Kommentar
Hvis bomben på Bali virkelig er al-Qaedas værk, sådan som myndigheder og analytikere mener, er det nærliggende at spørge: Hvorfor her! Hvad er sammenhængen mellem al-Qaeda og Sydøstasien, herunder Indonesien?
Mens listen af optrævlede, forhindrede og mislykkede terrorplots rettet mod vestlige mål i Vesten siden 11. september efterhånden er lang, er al-Qaedas aktivitet tilsvarende optrappet uden for Europas og USAs grænser. Navnlig kan man konstatere aktivitet i stater, amerikanerne kalder failed states, og som vi herhjemme betegner som svage stater.
Meget tyder på, at de nye terrornetværk søger tilflugt i svage stater og at det er denne konstellation, som i dag udgør den helt store udfordring i bekæmpelsen af den globale terrorisme.
Det har længe været kendt, at al-Qaeda havde tætte forbindelser til grupper og miljøer i Sydøstasien. Således gemte Ramzi Yousuf, hjernen bag den første bombe mod World Trade Center i New York, sig i Filippinerne efter det delvist mislykkedes forsøg i 1993.
Gang på gang er der forlydender om al-Qaeda-netværk i de centralasiatiske bjerge, i Sydøstasien, i Kina, fremdeles i Afghanistan og i Pakistan. I lande som Yemen, Georgien og Filippinerne har USA udstationeret soldater, der skal bekæmpe al-Qaeda celler, og det senste år har vi hørt om optrævling af netværk i Malaysia og Singapore samt i stigende grad om al-Qaeda-aktivitet i Kashmir.
De fleste spekulationer om, hvor al-Qaeda-ledelsen i dag befinder sig efter de amerikanske tæppebombninger af bjergene i Afghanistan, går på, at den har søgt tilflugt i Pakistan eller Sydøstasien.
Mens man efter åbningen af arkiverne efter Den Kolde Krig kunne konstatere, at venstreorienterede og nationalistiske grupper havde nydt stor støtte fra Sovjetunionen og DDR, der både havde leveret våben, ydet økonomisk støtte og tjente som egentlige skjulesteder, søger de nye netværk hen til stater, der på grund af deres svaghed tilbyder skjulesteder, men derudover ikke meget andet. De nye netværk skaffer nemlig selv deres våben, sørger selv for finansiering og opererer i det hele taget mere som moderne globalt orienterede virksomheder, hvor kommunikation er den vigtigste aktivitet, når store terrorhandlinger skal planlægges og gennemføres.
De har med andre ord brug for områder, hvor de kan gemme sig, hvor de kan have deres træningsfaciliteter, og hvor de kan etablere knudepunkter for indsamling og spredning af information. Alt dette helt uden indblanding fra en eller anden regering, der jo primært vil pleje nationale interesser.
Svage stater, dvs. stater, der er mangelfuldt udviklede, hvor centralregeringen kun formår at balancere mellem utallige interesser og konflikter og sjældent har territorial kontrol uden for hovedstaden og endog aldrig helt her og hvor der derfor er gode muligheder for. at grupper kan leve ugenert i f.eks. bjergområder.
Ofte vil det endog være sådan, at al-Qaeda-netværk til gengæld for, at få husly tilbyder centralregeringen forskellige ydelser, der som i Afghanistan kan strække sig fra at levere livvagter, økonomisk støtte samt egentlige soldater i borgerkrigen.
I Pakistan, en anden svag stat, leverede al-Qaeda hellige krigere til konflikten i Kashmir, og i andre lande kan man bidrage til smuglerhandel, narkotikadyrkning og anden form for kriminalitet.
Undertiden kan det virke, som om terrornetværkene faktisk er mere ressourcestærke end de svage stater, der huser dem. Meget tyder på, at Taleban mere levede på al-Qaedas nåde og bekostning end omvendt. Alligevel har netværk som al-Qaeda brug for de svage stater, fordi de trods deres karakter af mislykkethed i FN-regi fremstår som suveræne stater, hvis indre forhold lande som f.eks. USA ikke uden videre kan tillade sig at blande sig i.
Svage stater er med andre ord ideelle resortområder for netværk, uanset om vi taler om mafialignende narkotikakarteller som i Mellemamerika eller islamistiske terrornetværk som al-Qaeda, der søger hen til områder, hvor kombinationen af fattigdom, udviklingsproblemer og muslimske befolkninger udgør en basis for at fiske i rørt vande og etablere ekstremistiske grupper.
At kombinationen af svage stater og de nye terrornetværk kan have globale konsekvenser, har vi allerede set. Hvordan problemet skal løses, er stadig et åbent spørgmål. Men at bidrage til at de svage stater udvikler sig til stærke, er nok i det lange løb et bedre bud end fortsat at hælde bomber i hovedet på dem.
