Læsetid: 2 min.

Serbisk kaos

Lav valgdeltagelse kan tvinge Serbien ud i et omvalg
12. oktober 2002

Beograd – Det er et åbent spørgsmål, om nogen af de to kandidater vil opnå titlen som serbisk præsident efter anden valgrunde på søndag. Ganske vist står valget mellem den siddende jugoslaviske præsident Vojislav Kostunica overfor den serbiske viceministerpræsident Miroljub Labus. Men meget tyder på, at en valgdeltagelse på under 50 procent vil medføre, at hele præsidentvalget skal gå om.
Efter første valgrunde 29. september, hvor 11 kandidater deltog, opnåede den konservative og moderat-nationalistiske Kostunica 30,9 procent af stemmerne og modkandidaten den liberale Labus 27,4 procent.
De to går videre til anden valgrunde søndag. Den tredje kandidat, ultra-nationalistiske Vojislav Seselj, kom ind på tredjepladsen, men med 23,2 procent var han måske valgets egentlige sejrherre.
På baggrund af første valgrunde står Kostunica til at vinde igen søndag. Men med en valgdeltagelse i første runde på kun 55,5 procent er det et åbent spørgsmål, om nok vil deltage i anden valgrunde.
Den afsluttende tv-duel onsdag syntes hverken at have flyttet stemmer eller øget udsigten til en deltagelse på over 50 procent .
»Det vigtige for Serbien er, at vælgerne møder op i det nødvendige omfang«, sagde Kostunica.
Vojislav Seselj har opfordret til boykot af den anden valgrunde, mens bl.a. resterne af den tidligere anti-krigsbevægelse og studenterorganisationen OTPOR, der spillede en afgørende rolle i Milosevics fald for to år siden, har indledt en kampagne for at få flest mulig til at stemme.
Præsidentvalget i Serbien er ikke vital for den skrøbelige fred på Balkan, bl.a. fordi begge kandidater søndag er demokrater. Men valget er afgørende for stabiliteten og den lave deltagelse afspejler udtalt apati i befolkningen. En apati der har sin baggrund i de manglende økonomiske fremskridt og en følelse – især blandt den gamle opposition og fredsbevægelse – af, at nok er Milosevic for krigsforbryderdomstolen i Haag, men mange af hans støtter er fortsat en del af magtapparatet i Beograd.
Hvis valget underkendes på grund af lav deltagelse, sikrer det hverken stabilitet eller den forandring, som den gamle anti-krigsbevægelse efterlyser, men snarere et politisk kaos, der både vil forsinke en forfatningsmæssig afklaring af forholdet til Montenegro, som ikke deltager i valget på søndag, og på lidt længere sigt tillige en afklaring af den fremtidige status for det overvejende albanske Kosovo.

*Tue Magnussen er Balkan-kender og koordinator på Rehabiliterings og Forskningscentret for Torturofre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu