Læsetid: 6 min.

’Stol på dit instinkt’

Den legendariske pladeproducer Hal Willner er i byen for at udvælge og arrangere sangene til Robert Wilsons opsætning af ’The White Town’ som har premiere på Bellevue Teatret i aften
24. oktober 2002

Den legendariske pladeproducer Hal Willner er i byen for at udvælge og
arrangere sangene til Robert Wilsons opsætning af ’The White Town’ som har premiere på Bellevue Teatret i aften

Musik
Det kan godt være De aldrig har hørt om Hal Willner, men Deres udsendte føler han sidder overfor en legende, da han sætter sig i et baglokale ude på Bellevue Teatret for at få en snak med Willner om bl.a. dennes bidrag til The White Town, den berømmede instruktør Robert Wilsons hyldest til Skandinavien – lyset! – generelt og arkitekten Arne Jacobsen især, med skuespilleren og sangeren Ulla Henningsen som eneste medvirkende. Willner har udvalgt stykkets sange fra forskellige kilder og er i samarbejde med arrangøren Jun Miyake ved at banke dem på plads med orkesteret.
Willner blev undergrundsberømt da han som 24-årig i 1981 tog initiativ til Amacord Nino Rota, en hyldestplade til Fellinis hofkomponist, udført af de hotteste navne fra datidens eksperimenterende musikmiljø i New York City: Carla Bley, David Amram, Steve Lacy, Bill Frisell, Debbie Harry og mange andre. Den blev ikke kun startskuddet til en stribe Tribute-plader fra Willners hånd, men (re)lancerede genren som sådan. Selv om Tribute-plader til gud og hvermand siden er stået ud af pladeselskabernes knaphuller, har få om nogen overgået Willners evne til – på hyldester til folk som Kurt Weill, Thelonious Monk, Charles Mingus m.fl. – at føre usammensættelige kunstnere sammen … med fremragende resultater til følge.
Derudover har Willner produceret folk som Marianne Faithfull, Allen Ginsberg, Lou Reed, Hole, Laurie Anderson, William S. Burroughs og Ute Lemper, været musikalsk rådgiver på det legendariske tv-show ’Saturday Night Live’ og leveret musikken til en række af Robert Altmans seneste film, så man tør roligt påstå han er ’in’ med the ’in crowd’.

En truet dyreart
Før båndoptageren overhovedet er kommet op ad tasken, er Willner i fuld sving med en tirade om hvor han kommer fra (derimod nærer han intet ønske om at diskutere hvor han evt. kunne være på vej hen):
»Min oprindelige og stadige inspirationskilde er FM-radio, som den tog sig ud i de tidlige 70’ere, da jeg var ung. Før tendensen med at målrette, strømline og playliste alting tog over. I hælene på den psykedeliske revolution benyttede FM-båndet en kort periode musikalsk fordomsfri dj’s, som hæmningsløst blandede genrerne og resultatet var øjenåbnende, inspirerende og sært: Stones, Stockhausen og Coltrane i en lind strøm og den skønneste forvirring ud af radioen udgjorde samlet den bedste uddannelse man kunne få på det tidspunkt. Især hvis man som jeg var en enspænder, der tilbragte det meste af sin pubertet bag lukkede døre, optaget af at lytte på og læse om musik.«
»Jeg trækker stadig på den energi og de lytteoplevelser, jeg fik i den periode og kunne unde andre adgang til lige så meget forskelligartet musik. Det har man langt hen ad vejen fået med internettet, hvor der ligger en masse og venter på at blive opdaget, hvilket endvidere betyder at meget spændende musik nu om stunder unddrager sig pladeselskabernes omklamring, men selvfølgelig også får svært ved at nå ud over en snæver kreds. Med sampleren og pro tools kan vi alle blive vores egne producere, så jeg er egentlig en truet dyreart (ler).«

