(2. sektion)
Kommentar
Af en eller anden grund er det endnu ikke gået op for den danske film- og tv-verden, at vi lever i et multietnisk samfund, hvor dansken ikke er på vej til at blive, men i mange år har været en forskelligartet og mangefarvet størrelse.
Meget få film og tv-serier tager udgangspunkt i en verden, hvor mennesker er mennesker og behandles derefter uanset kulør eller religion. Og når f.eks. indvandrere endelig optræder i biografen eller på tv-skærmen, så er det ofte i rollen som den dydige præmieperker, der skal give folkene bag god samvittighed, eller som en gebrokkent talende pauseklovn.
Et godt og aktuelt eksempel er børnefilmen Kald mig bare Aksel, der ganske sympatisk forsøger at give sin målgruppe et indblik i, hvad islam og det at være muslim går ud på.
Desværre forfalder filmen til en slags pegen fingre af de kulørte karakterer, fordi de er så anderledes: »Se mor, en neger. Hvor er han sjov/underlig/spændende!«
Problemskabere
Filmskabere og tv-folk, som arbejder i den brede mainstream, har altid haft svært ved at skildre minoriteter enten som et udslag af berøringsangst, politisk korrekthed, uvidenhed eller decideret racisme.
Om det så er sorte eller homoseksuelle, så er der altid gået en rum tid, før de har bevæget sig fra at være eksotiske eller problemskabende og -tyngede symboler på forfejlet integration til bare at være mennesker ligesom de øvrige karakterer på film og tv.
Til at begynde med kunne de homoseksuelle, især de lesbiske, på grund af vægten fra deres forfærdelige livsvilkår slet ikke slæbe sig hen over lærredet, eller også blev de til sjove biroller og siden hen ofte den følsomme ven, der er åh så nem og rar at tale med.
I Hella Joofs En kort en lang får to bøsser lov til at være mennesker, men samtidig skal publikum tvangsindlægges til Peter Frödins overgjorte parodi på en skabet svans. Heller ikke den film tør stå ved en minoritet som en helt naturlig del af det samfund, vi lever i.
Og det samme problem gør sig altså i høj grad gældende, når talen falder på indvandrere skildret på film og tv sorte som brune og gule.
I tv-serien Taxa optrådte både Zlatko Buric og Janus Nabil Bakrawi, to begavede skuespillere, i rollerne som henholdsvis den arbejdsomme fremmedarbejder og den anløbne anden generations-indvandrer. Samme Buric vækker som regel jubel i biografen, når han toner højrøstet og fjollet frem på lærredet i reklamefilm for »Duborg øøl.«
Troværdigt
Lige nu kan jeg kun komme i tanke om to vellykkede, danske film, som ikke har brugt deres farvede hovedrolleindehavere til at illustrere eller accentuere en eller anden nøje forberedt problemstilling, som har at gøre med samfund over for indvandrer.
Og det er de samme tre mænd, som står bag begge film.
Instruktøren Ole Christian Madsen, manuskriptforfatteren Lars K. Andersen og skuespilleren Janus Nabil Bakrawi skrev sammen novellefilmen Sinans bryllup og Madsens debutspillefilm Pizza King.
De to film foregår i indvandrermiljøer på stenbroen i København og udmærker sig ved at være genrefilm på genrefilmens præmisser. De udstiller ikke karaktererne, men forholder sig i stedet troværdigt og realistisk til et miljø, der er en integreret del af et moderne Danmark.
Sinans bryllup er et kærlighedsdrama om en indvandrerknægt, der af sin far er blevet lovet bort til en pige, han ikke elsker. Og Pizza King er en thriller, der tilfældigvis foregår i et indvandrermiljø.
Begge film med psykologisk velfunderede karakterer, ikke med mennesker som symboler. Men trods alt har begge film efterhånden nogle år på bagen.
I dag er der premiere på Pernille Fischer Christensens novellefilm Habibti min elskede, som prøver at være farveblind, og til
november har Helle Ryslinges livtag med multietniciteten, Halabad Blues, premiere.
Men vi skal reelt til Sverige for at finde en generation af unge (farvede) filmskabere, der både tør behandle indvandrere på film på en konstruktiv og underholdende måde f.eks. Vinger af glas og Før stormen eller som i Josef Fares Jalla Jalla bruger kulturforskelle mellem svenskere og indvandrere som dramaturgisk drivkraft i en komedie om to unge elskende opdraget i hver deres tradition.
