Læsetid: 5 min.

Sidste trin ud af Europa

Østeuropa er meget langt væk fra den irske atlanterhavskyst. På de vindblæste Aran-øer kniber det med både interesse og velvilje over for anden ombæring af Nice
19. oktober 2002

Fiskere
INIS MÓR – Storbyens dristige små vaner er forlængst nået til Irlands yderste udkant. På pubbens toilet i Ti Jomeac Bar ved havnen på den vestligste af Aran-øerne er Cyril og hans makker ved at gøre klar til at ryge en pibe hash.
De bander lystigt på en boblende blanding af engelsk og det gamle irske sprog, gælisk. Men det er ikke helt til at vide, om Cyril allerede befinder i fremtiden efter endnu et irsk nej til Nice, eller blot er lidt omtåget og ude af trit. Vred er han i hvert fald:
»Det er en fornærmelse. Vi sagde nej én gang, og så en gang til. Og nu vil de have os til at stemme tredje gang. Nice-traktaten er noget volapyk, man kan jo ikke forstå den. De prøver at narre os,« siger han, mens hans karseklippede makker nøjes med at lytte.
»Han skal ikke stemme, han er lige kommet i land efter to uger på havet. Og fiskere ved ikke en skid om noget,« siger Cyril med et grin. Han tilføjer hurtigt, at han selv var fisker før, men nu er gået i land for at være sammen med sine børn, og blive kunstner.
»Og han er god,« siger den ellers tavse makker.
»Ikke så god endda. Ellers ville jeg være rig,« korrigerer Cyril, og får ild på piben, netop som en amerikansk turist kommer ind på det lille toilet.
Det er valgdag på Inis Mór, den største af de tre Aran-øer, og alle de øvrige 16 irske atlanterhavsøer, stemmer man ifølge gammel tradition nogle dage før resten af landet, der først går til urnerne i dag.
Engang handlede det om at have en ekstra dag eller to til at få stemmerne sejlet sikkert i land, men i dag er det mest tradition.

629 stemmeberettigede
I Galway West-kredsen, som Aran-øerne hører til, blev der høstet et pænt nej-flertal sidste gang. Men intet tyder på, at øboerne har tænkt sig, at gøre større stads ud af valgdagen for at rette op på det. Der er stille og tomt på den lille skole nogle hundrede meter fra havnen. Børnene har fri, og de to lokale valgtilforordnede tager lidt skeptisk imod Informations udsendte i et klasseværelse med gamle computerskærme.
De 629 stemmeberettigede på øen vejer ikke tungt, så der har ikke været politikere ovre for at fortælle folk, hvad de skal stemme. Og det lovede oplysningsmateriale, der skulle have været postomdelt, er aldrig kommet, fortæller postbudet, der kører øen rundt i bil. Den valgtilforordnede ser dog ingen grund til at drage forhastede slutninger:
»Der har da været et par stykker og stemme. Og det er stadig tidligt på dagen,« siger han stilfærdigt. En ældre herre med kraftige hårstubbe stikkende ud fra næseryggen er steget af sin mountainbike på ned vej mod skolen. Han er ikke meget for at tale politik med pressen:
»Der er noget rod,« siger han. Og svarer hvast tilbage med et spørgsmål: »Ja, hvad vil du tro, jeg vil stemme,« og går brat videre, let rystende på hovedet.
Aran-øerne synes på én gang gudsforladte og benådede. En våd atlanterhavsblæst river i de flade øer året rundt, men golfstrømmen forkæler dem med et mildt, konstant klima, der sikrer at kæmpe purpurrøde
fuchsiaer stadig blomstrer i oktober.
Og øerne er et overflødigshedshorn af tidlige kristne og keltiske levn i de karakteristiske grå limsten, de ældste helt tilbage fra 8.000 år før kristus.
De tre øer ligger som tegnet på et vajende strå ud fra Galway-bugten. De er med den irske nobelpris forfatter Seamus Heaneys ord »tre trin på vej ud af Europa.«
James Joyce kaldte Inis Mór for »den hellige ø, der sover som en kæmpe haj i Atlanterhavets grå vand.«
Og Østeuropa, der skal optages med Nice-traktaten, ligger nok meget langt væk, men øboerne får ikke helt lov til at sove fra valgdagen og de fattige fætre i øst:
»Kom ikke og sig, du ikke har tid til at stemme. For det har du! Det er din ret, og din pligt, at stemme,« lyder et kvikt radio-spot over højttalerne i det lokale Spar-marked.
Regeringen synes overbevist om, at det mest af alt handler om at få folk til at møde op og stemme. Så vil ja’et komme af sig selv denne gang.
Cathy Nighoill er en af dem, der i hvert fald skal ned på skolen senere i dag. Og det virker som om hun næsten ved, hvad hun vil stemme:
»Jeg kan stadig huske deres ansigter, det er otte-ni år siden nu, det var i Ungarn. De talte så om ivrigt om at arbejde for at komme med i EU en dag.«
Nighoill smiler, og hendes grønne øjne svømmer en kort stund bort i tanker. Hun er leder af øens kooperativ, der driver en lang række projekter og virksomheder. Besøgscentret, der fortæller om øens historie, det nyåbnede center, der genanvender øens affald, børnehaven og computer-kurserne. De er alle sammen hjulpet på vej af EU-penge.
»Men folk herude har alligevel et blandet forhold til EU. Der er lagt store begrænsninger på, hvor vi må bygge ny huse. Og hver gang bare én mand vælger at bygge sit hus og stifte familie i Galway i stedet for her på øen, fordi det er for besværligt at få tilladelse, så er det er kæmpetab for os. Vi får at vide, at det er EU-regler, der styrer det. Men jeg ved ikke helt hvad jeg skal tro, det er jo regler, der kommer fra regeringen i Dublin,« siger hun, og fortæller videre om fiskerne, der synes, at man har holdt udsalg med bestanden til resten af EU.
Der er også ballade med retten til at bryde sten. Og her er det igen EU-reglers skyld:
»Folk spørger folk om det så betyder, at de ikke kan bygge mure mere!« siger Nighoill.
Og det er alvorligt på Aran, hvor de mange, mange kilometer murgærder af lysegrå limsten, der gennemløber øerne er et spørgsmål om overlevelse. For det er murene, der giver får og køer læ for vinden. Og det er murene, der holder på det tynde lag muld, der kun møjsommeligt er skabt ved at lade en blanding af tang og sand rådne, år efter år.
»På den anden siden skal vi jo også dæmme op for rovdrift på stenene. Tiderne har skiftet. En gang brød man kun sten med hænderne, nu er der maskiner. Så der er da noget at passe på,« siger Nighoill, og klæder sig på, for at gå ned og stemme.
Fredagsaviserne beretter op en lidt højere valgdeltagelse på øerne end i fjor. Omkring 250 af beboerne på Inis Mór mødte op ved urnerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her