Bedstemor med slag i
»Da jeg stammer fra et småborgerligt hjem i Philadelphia, hvor musik ingen rolle spillede, blev jeg nødt til at finde ud af det hele selv. Min far kom fra Polen og havde åbnet en delikatesseforretning, som tog al hans tid, men min farmor var der mere gang i.«
»Det var hendes skyld, vi så The Beatles på Ed Sullivan Show dengang i 1964. Hun insisterede simpelt hen på at se hvad de var for nogle. På daværende tidspunkt var jeg mest til Disney, men da jeg som 11-årig ved et tilfælde fik fingrene i Bob Dylans Highway 61 Revisited, fik jeg for alvor blæst låget af og siden var der ikke rigtig nogen vej tilbage.«
»Nino Rota-projektet var i dén grad con amore, men også forbundet med min jazz-fase, som hurtigt drev over, da mange jazzmusikere og ditto skribenter er fandens rigide, hvor jeg aldrig rigtig er gået op i genrer. Mit drive har altid været nysgerrighed; får nogle klange eller tonerækker mig til at spidse ører, simpelt hen.«
»Arbejdet med The White Town ligger i direkte forlængelse af mine Tribute-projekter, dog med en afgørende forskel: De har altid hyldet én komponist, men til stykket her har jeg i stedet skulle finde forskellige sange til én performer, nemlig Ulla (Henningsen). Så Bob Wilson, der jo altid starter med scenografien, sendte mig skitserne til de forskellige tablauer samt et foto af Ulla og jeg begyndte at lytte til plader og tage noter. Samlede sange sammen, som jeg syntes var beslægtede med Bobs univers. Selvfølgelig havde jeg alt for mange sange med herover, men det var i sidste ende Ulla og Bob, der valgte hvilke vi skulle bruge.«
»Det var en skuffelse, at de kasserede mine Phil Ochs-forslag, men sådan er det bare. Vi har indarbejdet mange skægge og uortodokse ting i projektet alligevel; et Gøg og Gokke-nummer, en Tiny Tim-sang og en gammel Ethel Merman-ting, jeg har lyttet til hele mit liv. Bob kom med noget Beethoven og Ulla med nogle danske sange og inden vi så os om, havde vi hvad vi skulle bruge. Jeg håber Ulla indspiller det hele på plade, for det er en imponerende klynge sange, vi er endt med.«
»Hvis du spørger om der er en Hal Willner-metode, er svaret nej. Hele mit liv har jeg fulgt mit instinkt og det gælder også The White Town. Jeg kiggede på Wilsons skitser, på fotoet af Ulla og stod på hovedet i min pladesamling, tænkte den er i familie med den og så videre. Jeg er hverken checket eller nørdet nok til at have et system. Man må stole på sit instinkt og det er da gået meget hæderligt de sidste 20 års tid. Nogle mennesker kan intellektualisere de processer, der styrer deres handlinger, jeg er ikke én af dem. Hvis folk spørger »Hvorfor gjorde du dit eller dat«, kan jeg kun svare, »Det gjorde jeg bare«.«

Et velkomponeret måltid
»Jeg bliver igen nødt til at pege på 70’er-scenen, fordi den en kort periode var så fordomsfri: Musik, teater, film, tv, kabaret, humor, det hele hang sammen, befrugtede hinanden og der var fri adgang til alt fra Miles Davis og Captain Beefheart til Eric Dolphy og The Beatles. Taxidriver, Fellini, ’Saturday Night Live’ … det hele hang sammen! I mine teenageår foregik der faktisk en mindre kulturrevolution, som alt for hurtigt gik i sig selv. Eller nok snarere forvandledes til det vi har nu, hvor der er vandtætte skotter genrerne i mellem. Mit forhold til mine hyldestplader er, at de skal minde om et velkomponeret måltid: Der skal være noget let, men gerne avanceret til at skærpe appetitten, en gedigen hovedportion, der er sund, nærende og interessant, en sød dessert, der glider let ned og såmænd også gerne kaffe og cognac til sidst.«
»Når man kigger på en smukt anrettet tallerken, er der jo både kød, grøntsager, sovs og måske lidt bær eller chutney. Og da man jo skal spise, kan det lige så godt være lækkert og afvekslende, hvis man ellers har penge til det. Kun autister insisterer på at spise det samme hver dag. Og sådan er det også med musik – nogle dage er man til streng og seriøs kompositionsmusik, andre er man til de vildeste jazzimprovisationer og på andre igen vil man kun høre pop. Sådan er det med mig – jeg nægter ar barrikadere mig bag en genre, dertil er der simpelt hen for megen god musik i verden. «

*Lyt evt. til følgende Willner-projekter:
Div. kunstnere: Amacord Nino Rota (1981)
Div. kunstnere: »That’s The Way I Feel Now« – A Tribute To Thelonious Monk (1984)
Div. kunstnere: Lost In The Stars –The Music Of Kurt Weill (1985)
Div. kunstnere: Weird Nightmare:Meditations On Charles Mingus (1992)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu