’Din revolution bliver ikke mellem mine ben’

Mandagsmøde
your revolution will not happen between these thighs

the real revolution
ain’t about booty size
the Versaces you buys
or the Lexus you drives

your revolution will not be you
killing me softly with Fugees
your revolution ain’t gon’ knock
me up
without no ring and produce litt
le future MCs
because that revolution will not
happen between these thighs

Sådan lyder de første strofer af »Your revolution«, et digt, der startede i en poesikonkurrence på en digtercafé i New York og endte som det første eksempel (sammen med rapperen Eminems »The real Slim Shady«) på statsligt censureret kunst under George W. Bushs regering.

Miss Lady
»Your revolution«s ophavskvinde hedder Sarah Jones. Hun er hårdtslående slam poet (performancedigter), og hun er repræsentant for bastardgenren spoken word, hvor digte også kan være sjove, og hvor rappens tidsaktuelle form- og rytmesans møder det litterære rum. For tiden kører hun en appelsag for at få omstødt censuren af »Your revolution« og turnerer rundt i USA med sin helt personlige blanding af skuespil, rap og poesi. I dag er turen kommet til Eugene i Oregon, hvor universitetsauditoriet på ingen tid er blevet fyldt op af ganske unge, summende forventningsfulde tilskuere.
Døren går op, og ind træder Miss Lady. En krumbøjet, gnæggende gamling, der kigger på os med kloge øjne og fortæller, hvordan Miss Sarah Jones samlede hende op fra et fortov på Manhattan og tog hende med på turné. »Jeg ser jer,« siger hun og kniber øjnene sammen, »jeg ser jer, når I stiger ind i jeres SUV’s (sport utility vehicles, red.) med jeres lattes (kaffe, red.) uden at lægge mærke til alle os folk på bunden. Men vi lægger skam mærke til jer, tag ikke fejl af det.«
Sekundet efter er Miss Lady blevet til en jødisk bedstemor, der bestemt ikke er racist. »Jeg elsker jer allesammen, børn, også alle puertoricanerne i mit kvarter – se bare, hvor kulørte, hvor krydrede de er. Det er da dejligt. Men I må forstå, at da vi var små, brød vores forældre ikke om alle de sorte og de hvide, der giftede sig og fik små mokkafarvede børn. Sådan blev vi opdraget.«

Uanstændig
Det er Sarah Jones, der gemmer sig bag Miss Lady, den jødiske bedstemor, den hurtigtsnakkende puertoricanske standup-digter, den indiske superfeminist med selvsikre fagter og insisterende øjne, og den kinesiske indvandrermor med den lesbiske datter (»Jeg har altid gerne villet høre min søn sige, at han havde fundet sig en sød, kinesisk pige, men min datter?«), der én efter én dukker op ved mikrofonen. Den samme Sarah Jones, som af det føderale radio-/tv-råd Federal Communications Commission betragtes som så uanstændig, at hun ikke bør spilles i radioen.

your revolution will not find
me in the
backseat of a Jeep with LL
hard as hell
ya know, doin’ it & doin’ it &
doin’ it well

At vi kan sidde og høre på Jones i auditoriet, men ikke kan tænde for hende på radioen, kommer sig af, at lokalradioen KBOO-FM i Portland, Oregon, spillede »Your revolution« i oktober 1999 og derved forstyrrede nattesøvnen for en lytter, der sendte et bånd og en klage til FCC. Det var dog først i maj 2001, fire måneder efter at den nyvalgte præsident Bush havde indsat sin udenrigsminister Colin Powells stærkt konservative søn, Michael Powell, som formand for FCC, at radiostationen modtog et bødeforlæg på 7.000 amerikanske dollars (godt 50.000 danske kroner) for at spille uanstændig musik med hensigt om at pirre og forarge.
I salen i Eugene stiller en pige i publikum det åbenlyse spørgsmål: Hvor uanstændig skal man være for at forarge et censurråd? Det er sket for Jones, og det er sket for Eminem. Men det er ikke sket for LL Cool J, Foxy Brown, Fugees eller Shaggy – alle kunstnere, der i lige så høj grad som Jones er ophavsmænd til »Your revolution«. Digtet er nemlig fra ende til anden klippet sammen af brudstykker fra den kommercielle hiphop, som Jones gør grin med og anklager for sexisme. »Hvordan Ludicrous kan rappe om hvilke ludere, der bor i hvilke postzoner i L.A., eller Foxy Brown om sine kønsorganer, eller LL Cool J om at ’gøre det og gøre det og gøre det igen’ uden at blive censureret, når jeg bliver censureret for at citere dem, forstår jeg ikke,« svarer Jones.

