Læsetid: 12 min.

Suset fra Sønderbro

Kan et belastet kvarter, der har produceret sociale tabere i årevis, hive sig selv op og sætte den sociale prædestination på slingrekurs? I Horsens kæmper de, men er langt mere ambitiøse end regeringen, der vil gøre bistandsklienter til bankdirektører. Målet er mening med tilværelsen
12. oktober 2002

Dragerne af gennemsigtigt, tyndt plastik kæmper for at blive i luften. Men dagen er kold, klar og vindstille og børnene på boldbanen løber i stedet rundt for ved egen kraft at give de skrøbelige himmelfarere en flyvetur.
»Åh,« råber Mark. »Den duer ikke.«
Hans lyse hår stikker ud under den omvendte kasket og fregnerne lyser frækt. Træningsdragten matcher, og om halsen har han en nøglekæde. Han sparker ærgerligt til plastikdragen på jorden. Den ene af de to blomsterpinde, der udgør dragens simple konstruktion, har revet sig løs.
»Det er ligesom min drage. Den kommer nok heller ikke til at du,« siger han.
»Du kan sagtens lave den. Se nu her, du skal bare klistre den sammen igen,« siger en tilløbende pige ivrigt. Hendes lange rottehaler svinger, mens hun tager en rulle tape i lommen og sætter hurtigt blomsterpinden på plads igen.
Børnene på boldbanen, to to-sprogede og fire med dansk baggrund, er elever på Søndermarkskolen i Horsens. Skolen ligger i Sønderbro-kvarteret, hvor man lige som børnene prøver at finde en slipstrøm opad fra social deroute, misbrug, kriminalitet og nedslidte boligforhold.
Som nabo til skolen ligger det sociale boligbyggeri Axelborg, og som i ethvert andet belastet kvarter kan der fortælles historier om Axelborgs beboeres desperate ligegyldighed. Den dyre varme blev lukket ud af åbentstående vinduer, og avisindpakkede hundelorte med kinesere omhyggeligt stukket ind i den bløde masse eksploderede, når de blev stukket ind gennem brevsprækkerne, som led i ondskabsfuldt nabo-mobberi, husker Flemming Holm, Sund By i Horsens.
Til forskel fra så meget andet trøstesløst slum er de triste minder dog netop minder. Kvarteret kan stadig gå under betegnelsen, socialt belastet. 87 pct. af beboerne over 16 år i Axelborg er helt eller delvis på overførselsindkomster. Men lejlighederne blev renoverede for nogle år tilbage, og Axelborg har fået et velfungerende beboerhus, og beboerne oplever, at kriminaliteten er på retur, hvilket bekræftes af den lokale kriminalinspektør, Kristian Skovhus. Områdets forskellige ildsjæle har desuden modtaget adskillige priser og tilkendegivelser for deres særlige indsats i kvarteret, Jo, borgmesteren kommer tit på besøg i Sønderbro.
Søndermarkskolen, som også var et kendt navn i lokalpressens referater af politiets døgnrapporter, har ligeledes gennemgået en forvandling, som kan aflæses i tørre tal. For fem år siden valgte kun 44 procent af forældrene i kvarteret, der også tæller et villaområde og en renoveret almennyttig boligmasse, den lokale skole. I dag er tallet nærmere de 70 procent. Andelen af to-sprogede elever er på 40 procent. Skolen lå ganske vist på en fjerdeplads fra bunden, da karaktergennemsnittet for afgangseksamen på samtlige landets folkeskoler blev offentliggjort sidste år. Men i de mindre klasser er læsefærdighederne på niveau med resten af kommunens skoler. Bl.a. har eleverne fra børnehaveklassen op til 5. fået en ekstra dansktime om ugen. Derudover findes en mængde tilbud på skolen, som skal matche børnenes behov.
Men skoleleder Mogens Falk, der blev ansat for fire år siden, samtidig med en kommunal bevilling på 2,8 mio. kr. til projektet »Brug din lokale skole«, ser det ligeledes som sin opgave at spinde et netværk med tråde ud i hele lokalområdet, der kan fange børn, unge og voksne op.
Denne morgen har der f.eks. været en lærer inde på hans kontor og fortælle om en gruppe på tre knægte, der har truet en fjerde med bank i forbindelse med fodboldtræning. Læreren tager øjeblikkeligt fat i drengene og spørger dem, hvad det er, de går og laver, og siger, hun fortæller deres forældre om det. For som skolelederen påpeger, ønsker de færreste forældre, uanset om de selv har problemer, at deres børn laver noget skidt. Desuden har Mogens Falk bedt læreren finde ud af, i hvilken fodboldklub truslerne har fundet sted.
Da vi lidt senere er på vej fra Falks kontor ud i skolegården, kommer læreren og giver besked om boldklubbens navn.
»Der bliver handlet 30 sekunder efter tingene kommer op. For vi vil gerne hjælpe mennesker til at finde ud af vejen her i livet, så de ikke går helt ned,« lyder Mogens Falks vision for opbygningen af et netværk i et område, der er kendetegnet ved, at netop sociale relationer og netværk ofte er fraværende.
Under skolens mønttelefon hænger et skilt, der kundgør, at møntkassen tømmes dagligt, og i vinduerne på skolens kontor og i beboerhuset hænger der sedler om, at man ikke opbevarer kontanter. Til dagens orden hører stadig druk, narkosalg, prostitution, rockerkriminalitet, dybt omsorgssvigtede børn, piger med svagt selvværd, der overskrider deres egne seksuelle grænser, problemer med arrangerede ægteskaber og selvmordsforsøg blandt unge piger med anden etnisk baggrund, hvoraf enkelte lykkes.
Listen er deprimerende og ville nok være det endnu mere, hvis det ikke var, fordi indsatsen for at give beboerne i kvarteret en bedre livskvalitet er så synlig og determineret. Sønderbro har bestemt ikke udviklet sig til et landsbykvarter med stokroseidyl og storkebesøg. I skolens skorsten vokser derimod en vindblæst birk med hang til overlevelse.
»Der sker vold, tyveri og hærværk, ja. Men det er sjældent, at der ikke bliver taget fat i det. Vi hører altid om det. Det er lige som en lille landsby,« siger Mogens Falk og vinker til pensionisten Rasmus, mens vi går over på den anden side af gaden. Flere ældre mennesker har deres gang på skolen, hvor de har små gøremål. I det hele taget er skolen et åbent socialt centrum for kvarterets foreninger og andre aktiviteter.
»Vi tror ikke på fejlfinding, men ressourcefinding. Skolen skal give børnene en uddannelse. 70 procent af den store tyrkiske indvandrergruppe i kvarteret har i tre generationer hentet deres ægtefæller op fra et område i Tyrkiet, hvor hovedparten er analfabeter. Deres forståelse for uddannelse er lille. Men nogle af dem erkender, at de ikke kan hjælpe deres børn med lektier. Derfor har vi lavet lektiehjælp.«

