Læsetid: 3 min.

Slumplanet – slumpolitik

Eller den nødvendige skizofreni til at sanere sproget for slum
11. oktober 2002

FRIE ORD
Finn Bro-Rasmussen, der er professor ved Danmarks Tekniske Universitetet, sagde forleden torsdag til fire SF-politikere: »I må tage ordet vækstreduktion i jeres mund. Nogen må sige til forbrugerne, at det er nok.« – »Helt enige,« svarede Margrete Auken. Ikke overraskende, da
hun netop i sin kronik dagen før havde taget om ikke lige det så
tilsvarende ord i sin mund. Alligevel tilføjede hun: »Men hvordan gør vi?«
»Det er da ikke så svært,« svarede Inge Røpke fra også Danmarks Tekniske Universitet, »Færre penge til privat forbrug, højere skat på input (af naturgoder) til produk-tionen. Det svære er, at der ikke er opbakning til det i befolkningen.«
Det var sikkert også, hvad Margrete Auken mente. I hvert fald faldt hendes gruppe- og partifælle Jørn Jespersen ind med bemærkningen: »Det er sandelig heller ikke uvedkommende for et politisk parti.« Der skal have medlemmer, vælgere, gode opinionsmålinger og valgsejre. Hans og Aukens parti- og gruppefælle Anne Grete Holmsgaard åbnede det pinefulde sår helt: »Nulvækst og minusvækst er dæmoniserede begreber, som folk ikke lytter til.«
Sandheden er dæmoniseret.
Ingen af de tilstedeværende poltikere benægtede den naturvidenskabelige sandhed i Finn Bro-Rasmussens og Inge Røpkes udsagn. Den fjerde af politikerne, SF’s formand Holger K. Nielsen, havde lige – samtidig med at Folketinget gennemførte sin ordinære debat – indledt sit partis alternative åbningsdebat om Jordens nedskrivning til slum-planet med konstateringen:
»Vi har overtrukket vores naturlige kassekredit.« Sandheden har altid været ilde hørt; nu kan den slet ikke siges. Mens Jorden med et udtryk af digteren Thorkild Bjørnvig nedskrives til slum-planet ender sproget som slum.
I hvert fald hvis man vil have magt og øve indflydelse. Altså hverve vælgere, aktionærer, kapitalinvesteringer, sponsorer, abonnenter, læsere, seere, tilhørere, elever, studenter, fagforenings- og pensionskassemedlemmer, karriereplanlægnings-succes’er, kunder i butikken. Forskere kan
i bedste fald undgå øjeblikkelig fyring ved at sige sandheden. En digter kan måske overleve ved at være ordene sanddru. Det kan demokratiet ikke.
Det må minimalisere virkeligheden til ukendelighed og måske tilintetgørelse.
Eller med Anne Grete Holms-gaards ord: »I stedet skal vi tale om bæredygtig udvikling og inddrage det globale perspektiv i alle vore politikker.« Uden at sige sandheden om, hvad ’bæredygtighed’ og ’det globale perspektiv’ i virkeligheden betyder.
Kan demokratiet overleve det? Et er at Jorden nedskrives til slumplanet, men er det ikke også på tide at overveje, hvad der sker med vores ord og sprog, når de i demokratiske sammenhænge ikke længere må omfatte sandheden?

Sandheden, som ifølge Informations referat sidste fredag fra SF’s alternative åbningsdebat kan sammenfattes med disse ord: »Det direkte materialeforbrug (altså forbrug af naturgoderne, herunder også fotosyntesen og dens resultater i fossileret og levende biosfære) er nogenlunde konstant, selv om vi har økonomisk vækst, men denne tilsyneladende effektivisering skyldes kun, at vi efterlader mere og mere affald (de såkaldte »økologiske rygsække« eller byrder) i Den Tredje Verden – efter importerede metaller, tømmer, afgrøder og brændsel. I Danmark er tallet endnu højere, omkring 70 ton pr. indbygger. Vægten omfatter både farlige og ufarlige stoffer, men det vigtige er, at alle tallene er stigende, selv om EU’s og Danmarks officielle mål er en ’afkobling’ af forbindelsen mellem vækst og ressourceforbrug. Disse høje tal kan ikke bruges direkte til at styre forbruget, men de giver et godt billede af vores overforbrug. »De viser,« sagde Inge Røpke, »at vi lever på bekostning af andres miljø og råderum, at tekniske (effektiviserings) løsninger ikke er tilstrækkelige og at spørgsmålet om mere ligelig global fordeling er uomgængeligt.«
Jeg er hverken forsker eller digter. Også jeg véd, som Margrete Auken, Jørn Jespersen og Anne Grete Holmsgaard, at med de sandheder hverver man hverken vælgere, aktionærer, kapitalinvesteringer, sponsorer, abonnenter, læsere, seere, tilhørere, elever, studenter, fagforenings- og pen-
sionskassemedlemmer, karriereplanlægnings-succes’er eller kunder i butikken.
Men så kan man da i det mindste blive skizofren og sige sandheden alligevel. Om ikke for Jordens skyld, så dog for ordenes og sprogets skyld. Som en slags forsvar for demokratiet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her