Rusland
Hvad der er godt for oliebranchen, er godt for Rusland. En række store olie- og gasselskaber udgør rygraden i den russiske økonomi, og de har enorm politisk indflydelse. Denne stærke position bruger de nu i spillet om at få kontrol med den irakiske olie efter en mulig krig mellem USA og Saddam Husseins styre.
Den russiske oileindustri kræver kontant kompensation, hvis krigen kommer. Industrien vil ganske vist nyde godt af en kortvarig stigning i olieprisen i tilfælde af et krigsudbrud, men de store russiske selskaber har investeret betragtelige summer i olieudvinding i Irak, og dem frygter de at miste, hvis USA vælter Saddam Hussein. Samtidig tjener Rusland i dag også pænt på transaktioner under FNs olie-for-fødevarer- program; en indtægtskilde, der også vil forsvinde med Saddam Husseins fald.
Derfor har selskaberne i de seneste uger talt med store bogstaver i russisk presse og på møder med landets ledelse. Og når olie- og gasindustrien taler, lytter præsident Vladimir Putin. I sidste uge kunne Vagit Alekperov, den magtfulde chef for Ruslands største olieselskab, Lukoil, således fortælle the Financial Times, at han forventer, selskabets interesser i Irak vil blive beskyttet i tilfælde af en krig.
»Jeg har hørt garantier fra den russiske regering,« sagde Alekperov til avisen.
Han tilføjede, at oliespørgsmålet »selvfølgelig« har stået øverst på dagsordenen i bilaterale drøftelser om Irak mellem USA og Rusland.
Der er gode grunde til Putins lydhørhed, når det gælder oliebranchens interesser. Ruslands olie- og gasselskaber står nemlig bag det økonomiske mini-boom, landet har oplevet siden 1999. Eksportindtægterne fra olien og gassen udgør årligt hundrede af milliarder kroner, og det har givet Rusland betydelige skatteindtægter og et gigantisk handelsoverskud, mens andre lande i Østeuropa kæmper med store minusser på deres handelsbalancer med vesten.
Olieselskaberne er særdeles nervøse over udsigten til at blive lukket ude fra det irakiske marked, fordi de på hjemmefronten plages af en række strukturelle problemer med manglende investering og udtømte oliefelter.
Derfor satser Rusland hårdt på at være med i projekter i Mellemøsten og i tidligere Sovjet-republikker som Kazakhstan, hvor omkostningerne ved produktionen er væsentligt lavere. Uden for landets grænser har de russiske selskaber traditionelt haft særligt nære kontakter til regeringer i flere af de såkaldte slyngelstater herunder Irak, Iran og Libyen. Det er disse kontakter som USAs krig mod terrorisme nu i nogle tilfælde truer.
Alternativ forsyning
På andre områder kan de russiske oliemagnater dog drage fordel af nedkølingen i forholdet mellem USA og den arabiske verden, herunder Saudi-Arabien. USA er nemlig interesseret i at mindske sin afhængighed af Golf-regionen, og her kan Rusland og de nye oliefund i og omkring Det Kaspiske Hav spille en rolle.
Tidligere på måneden begyndte et russisk olieselskab sine første leverancer til
USAs strategiske olielagre, som fortsat domineres af olie importeret fra Mellemøsten. Russiske kommentatorer har i den sammenhæng anslået yderst optimistiske toner.
»Hvis USA nu vinder kontrol over de irakiske oliereserver, får man adgang til fire millioner tønder om dagen ekstra. Læg fem millioner tønder russisk olie til det tal, og USA har ikke brug for Saudi-Arabien,« spekulerede russiske NTV for nylig.