your revolution will not be me
tossing my weave
making believe I’m some caviar-
eating, ghetto mafia clown
or me givin’ up my behind just so
I can get signed
or maybe have somebody else
write my rhymes?
I’m Sarah Jones, not Foxy Brown

Modrevolution
I det USA, som forfatteren Nelson George har udnævnt til ’Hip Hop America’, er hiphopkulturen en central scene for brydningerne mellem unge og gamle, racekonflikter og økonomisk fluktuation. Hvor hiphoppen på den ene side har produceret succeshistorie efter succeshistorie fra den socialt og økonomisk underdrejede afroamerikanske befolkning, har dele af den på den anden side også cementeret et landskab af stereotyper, hvor kvinder er ludere og gangstere er helte.
Modbevægelser til den fordummelse kan blandt andet findes hos politisk orienteret østkystrap som KRS-One og Public Enemy, men på kvindesiden har det i stor stil været spoken word-genrens sammensmeltning med det poetiske rum, der har givet brændstof til blandt andet store soulnavne som Erykah Badu, Jill Scott og (den med albummet MTV Unplugged No. 2.0 genfødte) Lauryn Hill.
Fælles for dem alle, og ikke mindst for Sarah Jones, er, at de med rødderne solidt plantet i det machoprægede, sexfikserede hiphop-univers bruger genren til at opdyrke stærke kvindefigurer, der ofte ikke står tilbage i seksuel grafik, men som forstår at fremture i en anderledes selvbevidst og uafhængig kunstnerisk stil end typiske rap- og R&B-nougatmus fra Foxy Brown til Destiny’s Child.

your revolution will not be you shaking and me faking between
these thighs
because the revolution, that’s right, I say the real revolution, you know the real revolution, when it finally comes, it’s gon’ be real.

Jones’ afstandstagen til hele den plat-sexistiske pornohiphop, som dårligt kan kaldes et udtryk for autoriserede amerikanske familieværdier, gør censuren mod netop hende ekstra bizar. Men poeten Jones, som fik sit store gennembrud i 1997, da hun vandt Nuyorican Poets Cafés ’Grand Slam Championship’, har altid nægtet at lade sig passe ind i nemme alliancer med sorte brødre eller rødstrømpeklædte søstre.
På universitetet i Eugene, hvor dagens Jones-show finder sted, er både den samlede forening for sorte studerende og en stor del af universitetets meget markante homoseksuelle segment mødt op. Jones’ frie omgang med USA’s mange identitetskonflikter får alle til at grine, så tårerne triller. Tilsidst bliver hun spurgt, om hun vil komme tilbage til en konference i januar.
»Januar er en god måned,« svarer hun. »I februar er alle interesserede i sorte (februar er ’black awareness month’, red.), og i marts er alle interesserede i kvinder (marts er kvindemåned på grund af kampdagen 8. marts, red.). Men i januar er der stadig et par huller i kalenderen.«

*Læs hele »Your revolution« på www.information.dk og læs mere på www.sarahjonesonline.com og www.yourrevolutionisbanned.com, hvor man også kan høre digtet læst op. Nyorican Poets Cafe kan findes på www.nuyorican.org