(2. sektion)
Sverige
Flere end én gang måtte den svenske læge Stig Helmer spillet af Ernst Hugo Järegård søge op på taget af Rigshospitalet i Lars von Triers tv-serie Riget. Op og stå i sin hvide kittel og lade sig forevige gennem et grumset-brunt filter, mens han harmdirrende skreg sin harme ud over Østerbro og omegn.
»Danskjävlar!« brølede den vrisne læge i afmagt, og dét med en desperationens styrke, så forsatsruderne formelig klirrede bag tvet i de danske stuer. Det skete om torsdagen, i prime time. Og at en mand med en videregående uddannelse kunne se sig så gal på selve danskheden det var næsten mere skræmmende end fru Drusse og Mary i elevatoren.
Sådan var det i 90erne, og det er heldigvis længe siden i dag, hvor vredladne Helmer på taget blot er et videominde. Troede vi. Indtil årets femte nummer af det svenske politiske magasin ETC for nylig ramte gaden med et skarpt smæld.
Entusiastisk angreb
På forsiden og på rød baggrund er et billede af en køn, ung kvinde af sydlandsk udseende. Og lige under hendes hage, med store, hvide typer, står:
»DANSKJÄVLAR!«
Lige herunder loves læseren »46 sider om et fordærvet land«. Og i den indledende kommentar til temaet sammenligner chefredaktør Johan Ehrenberg vort land med det Danmark, der engang blev anerkendt for værdier som porno, billige øller og hash en masse:
»Nu findes der et andet billede af Danmark. Af indskrænkethedens, fejhedens, racismens og udstødelsens land,« skriver Ehrenberg.
»Det er et billede, der kommer af en politisk omvæltning, som har fundet sted på blot få år. Men samtidig er det billedet af et Danmark, der hele tiden har eksisteret. Det er det andet, borgerlige blå Danmark, som var uhørt meget stærkere end noget andet alternativ. Det dyrplagende land, det indbildske land, hvis største kulturelle gave til menneskeheden er Janteloven.«
Efter dén karakteristik lover chefredaktør Ehrenberg, at fænomenet Danmark over de følgende mange sider vil blive behandlet med samme entusiasme, som Stig Helmer lagde for dagen på Rigets tag.
Der er sådan set ikke noget nyt i det koncept. Siden den novemberaften sidste år, hvor vi gav os selv en borgerlig regering, og Pia Kjærsgårds tropper høstede 12 procent af stemmerne, har svenskerne været efter os. I dag er det enhver svensk politikers mareridt at blive slået i hartkorn med sine danske kolleger. Det må aldrig blive som i Danmark, for guds skyld ikke, lyder det. Så hellere angribe for en sikkerheds skyld.
Og hellere en klap i Øresundsbron, skrev det borgerlige Svenska Dagbladet i en leder i maj måned, »hvis en broklap kunne holde de fremmedfjendske ideer borte«.
Hvis øl er det?
Det nye er ikke konceptet, men omfanget af ETCs bredside. Der bliver spillet på alle tangenter (om end mest de sorte), og kun den nationaldanske flagellant kan ved første øjekast nyde de mange anklagepunkter.
»Anders Fogh Rasmussens regeringskoalition bestående af Venstre og Konservative har kun majoritet i folketinget sammen med Dansk Folkeparti. Det har givet det ekstreme højrefløjsparti stor indflydelse, hvilket blandt andet er blevet anvendt i en aftale om u-landsbistanden, som Dansk Folkeparti afskyr,« opregner ETC blandt flere punkter.
Skulle man tænke hus forbi, da det jo kun er de færreste danskere, der har stemt på Dansk Folkeparti, bliver man hurtigt klogere. For det her handler ikke kun om politik, men også om økonomi og kultur. Vi har eksempelvis ikke alverdens grund til at være lidt stolte over de danske dogmeregler.
Hele ideen er tyvstjålet fra den franske poetiske realisme, kan man læse i ETC. Og »dogmefilmene er hverken radikale, nyskabende eller gode«. Heller ikke selv om det var Lars von Trier, der lod Stig Helmer råbe i vilden sky:
»Man har kanoniseret en drengeklub, der ikke fortjener det,« lyder den nøgterne dom.
Syrlige dråber af gulblå ærgrelse dryppes undervejs i voldgraven mellem os og dem. En ærkesvensk dåse Pripps Blå er sågu produceret af et danskejet bryggeri! Jönssonligaen er en kopi af Olsenbanden! Det svenske nationaltræk beskrevet i Janteloven er dansk! Og nu skal Malmø bebyrdes med danskere, der ikke kan få opholdstilladelse til deres ægtefælle i Danmark!
Det hjælper lidt på stemningen at fortælle om Moses Hansens tåbeligheder, og en kronologi om danskernes fremmedfrygt luner også den består af 15 punkter om højredrejningens næring og tre om modstanden mod den.
Vor egen Carsten Jensen erklærer med frejdig bekymring den danske frihed for færdig.
Og nærværende avis administrerende direktør må forklare sig, fordi Information til tider har trykt annoncer for prostituerede. Hans relativt få ord akkompagneres over syv sider af en trøstesløs billedserie om bemeldte erhverv.
Billedsiden er i det hele taget med til at udstille os. Den er i den der realistisk krasse kakkelbordsstil, som sørger for, at hver en bums og hver en nullermand træder tydeligt frem på billederne. Som er taget af danskere.
Hurra snyderi
Men hov måske er svensken ude på at snyde os. Der stod godt nok »DANSKJÄVLA!« på forsiden af magasinet, og spydighederne er bestemt mange. Men det der med et land i fordærv, hvordan skal det i grunden forstås. Når nu pludselig, på side 44, en artikel bærer overskriften Svensksvin.
Det ér konceptet, der er nyt.
»Når vi ser på omverdenen, ser vi måske ikke bjælken i vores eget øje?« står der nu.
Thi svenskerne producerer masser af våben og sælger dem gerne til lande, der er i krig eller kendt for at overtræde menneskerettighederne. Svenskerne skal hoste op med kontanter, hvis de vil have lægehjælp. Barsebäck står endnu og er endda nyrenoveret, selv om svenskerne har vedtaget at lukke det. På en lang række punkter er den svenske udlændingepolitik ikke et hak bedre end den danske.
Der opregnes og opregnes. Selv hotdoggen får på tæven. Ét er, at svenskerne i det hele taget har været så dumme at adoptere denne ulækkert fede spise. Men de har ikke engang forstået konceptet!
»En rigtig pølsemand kunne aldrig drømme om at servere kartoffelmos til pølserne,« må ETC således meddele svenskerne.
En detalje, kanske. Men samlet set er de 46 siders brok i høj grad ris til egen. Under overskriften Så dansk er Persson må den nyligt genvalgte statsminister stå for skud. Og i den indledende kommentars allersidste linjer står det hele jo med chefredaktørens ord:
»Og vi fyldes med rædsel, når vi ser, at billedet af Danmark også er et spejlbillede. Jo, det er os selv, vi alt for ofte ser.«