Mogens Falk taler om empowerment, et af tidens socialfaglige plusord. Men hvorfor skulle det virke bedre her end så mange andre steder?
»Fordi vi gør noget ved det. Og fordi vi har en erkendelse af, at vi professionelle er så pokkers gode til at skabe forestillinger om, hvad der er et godt børne- og voksenliv. Hvis det normale skal være målestokken, så har vi da godt nok nogle at tvangsfjerne. Så gør vi mennesker med sociale problemer passive. Den rolle spiller de perfekt, og vi fratager dem ethvert initiativ.«
Mange af de ydre vilkår i kvarteret vil nok ikke ændre sig, erkender Mogens Falk med praktikerens klarsyn.
»Vi vil ikke skabe så mange bankdirektører, som statsminister Anders Fogh appellerede til i Folketingets åbningstale. Men hvis den enkelte voksne oplever en livskvalitet af betydning for dem, f.eks. via nogle af de aktiviteter, vi stabler på benene, så er det et vigtigt udgangspunkt for at få dem til at tage lidt mere ansvar for deres børn. Vi vil skabe mønsterbrydere, men man skal ikke regne med, at det nødvendigvis betyder ungdomsuddannelse, lærlingeplads, fast arbejde. Det er nødvendigt at starte langt dybere.«
Mogens Falk taler ikke meget om manglende bevillinger, men mest om de penge, områdets beboere selv samler ind ved et hav af forskellige arrangementer. Bl.a. har de skrabet knap en mio. kr. ind til et nyt kulturhus. Men han advarer: »Det netværk, vi har, er meget sårbart, og man skal huske, at besparelser rammer 10 gange hårdere i et område som her.«

Historien om »Suset fra Sønderbro«, som redaktøren af ugebladet Horsens Posten har beskrevet kvarterets forandring og sammenhold, vikler sig også ind i en anden historie, der handler om modige politikere.
Horsens Kommune har danmarksrekord i anbringelser af børn og unge uden for hjemmet. Et udgiftsområde, der landet over tvinger kommuner i knæ med årlige priser i millionklassen for en anbringelse på sociale opholdssteder eller i privat familiepleje. I 2002 forventes udgifterne at løbe op på 49 mio. kr. i Horsens.
Et enigt byråd, der er socialdemokratisk domineret og ledet af borgmester Vagn Ry Nielsen, som også er formand for socialudvalget i Kommunernes Landsforening, vedtog med budget 2002 en besparelse på området på syv mio. kr. over seks år. Det har tvunget embedsmændene til at tænke nyt.
Og beskeden til politikerne var: Det kan vi godt. Men det kommer til at koste ekstra ressourcer først.
I Horsens taler man nu om et paradigmeskift på anbringelsesområdet. Forudsætningen for besparelsen er nemlig en total omlægning af anbringelserne. 20 børn og unge er hjemkaldt fra de steder, de har været anbragt, og skal nu bo hjemme hos deres egne familier, de i første omgang er blevet fjernet fra. Heri ligger noget af besparelsen. Dernæst er det meningen, at yderligere reduktion i antallet af anbringelser skal ske ved, at projekt Alternativ til Anbringelser skal reintegrere børn og unge på byens distriktskoler. De udsatte børn og unge skal med andre ord normaliseres.
»Man kan sige, at byrådet har været tro mod deres overbevisning; nemlig at bryde den negative sociale arv. Selv om Horsens har anbragt langt flere uden for hjemmet, så har vi ikke kunnet dokumentere, at det bryder den sociale arv. De unge vender tilbage til kvarteret og fortsætter familiens bane,« siger
Michael Maaløe, der i over 20 år har arbejdet med sårbare børn og unge og i dag er leder af det nye familiecenter Fuglevang, som er krumtap i kommunens nye strategi.
»Samtidig med, at der har været et sparekrav, har man så haft en ambition om at finde nye måder, hvorpå mennesker kan komme til at leve et bedre liv pga. den kommunale indsats. Og politikerne har været modige og tænkt langsigtet. Det er usædvanligt. På et tidspunkt blev byrådet sågar bekymrede for, om deres eget spareforslag nu også bibeholdt kvaliteten i de tilbud, kommunen giver de udsatte børn og unge. Og så at de har et progressivt forhold til udgifterne. Jeg kan til enhver tid ansætte en familierådgiver mere, hvis det kan spare en anbringelse.«

Det er kun jernbanen, der skiller det nyanlagte familiecenter Fuglevang, som blev indviet i august i år, og Søndermarkskolen.
Der lugter af ny gulvbelægning og småkager i det lyse byggeri. Småkagerne står stadig på ovnpladerne i centrets værkstedskøkken. Her skal de 20 hjemtagne børn og unge, som går på centrets heldagsskole bl.a. lære at lave mad sammen med deres familier.
»Det skal være mere end at koge pølser i elkedlen. Hvilket jo også er en form for omsorg, da den slukker af sig selv og ikke er farlig som en gryde,« siger Michael Maaløe og smiler varmt.
Familierne består typisk af en enlig mor med fire til otte børn, som hun har med forskellige mænd. Måske er der også en ny papfar inde i billedet, fortæller Michael Maaløe. Som billede på mønstret i familierne, har centret optalt en familie, der udgør i alt 96 personer i to generationer. De 94 er på overførselsindkomster. Kun to har arbejde med en regulær lønindkomst.
»Børnene her kan, uanset hvor de kigger hen, konstatere, at moster, onkel, bedsteforældre lever på samme måde: Hver måned er de gået til socialkontoret og har brokket sig over, at der heller ikke var penge til huslejen i denne måned. Familierne har f.eks. aldrig lært, hvordan de skal være familier. De har set, hvordan det ser ud på tv, men fordi deres egen barndom ofte har været præget af misbrug og/eller psykisk sygdom, ved de simpelthen ikke, hvordan de f.eks. får deres børn til at sidde ned i et kvarter og spise et hyggeligt aftensmåltid sammen, uden at skænderierne fyger og børnene drøner frem og tilbage,« siger Michael Maaløe.
Søndermarkskolen er også en del af dette nye projekt, fordi nogle af de 20 børn og unge, der går i Fuglevangs heldagsskole, skal sluses tilbage på skolen. Og fordi Fuglevang ønsker at gøre brug af skolens netværk.
For centret vil også noget mere, der kræver noget af de såkaldt normale danskere. På skiltet til et af kontorerne på Fuglevang, der i øvrigt har samlet alle personalegrupper, som har med udsatte familier at gøre, sundhedsplejersker, sagsbehandlere og familierådgivere, står der ildsjæle- og frivillighedskoordinator.
En væsentlig brik i den nye indsats er at opdyrke den frivillige indsats ved at skabe et netværk af personer omkring centrets brugere. Og i tiden fremover skal koordinatorerne ud at stemme dørklokker. På den måde kommer det sociale ansvar ind over dørtærsklen til Horsenskvarterets beboere.
Det kan f.eks. være at følge en dreng til fodbold en gang om ugen eller hjælpe en pige med lektielæsning. For det er ikke kun de vanskelige familier, der skal reintegreres. De normales normalbegreb skal også ændres, mener Michael Maaløe.
»Hvis vi ikke vil have, at en gruppe skal skille sig mere og mere ud, så må vi også sænke vores tærskel og forsøge at leve med den psykisk syge i opgangen og at voldsomme unge en gang i mellem larmer. For vi kan ikke både beholde flere af skattekronerne i lommen og få den dobbelte service. Tendensen er, at vi ikke skal bruge alle de penge på udsatte familier. Og hvis vi ikke skal det, så fylder de altså også mere i vores samfund,« siger Michael Maaløe.
Også de socialt svage familier skal hjælpe andre, lyder pædagogens vision.
»Det kan de godt, for det er altid nemmere at se, hvordan andres børn skal opdrages. Bare det at kunne have sin mobiltelefon åben, hvis de ringer og har brug for en i det projekt, hvor man hjælper andre dårligt stillede, kan være enormt vigtigt,« siger han med henvisning til en konkret hændelse.

Endnu mangler det vigtigste i projekt Alternativ til Anbringelser. At de udsatte børn og unge faktisk bliver i familierne og med tiden sluses fra Fuglevangs skole over til de almindelige folkeskoler.
Men ligesom skoleleder Mogens Falk har praktikeren Michael Maaløe også andre ambitioner end statsminister Fogh.
»Det kan godt være, vi f.eks. ikke får gjort op med misbruget i en familie. Men måske kan vi hjælpe med til, at en dreng på 12 i det mindste får lidt glæde af sine forældre, når de er ædru. Og så lære ham at klare sig selv – stå op, komme i skole, hvis mor har drukket, så hun ikke kan vågne. I forhold til at være anbragt tyder meget på, at det er bedre at leve sådan.«
Charlotte Wendelboe er en af de lærere på Søndermarkskolen, der har sagt ja til at tage en af børnene fra Fuglevang ind i den 5. klasse, hun har til dansk. Hun er både positiv over for kommunens nye strategi, der kan være god for de familier med lidt ressourcer, hvorimod hun advarer om, at man risikerer at svigte de svageste.
»Jeg tror på, at den dreng kan være i min klasse, der er meget rummelig. Han er rimeligt velfungerende og moderen klarer sig rimeligt, og forhåbentlig får han et mere normalt skoleliv. Så princippet er godt. Nogle af de børn, der er taget ud, kan godt komme tilbage i folkeskolen. Men man er nødt til at skelne. De svageste er jo blevet fjernet, fordi det var sundhedsskadeligt for dem at være hjemme. Tanken om netværk er også positiv – en onkel, der træder til, og så også hjælper sig selv. Men de familier, der ikke har ressourcer, lader man i stikken. For det handler jo også om at spare penge,« siger Charlotte Wendelboe.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu