Læsetid: 7 min.

Jeg savner en ny Panduro

Efter 24 år som international filminstruktør springer Bille August i aften ud på bræddescenen
9. oktober 2002

Teater
I aften har Det Kongelige Teater urpremiere på et nyt stykke af Lars Norén, en begivenhed i sig selv. Men for de fleste teatergængere er det instruktørnavnet, der trækker, for samtidigt får Guldpalmevinderen og Bergman-instruktøren Bille August sin debut som teaterinstruktør.
– ’Detaljer’ er din teaterdebut – hvad får dig til at tro, at du kan instruere teater ?
»Jeg har haft lyst til det i mange år og har fået mange tilbud fra teatre både i udlandet og her; og jeg har tænkt sådan, at når det skulle være, skulle det være et moderne stykke, der foregik i et moderne samfund. Da jeg så fik tilbuddet fra Det Kongelige – og jeg vidste jo, at Norén skrev om menneskets tilstand i velfærdssamfundet – læste jeg det med en vis nysgerrighed, og da jeg var færdig med første gennemlæsning, var jeg slet ikke i tvivl – det her skulle være min teaterdebut! Det var spændende, det var mystisk, det var fascinerende og så havde det nogle dybder og noget drama og handler om noget, som optager mig meget: menneskets vilkår.«
»Rent praktisk var timingen, min kalender, perfekt, men det afgørende for mig var at få de rigtige skuespillere. Nogle der var villige til at bruge af deres indre. Så jeg var dybt involveret i rollebesætningen og er meget glad for de fire – Benedikte Hansen, Ole Lemmeke, Helle Fagralid og Nikolai Dahl.«
– Hvordan var det så at skulle tage hul på teaterinstruktion med din bagage af filminstruktion ?
»Jeg troede det ville være lettere. Jeg troede jeg kunne bruge min erfaring fra filmverdenen og det viste sig, det kunne jeg slet ikke. Fordi – det at arbejde med teaterskuespillere indebærer, at du skal skabe en situation, hvor de kan reproducere denne her situation i det næste halve år.«
– Nu kommer du mig i forkøbet...
»Hmmm – jeg kunne selvfølgelig godt regne det ud intellektuelt, at sådan måtte det være, men hvordan man gjorde det, vidste jeg intet som helst om.«
»Så var der også et andet element. Gennem årene har jeg oparbejdet et instrument, hvor jeg kan måle, hvornår spillerne spiller overspil og er teatrale. Det er jo en katastrofe på film, men på teatret er man nødt til at bruge det til noget positivt. Man er i teatret og man er nødt til at bruge det teatrale. Jeg havde en klar fornemmelse af, hvornår det var sandt og usandt, hvornår det var ægte eller uægte, hvornår det var rent, og hvornår det ikke var rent. Men lige præcist det her med at gøre det teatrale til en ven, til et arbejdsredskab – det tog mig lang tid.«
»I starten stod jeg også i prøvelokalet og følte, at mit instrument blev døvt. Og hvis jeg ikke længere kan føle spillets kvalitet, så jeg er færdig. Da tænkte jeg ’hvad laver jeg her, det er ikke min boldgade’, men heldigvis indså jeg, at man godt kan holde det rene spil og samtidig teatralsk skrue op og ned for det, således at det kommunikerer til den store teatersal.«
– I den sammenhæng har du vel også stolet på spillernes disciplin og rutine?
»Jamen det er man jo nødt til. Men jeg tror, at hvis man bygger hver karakter og hver motivation i karakterens handlingsmønster solidt op, og hvis man bygger psykologien meget massivt op, så skuespilleren ved hvad intentionen og retningen er, når dén replik bliver sagt, hvad der sker, når dét glas bliver flyttet fra bordet over til vindueskarmen, hvad tanken bag er – hvis man stålsætter alting, så er der ingen tvivl hos skuespilleren længere. Så kan de reproducere det her uendeligt næsten.«
»Jeg har set meget teater, både i London, hvor jeg bor, og i Stockholm, hvor jeg boede i mange år, da jeg var gift med Pernilla – ofte med det formål at caste. Jeg har ikke set så meget dansk teater, og jeg synes især engelsk teater er... jeg går ofte i pausen, for jeg er ikke så begejstret for det. Jeg har set meget dårligt teater og meget godt, først og fremmest i Stockholm. Jeg synes svensk teater har en meget høj kvalitet, det har været lærerigt.«

Det handler om at forstå
»Jeg tror det dybest set handler om at forstå – det siger jeg ud fra nogle af Ingmar Bergmans opsætninger. Da jeg så hans Per Gynt eller hans Dukkehjem... jeg har aldrig nogensinde forstået Nora så klart og tydeligt. Hvis teatret skal overleve – og for den sags skyld også filmen, men især teatret, der jo har en krise – så skal det kommunikere klart og tydeligt. Når teater for mig er dårligt, så er det fordi jeg ikke kan aflæse præmissen, jeg kan ikke se, hvad skuespilleren eller instruktøren forsøger at fortælle mig, jeg kan ikke se, hvad de forsøger at berige mit liv med.«
»Det tror jeg er altafgørende.«
– Hvor tæt har du fulgt Norén?
»Jeg har set meget Norén, mens jeg boede i Sverige, både på teater og tv, men jeg er absolut ikke nogen stor ’kender’ af Norén. Grunden til at jeg er fascineret af Detaljer er, at jeg synes, den har samme livssyn, som jeg har. Den handler om den kulturelle eller akademiske elite, som burde vide bedre. Men som i stedet for at bruge deres intellektuelle og materielle overskud til at gøres deres egen eller andres situation bedre, så har de opfundet en ny materialistisk verden, hvor al fokusering stort set ligger på en anden form for materialisme. Den er meget skarpsindig selvfølgelig, og på den måde meget norénsk, men den er ikke så sort som mange af hans andre stykker, den har forsonende træk og et positivt budskab også. Og så findes der noget anderledes og spektakulært i Detaljer, som jeg ikke synes jeg har set før i et drama.«
– Midt i 90’erne ’tøede’ Norén pludseligt op, ’Vallombrosa’ f.eks. åbnede en ny varme, generøsitet og humor hos ham. Du er en alvorsmand i dine temavalg, og man har nogle gange savnet en humor, der kunne hjælpe dine personer.
»Faktisk er Detaljer også meget humoristisk, men når du siger det, så... hvad jeg savner i Danmark er en moderne Panduro. Norén beskæftiger sig på en eller anden måde med samme socialgruppe, selvfølgelig på en mere spids måde, men emner, temaer, problemstillinger er de samme.«
»Siden jeg lavede Busters verden har jeg savnet at lave en historie, hvor jeg kunne slippe de der ting løs igen. Det er klart, at jeg har valgt ting, der var mere alvorlige, temaer, der har optaget mig, men jeg har et projekt inden for nær fremtid, der er meget mere humoristisk.«
– Føler du dig puttet i en skuffe ?
»Nej! – jeg har jo selv valgt. Tilbuddene er kommet, og så er jeg blevet fascineret af temaerne. Og de har været rigtige at lave. Men jeg har ikke tænkt over – i en større sammenhæng – hvad der var godt for mig selv.«
– På dit skuespillerhold findes to erfarne spillere og to, der lige er startet på deres karriere. Har man et andet ansvar for deres ’første skridt ud i den grumme arbejdsvirkelighed’?
»Det tænker man ikke over. Jeg ser det mere som en stor gave; det er så spændende at få nogen, der er så friske og har den ungdommelighed og naivitet eller enkelhed, som unge mennesker jo har, kombineret med en tilsyneladende livserfaring. Denne her enorme kontrast mellem det spontane og de dybder, som de også har. Det er som at høre Mozarts musik, barnligheden og livserfaringen et eller andet sted – den finder man ikke hos ’voksne’ skuespillere.«
– Hvor synes du, du er i din karriere lige nu?
»Jeg har bragt mig selv i en situation, hvor jeg i princippet ikke behøver at arbejde mere. Jeg kan lave det, som jeg har lyst til, og det er jo en fantastisk frihed. Jeg kan meget præcist plukke de projekter, jeg synes er rigtige og vigtige og jeg kan tage mig tiden også ind imellem. I modsætning til før i tiden, hvor jeg bare hoppede fra den ene film til den anden og glemte lidt at mærke efter, hvem jeg egentligt var.«
»Norén her er et stort og dejligt projekt, som jeg har kunnet tillade mig at vente på – selvom jeg ikke vidste, det fandtes. Også den næste film, jeg skal i gang med, er én jeg har villet lave længe (politifilmen Without Apparent Motive med Richard Gere. red. ) og som jeg glæder mig til at komme i gang med.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu