større behov end netop nu for at genopstå i moderne form. På den internationale scene behøver vi et nyt globalt partnerskab, som kan bevæge sig hinsides den snævre nationale interesse. På hjemmebanen må den progressive konsensus, der opstod omkring 1945 reformeres på basis af individet som forbruger og borger i det 21. århundrede«.
Til individet
I talen slog den britiske leder også sin Irak-politik fast: Han ønker ikke krig og vil gå gennem FN til det sidste, men på den anden side føler han sig forpligtet til ikke at lade Saddam Hussein få lov til at fortsætte udviklingen af masseødelæggelsesvåben uhindret. Kan FN ikke tvinge et stop for dette igennem, må der militære løsninger på bordet: »Hvis vi kollektivt har erkendt faren uden at gøre noget ved den, ødelægger vi ikke bare USA’s eller Storbritanniens autoritet, men selve FN’s autoritet,« advarede han. Senere i talen lød der liberale toner – så liberale, at stort set alle kommentatorer efterfølgende spekulerede på, hvad der var tilbage af slogans til den plagede og upopulære konservative opposition. Hospitalerne og uddannelsesstederne skal designes til individet – forældrene skal have friere valg af skole til deres børn, og hvorfor skal man ikke lade pengene følge patienterne – også til udlandet om nødvendigt, hed det.
Det liberale – i betydningen frisindede – dagblad Independent, som står for en kritisk, positiv holdning til Blair, slog efterfølgende ud med armene og roste Blair for med talen at demonstrere sin totale dominans over det britiske politiske landskab, men efterlyste også handling, som kunne leve op til de flotte ord. Nogle dage efter kaldte lederskribenten også på en »ægte opposition« for demokratiets skyld. Hofkommentatoren, David Aaronovitch, bemærkede, at Blair var »the only act in town«, og at det var al ære værd, at han nu langt om længe lovede at skræddersy velfærdsydelserne mere til den enkelte borger frem for at tro, at flere af de samme gamle standardydelser var vejen frem.
Mere bid var der i kritikken af talen fra den konservative tabloidavis Daily Mail – Storbritanniens næststørste avis – der godt nok roste talen for at være formidabelt fremført, men så efterfølgende tilføjede, at visioner og løfter også var det eneste, regeringen faktisk leverede. »Sandheden er, at børsmarkederne er syge, London er én stor trafikprop, togpersonalet er i evig strejke, skolerne er i kaos, det offentlige sygehussystem plaget af ventelister, gaderne beskidte, kriminalitet og narkomisbrug breder sig, og hele landbefolkningen er i åbent oprør«. The Mails kommentator Max Hastings mente at kunne fastslå, at gabet mellem retorikken og den offentlige sektors reelle sørgelige tilstand talte sit eget pinlige sprog.

Giddens venlig
Financial Times bemærkede, at Blair kun »forstår meget lidt af, hvad der får erhvervslivet til at rykke«. Den bedste måde er naturligvis at skabe et gunstigt forretningsklima ved så lave skatter som muligt, men Blairs finansminister, Gordon Browns, løfter om at beskatte de højeste indkomster hårdere for at finansiere et løft af det offentlige sygehusvæsen vil få den stik modsatte effekt, tordnede det ultraliberale hoforgan. Den gamle, store konservative avis, The Times, slog de samme toner an: roser til Blair, men ris til Brown, som er den, der »først skal reformeres, før Blairs reformer kan gennemføres«, som Times’ kommentator Alice Miles formulerede det. I det venstreorienterede tidsskrift The New Statesman bemærkede kommentator John Gray til gengæld fuldstændigt modsat, at Tony Blair ikke var til at skelne fra de konservative med sin »blinde tro på industrien og intern konkurrence«.
»Blairs misforståede idé om offentlig-private partnerskaber, samtidig med at han bruger revisioner og måltal, som presser en markedslogik ind i hvert eneste hjørne af den offentlige sektor, gør ham til en sand konservativ. Labours historiske opgave med at menneskeliggøre kapitalismen er ikke en opgave, som denne regering har appetit på,« skrev Gray.
Anthony Giddens, sociolog, i øjeblikket rektor for London School of Economics – og tidligere rådgiver for Blair som arkitekt for den såkaldte ’tredje vej’ – var også venlig i sin bedømmelse af talen, hvilket ikke kan siges at være overraskende. Men han pegede dog på, at den omsiggribende apati, når det gælder den britiske befolknings generelle deltagelse i det politiske liv, ikke løses af det nuværende blairske hegemoni. Valgdeltagelsen ved valget i 2001 var rekordlav. »Vi har brug for mere debat, og dét betyder blandt andet en klarere vision fra New Labour,« sagde han til BBC i en kommentar til talen.

anra@informtaion.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu