Læsetid: 3 min.

Den svenske forbindelse til danske slankepiller

Selv om slankepillen Letigen ikke er godkendt i Sverige, behøver overvægtige svenskere ikke at fortvivle: Dr. Krøyer i Helsingør kan levere varen
2. oktober 2002

»Har du behov for at gå ned i vægt, er du velkommen til at besøge mig i min konsultation i Helsingør, Danmark. Du behøver ikke at bestille tid...«
Sådan reklamerer læge Torben Krøyer, Bramstræde 3 B i Helsingør, på sin svensksprogede hjemmeside over for mulige svenske kunder, der ønsker at tabe sig. Med et besøg hos dr. Krøyer kan svenskere således lovligt få adgang til et lægemiddel, der indeholder aktivstofferne efedrin (’fattigmands-kokain’) og koffein, selv om det ikke er godkendt i Sverige. For to år siden forbød EU slankemidler med centralstimulerende aktivstoffer som f.eks. efedrin.
Ganske mange svenskere fra Skåne og opland har fundet ud af at omgå dette forbud. Og det mærkes på Stengades Apotek, der ligger lige rundt om hjørnet i fra dr. Krøyers konsultation.
»Ja, det må man sige,« siger apotekerassistent Lisa Johnsen. Apoteker Niels Hamborg er straks lidt mere forbeholden, selv om han bekræfter, at apoteket hver dag sælger Letigen til svenske kunder:
»Vi er det sidste apotek før færgen, så vi sælger da til svenskere. Men Letigen er et af de mest solgte lægemidler, så under alle omstændigheder er der et stort salg,« siger Niels Hamborg, der i øvrigt finder opmærksomheden omkring slankepillen overdrevet:
»For der er jo bivirkninger ved alle lægemidler,« som han bemærker.
Ifølge Niels Hamborg får svenskere ikke kun Letigen hos Torben Krøyer. Også andre læger i Helsingør og danske læger bosiddende i Sverige har travlt med receptblokken.

’Det bliver bare blæst op’
Læge Torben Krøyer ønsker ikke at oplyse, hvor mange svenske patienter han har i sin konsultation.
»Hvorfor skulle jeg svare på det? Alt det der må Lægemiddelstyrelsen afklare, og så har jeg ikke mere at sige til det.«
– Men du reklamerer på svensk på din hjemmeside?
»Det kan jeg ikke se skulle interesse nogen. Det bliver bare blæst op. Men alle kan komme her: Danskere, svenskere, nordmænd, tyskere, så hvad skal du bruge det til,« spørger Torben Krøyer.
»På apoteket kan du i håndkøb og altså receptfrit købe hostesaft med efedrin til børn. Og hvis du så drikker fire kopper kaffe, så vil jeg tro, det svarer til en Letigen-tablet,« fortsætter han.
Torben Krøyer understreger, at han nøje følger de gældende regler f.eks. med at måle blodtrykket hos sine overvægtige patienter og lave journal mv.
»Så jeg har god samvittighed. Og Letigen er en udmærket tablet,« siger han, der på sin hjemmeside noterer, at normaldosis er tre tabletter pr. dag. »Men du kan have behov for en større dosis,« som der står. På et enkelt døgn er den maksimale dosis dog 7,5 tablet, oplyser hjemmesiden, der også gør opmærksom på, at Letigen kan have bivirkninger som hjertebanken, mundtørhed og rystelser på hænderne.
Torben Krøyer advarer patienter med hjertesygdom mod at anvende slankepillerne.
»Det er meget forskelligt, hvordan man reagerer på Letigen. Nogle får bivirkninger, andre gør ikke,« skriver han.
I 1997 overtog Torben Krøyer sin konsultation fra dr. Niels Eriksen. Han var opfinderen af den første danske slankepille, Helsingør-pillen, hvor aktivstofferne også var efedrin og koffein. Samme år forsvandt Helsingør-pillen i øvrigt fra markedet på Socialstyrelsens foranledning.
På sin telefonsvarer oplyser Torben Krøyer – også på svensk – at han »fortsætter dr. Eriksens arbejde med afmagring«.

FAKTA
Salget stiger
*Salget af Letigen stiger, oplyser Lægemiddelstyrelsen. I første halvår af 2002 blev der solgt for 28 millioner kroner Letigen på apotekerne, svarende til 4,12 millioner døgndoser – en stigning på knap en fjerdedel i forhold til første halvår 2001.

*Helena Calles fra Läkemedelsverket i Stockholm oplyser, at der ikke findes godkendte afmagringsmidler indeholdende efedrin eller koffein på det svenske marked.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu