Læsetid: 3 min.

Den store træmand

Den engagerede læge og søn Nils Malmros spænder ben for kunstneren og får aldrig samlet de selvbiografiske brikker til et overbevisende faderportræt
25. oktober 2002

(2. sektion)

Ny film
Virkeligheden er mad for fiktionen, og erindringskunstneren Nils Malmros har mere end nogen dansk instruktør formået at gøre det personlige stof alment i klassikere som Kundskabens træ, Drenge og Kærlighedens smerte. Efter en afstikker til Færøerne med Barbara er Malmros med At kende sandheden tilbage i Århus for at fortælle sin afdøde fars historie.
Og står med et stærkt materiale, skulle man mene.
Faderen, Richard Malmros, vokser op under fattige kår i et indremissionsk miljø i Esbjerg i begyndelsen af sidste århundrede, men takket være talent og en indædt vilje gør han sig fri af den sociale arv, bliver læge og en af landets førende hjernekirurger. Alligevel ender han sine dage som en plaget mand, fyldt med selvbebrejdelser og forfulgt af især sagen om brugen af det radioaktive stof Thorotrast ved røntgentundersøgelser af hjernen fra 1935 til 1947.

Filmens bedste scener
En skæbnefortælling, en journalistisk spændingshistorie, et retssagsdrama og et stykke danmarkshistorie – man kan godt forstå, at Nils Malmros har studeret Orson Welles’ Den store mand, der på én gang er et portræt af en mand, hans erhverv og den tid, han lever i og legemliggør.
Men i modsætning til Welles’ mesterværk bliver det aldrig klart, hvad det er for en historie, Malmros vil fortælle. Er det historien om det skræmte barn, der hele livet bærer rundt på barndommens traumer? Faderen, der ofrer sig for sine patienter og svigter sin familie? Eller lægen, der slås med umulige etiske dilemmaer og ikke kan undgå at pådrage sig skyld?
Måske alle tre historier, men Nils Malmros får ikke samlet dem overbevisende og spilder megen energi på faderens eftermæle som læge. For er vi aldrig i tvivl om, at Richard er fagligt pletfri, bliver vi til gengæld mere og mere usikre på, om denne træmand er en interessant person og en spillefilm værd.
Her er langt til det rige følelsesliv, som kendetegner Malmros’ foretrukne hovedpersoner: børnene og de barnlige kvinder. Der lægges netop fine psykologiske brikker i barndoms- og ungdomsafsnittene, som byder på filmens bedste scener. Her oplever vi med drengen Richards (Lasse Brout Andersen) øjne den sociale ydmygelse, da familien under Første Verdenskrig bliver sat ud af kongens foged. Vi mærker konflikten mellem hans spirende seksualitet og tante Johannes (en isnende Anni Bjørn) livsforsagende moral, ligesom vi i et vidunderligt drømmesyn ser Richards længslers mål: Balletlærerinden frk. Frölich i ensom dans.

Vemodig poesi
Disse barndomsglimt – der ligesom resten af At kende sandheden er filmet i rene og smukke sort-hvide billeder rummer en vemodig poesi og ægthedsfornemmelse, der er Malmros, når han er på toppen. Og voksenafsnittet, da Richard bliver lægestuderende (Jens Albinus) og af misforstået skyldfølelse gifter sig med den muntre og ligefremme Eli (Lise Stegger), indeholder filmens mest bevægende scene: Netop da Richards verden er ved at styrte i grus på grund af en kollegial konflikt, henter han en næsten overmenneskelig styrke til, endelig, at træde i karakter som far (og menneske!).
Men Malmros følger aldrig op på dette paradoksale, men sande øjeblik, og han synes at have mistet overblikket i filmens puslespilsagtige flash-back-struktur. Der er for mange pedantiske erindringer og begivenheder, der stritter, og åbningsscenens hjerneoperation er unødigt detaljeret.
Filmens nutidsramme – hvor en aldrende Richard (spillet med gammeldags teaterdiktion af William Rosenberg) har samtaler med sønnen Nils Malmros (en duknakket Søren Østergaard) – er skæmmet af en docerende tone og minder mere om et partsindlæg i en sag (Thorotrast-sagen set med en læges øjne) end om et filmdrama.
Hvorfor er Richard Malmros endt som en sur gammel stivstikker? Vi aner det dybest set ikke – og hvad værre er: Vi er ret ligeglade. Måske har Nils Malmros været så engageret som søn og læge, at han har stået i vejen for den sensible filmkunstner af samme navn.

*At kende sandheden. Instruktion: Nils Malmros. Manuskript: Nils Malmros og John Mogensen. Dansk. (Dagmar, Grand, Palladium, Empire, København og en række biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her