Læsetid: 3 min.

Tæppefald for et foregangsland

En ny afrikansk tragedie udspiller sig i Elfenbenskysten efter velkendt mønster
2. oktober 2002

Nyhedsanalyse
Endnu et afrikansk land er på vej ud over afgrunden: Et blodigt kupforsøg, gadekampe og optøjer, amerikanske og franske tropper må flyves ind for at redde lokale hvide ud af farezonen, en borgerkrig er under udvikling. Situationen er som et déjà vu, bortset fra, at Elfenbenskysten, der i årevis har været fremhævet som en af kontinentets få succeshistorier, skulle forestille at være den store undtagelse og foregangsland.
Mod vest ligger Liberia og Sierra Leone – to stater, der er hærget af 12 års borgerkrig og masselemlæstelser af civile. Mod nord: Guinea, Mali og Burkina Fasso – tre af jordens fattigste steder. Mod øst: Det relativt begunstigede Ghana, hvis BNP pr. indbygger er halveret siden uafhængigheden, men som i det mindste har været forskånet for krig.
Få steder på kloden er så mishandlede som Vestafrika. Men Elfenbenskysten har endnu glitrende skyskrabere, gode restauranter, en nogenlunde pålidelig elforsyning – og en af de højeste indkomster pr. indbygger i Afrika på samme niveau som Guatemalas eller Filippinernes. Nu falder miraklet fra hinanden.
Den mand, som førte Elfenbenskysten til uafhængighed i 1960, Felix Houphouet-Boigny, var en eksemplarisk despot. Han havde sine særheder, som da han valgte at gøre sin fødelandsby, Yamoussoukro, til landets hovedstad. Men frem til sin død i 1993 fordelte han goderne nogenlunde ligeligt, så ingen gruppe i samfundet kunne føle sig tilsidesat.
Hans efterfølger klarede at forblive ved magten i seks år. I samme periode kom korruptionen ud af kontrol, og det engang så veludbyggede sociale forsorgssystem begyndte at forfalde. Det første kup kom i 1999 og blev ledet af general Robert Guei, som dog lod sig overtale til at tillade frie valg det følgende år – et valg, som han tabte. Den mand, som skulle have vundet – Alassane Dramane Ouattara – blev udelukket fra at stille op med den mystiske begrundelse, at hans forfædre er fra Burkina Fasso. Den reelle grund var, at hans tilhængere fortrinsvis skal tælles blandt muslimerne fra den nordlige del af landet. I stedet kunne den etablerede magtelites mand, Laurent Gbagbo, vinde valget ved at appellere til antimuslimske følelser i den sydlige del af landet – en valgsejr, der var opskriften på yderligere uro. 19. september afskedigede præsident Gbagbo en militær enhed, der havde fungeret som livvagter for general Guei. Enheden reagerede ved at begå mytteri. Guei og hans familie opholdt sig fredeligt i deres hjem i Abidjan, da en gruppe Gbagbo-loyale politisoldater brød ind og dræbte dem. Ouattara undslap en paramilitær dødspatrulje.

Efter en dag med voldsomme gadekampe i storbyen Abidjan, hvorunder mindst 270 blev dræbt, flygtede mytteristerne mod nord til deres hjemstavn, imens deres allierede overtog kontrollen med Bouaké, den næststørste by, og andre større byer i nord. De Vestafrikanske Staters Økonomiske Fællesskab (ECOWAS) meddelte 29. september, at de ville overveje at sende tropper ind for at genskabe freden. Forløbet minder til forveksling om de udviklinger, der skabte helvedestilstande i Liberia og Sierra Leone. Risikoen for et kollaps for det relativt velordnede og relativt velstående Elfenbenskysten har sikkert altid været til stede, men den blev i årevis holdt nede af den omhyggeligt upartiske uafhængighedshelt og livsvarige præsident, Felix Houphouet-Boigny. Det hjalp givetvis, at han bevarede et nært forhold til Frankrig og hyrede titusindevis af franske eksperter som rådgivere .
Men ikke så snart var Houphouet-Boigny væk som samlende landsfader, før alle de etniske og religiøse rivaliseringer, som martrer så mange andre afrikanske lande, satte ind med fuld styrke. At få eller bevare magten blev snart gjort til et spørgsmål om at skabe etnisk baserede koalitioner og belønne sine egne proselytter fyrsteligt. 10 år tog nedturen, og i dag er det ikke blot veje og skoler, der forfalder. Tillid og tolerance, der er af så vital betydning i et multietnisk land, er også i hastig tilbagegang og ved at blive erstattet af håndvåben. Endnu en afrikansk tragedie efter samme deprimerende velkendte mønster kan tage sin begyndelse.

*Gwynne Dyer er uafhængig britisk journalist

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Hjemstavn

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her