Læsetid: 4 min.

Stand-up-poetry

Lyriksammenslutningen Øverste Kirurgiske samler hver måned et trofast publikum til en oplæsningsaften. Nogle går selv på scenen, andre ville gerne. Og så er der dem, der bare prøver at forstå, hvad det hele egentlig er for noget
11. oktober 2002

(2. sektion)

Lyrikkens land
Klokken 20 er folk så småt begyndt at indfinde sig i lokalet i stueetagen i en baggård til Vesterbrogade i København. Gården er klemt inde bag kiosker og grillbarer og en forbipasserende vil næppe opdage skiltene, der fortæller, at der i aften er digtoplæsning på The Lab, som lokalet, hvor arrangementet afvikles, hedder.
Men det er sådan set også ligemeget, for kendere ved det: Den første torsdag i hver måned rykker Øverste Kirurgiske ind til en aften med digtoplæsning, eller hvad man nu skal kalde det, der foregår på scenen. Der bliver læst enkelte digte højt på helt klassisk facon, men de fleste bidrag har med deres karakter af performance mere til fælles med Casper Christensen end med Søren Ulrik Thomsen.
Ejerne af The Lab har satset på et upoleret look. Rundt omkring står udrangerede computerskærme, og i loftet breder sig et virvar af højtalere, ledninger og teaterspots.
Plankegulvet er ramponeret, og alt i alt giver lokalet en illusion af, at her har nogle mennesker i al hast stablet et improviseret arrangement på benene. Flere gang i aftenens løb bliver scenen da også indtaget af oplæsere, som ikke var programsat. Mange af de fremmødte er stamgæster, der går efter bestemte, tilbagevendende navne. Andre er indstillet på at lade sig overraske.
»Hvem kommer i aften,« spørger en pige i sort rullekrave sweater sin veninde.
»Jeg ved det ikke. Men det står vist udenfor,« svarer den anden.
En høj fyr klædt helt i sort og med tætklippet mørkt hår tilhører stamgæsterne. Christian Nielsen er cand.mag. i dansk og kunsthistorie, men arbejder til daglig med it. Han vurderer, at han kender over halvdelen af de fremmødte i aften.
Christian Nielsen karakteriserer sig selv som »en af de fem tilstedeværende, der hverken skriver eller drømmer om at skrive lyrik.«
I starten mødte han op af interesse for lyrikken. Med tiden er han vendt tilbage, fordi det giver ham lejlighed til at følge nogle af de optrædendes udvikling fra usikre debutanter til performere med deres egen stil.
Christian Nielsen er en del af et slæng på fem fyre, som en gang om måneden arrangerer deres egen lyrikaften, ud over den faste torsdag på The Lab.
»I aften har vi lavet en aftale om at mødes, men ellers er det mere stiltiende. Under alle omstændigheder møder jeg altid nogen, jeg kender, så jeg ender aldrig med at være her alene,« forklarer han.
Efter arrangementet går venneflokken fast på værtshuset Märkbar, der ligger lige overfor.
»Det er en del af arrangemenetet.«

Anne Brunstrøm er ligeledes blandt de fast tilbagevendende gæster. Hun er også cand.mag. i dansk og begyndte i sin tid at komme for at få et »kick« og et input af ny litteratur.
Det er stadig det vigtigste, men efterhånden er det sociale kommet til at fylde mere. Hun aftaler for det meste at mødes med nogle venner og planlægger nogle gange en middag forinden.
På opfordring giver hun en karakteristik af stampublikum.
»De falder jo nok inden for det, Henrik Dahl ville kalde det grønne segment. Her kommer mange fra litteraturvidenskab, danskstudiet og forfatterskolen,« vurderer hun.
Derudover er der folk fra det etablerede litteraturmiljø. Jørgen Leth er her, og det skyldes ikke kun, at hans søn i aften skal læse op fra sin digtsamling, der står for at skulle udgives. Begge Lether er gengangere.
Litteraturanmelder Lars Bukdahl er også i salen, og digteren Morten Vitzki dropper bogstaveligt talt forbi og giver en smagsprøve. Han når aldrig at smide sin frakke, før han har været på scenen og er ude af døren igen.
Nogle oplæsninger falder klart bedre i publikums smag end andre. Det er ikke de »klassiske« lyrikoplæsninger, men derimod optrædender med en selvironsik, underspillet humor.
To af aftenens digtere fremhæves igen og igen som hovedattraktioner: Jens Blendstrup og Thomas Krogsbøl.
Netop de to er hovedårsagen til, at Allan Gabe kommer til digtoplæsningerne hver gang.
»Det har været interessant at følge dem fra starten. Dengang var de også nervøse og usikre, men de har i dag udviklet deres helt eget udtryk.«
Allan Gabe kommer for at høre lyrik, men først og fremmeste for at få et godt grin.
»Det interessante er satiren og humoren. Det er noget andet end 80’er lyrikken, som er alt for navlebeskuende. Det her er lidt ligesom stan-dup-comedy, men de kombinerer intellektet og humoren. Man kan sige, at det er dybere.«
Men også for Allan Gabe spiller mødet med det øvrige publikum en rolle.
»Jeg må jo også være helt ærlig og sige, at det er vigtigt, at her er en bar og nogle søde piger fra litteraturstudiet.«

Begivenhederne på The Lab følger en rutine, som de fremmødte kender. Konferencieren præsenterer de enkelte opæsere, der går på scenen under stort bifald, som var det en rockkoncert. Til gengæld klapper man ikke mellem de enkelte digte. Derimod kan man godt klappe og huje under oplæsningen af et digt, hvis det er særligt morsomt.
Søren Falk læser biokemi, og er kommet regelmæssigt til torsdagsseancerne, selvom han ikke er lige begejstret hver gang. I aften var eksempelvis lidt under den vanlige standard.
»I dag var der måske en eller to ud af de seks, der har været på scenen, der er fede. Og så var der en, jeg ikke forstod, fordi hun talte svensk,« siger han.
I det hele taget er det ikke alle digtene, der giver lige meget mening for ham, og han har en mistanke om, at de fleste i publikum har det på samme måde. At folk griner for ikke at falde igennem.
– Men hvorfor bliver du så ved med at komme tilbage?
»Fordi det er fascinerende. Det er nok et forsøg på at komme ind i en verden, man ikke nødvendigvis forstår helt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her