Læsetid: 3 min.

Social indsats i blinde

Trods stigende udgifter til anbringelser af børn og unge uden for hjemmet, ved man stort set intet om, hvilken indsats der giver resultater, siger forskere
15. oktober 2002

Kommunerne mangler overblik over den indsats, de yder over for socialt udsatte børn og unge. Og mange steder handler sagsbehandlerne i blinde, fordi der ikke i Danmark findes egentlig viden om, hvilke socialpædagogiske tilbud, der virker i forhold til at give børn og unge en bedre tilværelse.
Det siger forskere på baggrund af beregninger fra Kommunernes Landsforening (KL) og Finansministeriets, der, som omtalt i Information lørdag, viser, at udgifterne til anbringelser vil stige voldsomt de kommende år.
Et billede forskerne dog ønsker at nuancere, idet de peger på, at udgiftsstigningen ikke alene skyldes flere anbringelser, men også at priserne er steget, fordi kommuner og amter har nedlagt anbringelsespladser samtidig med at efterspørgslen er steget.
»Det grundlæggende problem er, at der handles i blinde. De fleste erkender, at vi er nødt til at gøre noget ved de enorme udgifter til anbringelser uden for hjemmet. Men der er ingen sikkerhed for, hvad det er, man skal gøre,« siger Frank Ebsen leder af Center for Forskning i Socialt Arbejde, Den sociale Højskole i København.
Ebsen konstaterer, at kommunerne mangler de nødvendige styringsredskaber i forhold til at skabe overblik over de børnesager, forvaltningerne har. F.eks. hvor mange børn, der er anbragt i de forskellige sociale foranstaltninger, og hvad børnene vender tilbage til, når den kommunale indsats ophører typisk i teenageårene.
For nylig viste en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet, at kommunerne i knap halvdelen af alle børnesager bryder loven med hensyn til at gennemføre de forundersøgelser, der skal finde problemets kerne hos det barn, som er i fare for at blive anbragt uden for hjemmet, samt fastslå hvilken støtte barnet skal have.
Lektor Inge Bryderup, leder af Institut for Pædagogisk Sociologi på Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor man bl.a. forsker i anbragte børn og unge, bekræfter, at der mangler forskning på området.
»Der er enorm forskel på, hvad man gør i landets amter og kommuner. Men meget få steder har man overvejet hvilken samlet politik, man har på anbringelsesområdet. Det betyder, at sagsbehandlerne ofte handler i blinde,« siger Inge Bryderup.
Bryderups undersøgelser bekræfter den manglende udformning af forundersøgelser og sociale handleplaner og viser desuden, at børn og unge risikerer at blive sendt fra tilbud til tilbud, uden at der samles op på, hvorfor de er fejlplacerede på den pågældende institution.
»Man taler om fejlanbragte eller uanbringelige unge uden egentlig at vide, hvorfor de er det. Det er oftest ikke børnene og de unges problemer, der spiller en rolle, men at forarbejdet til anbringelserne ikke er godt nok, og at de dermed ikke er anbragt det rigtige sted,« siger Inge Bryderup, der bl.a. har interviewet unge, som har været anbragt syv til otte forskellige steder.

Tom trussel
Kommunernes Landsforening og formanden for Folketingets socialudvalg, Tove Videbæk (Kristeligt Folkeparti) henviser til, at det ikke er dokumenteret, at det bryder den sociale arv at anbringe børn og uden for hjemmet. Men Inge Bryderup afviser, at der i Danmark findes grundige undersøgelser af, om det hjælper at anbringe uden for hjemmet. Og hun frygter, at den manglende viden kan bruges til at argumentere for stort set hvad som helst, hvilket i sidste ende kan komme til at betyde forringelser.
Socialminister Henriette Kjær har i kølvandet på SFI-undersøgelsen, bebudet, at hun vil anmelde de kommuner, som bryder loven, til tilsynsrådet.
Undersøgelsen var anonym, derfor er der ikke sket nogen anmeldelser, men socialministeren har forsikret, at det vil ske, hvis hun hører om lovovertrædelser.
»Det er for nemt. Socialministeren kunne jo bare bestille en rapport fra kommunerne,« siger Inge Bryderup.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her